Tindefald. Så fik Osama bin Laden sin vilje

Den aktuelle finanskrise er kun med til at understrege, at USA’s dage som verdens eneste supermagt er ved at være talte. Var det al-Qaeda, som satte lavinen i gang?

Analyse

De seneste måneders krise i det amerikanske finansielle system er bare det seneste eksempel på, at USA’s position i verden er på retræten.

De ironiske er, at udviklingen ikke mindst har sin baggrund i George W. Bushs forsøg på at sikre USA’s position efter terrorangrebet 11. september 2001 og truslen fra Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk.

Det har naturligvis aldrig været den amerikanske præsidents hensigt, at hans politik skulle føre til, at terroristerne fik deres vilje, men det har ikke desto mindre været konsekvensen.

Teorien om de såkaldte ikke-intenderede konsekvenser af samfundspolitiske initiativer er velkendt. Fra Adam Smiths ’usynlige hånd’ til nutidens transportøkonomer er der fremlagt eksempler på, at beslutninger i én retning kan få konsekvenser i den modsatte retning. Den amerikanske sociolog Robert K. Merton har i sin forskning især beskæftiget sig med årsagerne til disse ikke-intenderede konsekvenser af politiske beslutninger.

Han peger på fire årsager: De to vigtigste er uvidenhed og fejl. Den tredje skyldes, at beslutningstagerne har interesse i de ikke-intenderede konsekvenser. Den fjerde årsag er ’fundamentale værdier’ som f.eks. en stærk ideologi.

DE ØKONOMISK-POLITISKE beslutninger i USA efter 11. september 2001 har både en pengepolitisk og en finanspolitisk komponent. Den pengepolitiske komponent drejer sig om, at den amerikanske centralbank – med Bushregeringens accept – som reaktion på 11. september sænkede renten i alt for lang tid på et alt for lavt niveau. Det kunne ikke føre til andet end en lemfældig kreditgivning.

Kunderne i bankerne fik populært sagt kastet et lån i nakken, når de forlod banken. Resultatet var en ejendomsboble og et massivt overforbrug.

Den finanspolitiske komponent består i det eksploderende offentlige budgetunderskud i USA og den deraf følgende massive offentlige gældsætning.

Før 11. september 2001 forudsagde det amerikanske finansministerium, at der ville være et overskud på de offentlige finanser i USA på 1.288 milliarder dollar fra 2001 og frem til 2004. Efter 2004 var dette ændret til et faktisk underskud på 850 milliarder dollar. Heraf skyldtes ca. en fjerdedel direkte krigen mod terror, mens en anden fjerdedel skyldtes skattelettelser, som til dels også var vedtaget i et forsøg på at inddæmme de økonomiske virkninger af terrorangrebet.

Nu er kraftig offentlig gældsætning en gammel historie i USA, som det fremgår af figuren, men det nye er, at det er udlandet (bl.a. centralbankerne i Kina og Japan), der nu står som kreditor til hele 44 procent af den offentlige føderale gæld.

SER MAN MED udgangspunkt i Merton på, hvordan det kunne gå så galt med de politiske beslutninger, viser det sig, at alle fire ikke-intenderede årsager er på spil: Der har for det første været stor uvidenhed om, hvor store omkostninger ’krigen mod terror’ ville kræve. De fleste amerikanske beslutningstagere forventede, at krigen ville blive lettere og billigere, end den er blevet.

Den amerikanske viden om den irakiske befolknings holdninger var meget begrænset – og Bush anså nærmest allerede opgaven i Irak for ’mission accomplished’, da den militære sejr var i hus.

De ikke-intenderede effekter skyldes imidlertid også deciderede fejl. Langt ind i økonomkredse var det således holdningen, at den amerikanske centralbank skulle holde den ekspansive pengepolitik kørende. Centralbankens lemfældige pengepolitik byggede imidlertid på en overdreven tro på, at det finansielle marked var frit for markedsfejl og gnidningsfrit ville finde en ny økonomisk ligevægt.

Hermed overså man, at både långivere og låntagere havde en stor interesse i at puste ejendomsværdierne op. Disse to årsager – uvidenhed og fejl – er de vigtigste til, at Bushregeringens politik fik så store ikke-intenderede konsekvenser.

DER HAR IMIDLERTID også været visse direkte interesser involveret i ’krigen mod terror’. Olien er ofte blevet fremført som den reelle begrundelse for invasionen af Irak, hvilket er overdrevet. En vis rolle har den imidlertid spillet.

Endelig er der ifølge Robert K. Merton også ideologi, der kan spille. Her er det veldokumenteret, at det neokonservative ’Project for the New American Century’ fra 1990’erne har haft stor indflydelse på Bushregeringens politik og ’krigen mod terror’. Man ønskede at skabe et demokratisk og USA-venligt brohoved i Mellemøsten – men den ikke-intenderede effekt er, at USA sandsynligvis ender med at måtte trække sig tilbage fra verdens strategiske brændpunkter hurtigere end forventet.

I DET HELE TAGET tyder meget på, at USA står ved begyndelsen til enden som verdens leder. Mange af de initiativer, som Bush har iværksat for at imødegå Osama bin Ladens angreb på amerikansk økonomisk og politisk dominans, har faktisk yderligere undermineret det amerikanske lederskab. En afledt effekt er, at dollaren stille og roligt mister status som verdens førende reservevaluta.

USA vil stadig være en stormagt, men den økonomiske og politiske dominans og det amerikanske lederskab svækkes. Det sker samtidig med, at ingen andre lande har politisk og institutionelt lederkapacitetspotentiale. Og netop derfor er USA’s vigende lederskab en stor skam, for i den nuværende situation har verden brug for mere og ikke mindre lederskab.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce