I dag er det en institutionaliseret del af den politiske beslutningsproces, at politikere og embedsmænd rejser flittigt. Her taler den danske statsminister med direktøren for Duke Energy, James E. Rogers, i Bruxelles. Foto: Thierry Charlier

I dag er det en institutionaliseret del af den politiske beslutningsproces, at politikere og embedsmænd rejser flittigt. Her taler den danske statsminister med direktøren for Duke Energy, James E. Rogers, i Bruxelles. Foto: Thierry Charlier

Analyse

Luftbåren. Politikerne rejser mere og mere

Politikernes rejseaktivitet på tværs af landegrænser stiger eksplosivt. Og det skal vi være glade for. For det gør dem klogere.

Analyse

Finanskrisen udløste et heftigt rejsemønster blandt mange af de vestlige stats- og regeringschefer og deres finansministre samt embedsmænd, før man nåede en foreløbig løsning.

Her duede ikke nok så avanceret videokonferenceudstyr, telefonsamtaler eller gammeldags telegrammer.

Ansigt til ansigt, om man må bede.

Der høres også ofte kritik af, at statsminister Anders Fogh Rasmussen er alt for meget i udlandet i stedet for at passe sit job herhjemme.

Ja, det udlægges endda til tider sådan, at ledende politikere og deres embedsmænd hellere end gerne vil ud at rejse, så de kan få nogle dejlige middage og uovertrufne vine i splendide lokaler.

Institutionaliseret rejseri
Det er imidlertid helt forkert. Langt de fleste ville formentlig foretrække at blive hjemme, hvis de blev spurgt.

Men det bliver de heldigvis ikke, for samfundsforskningen viser, at der kommer overraskende meget godt ud af politikernes og embedsmændenes rejseaktivitet. Forskellen mellem finanskrisen i 1930’erne og i dag kan således kort forklares med to ord: institutionaliseret rejseri.

I 1930’erne var det dyrt, besværligt og ikke-institutionaliseret at rejse, men i dag er det en fast og tvungen bestanddel af politikernes og embedsmændenes dagligdag.

Og derfor har vi også nu chancen for i højere grad at løse de grænseoverskridende problemer.

Flere mellemstatslige organisationer
Især siden 1980 er antallet af internationale mellemstatslige organisationer eksploderet.

Internationale organisationer i et historisk perspektiv er selvfølgelig også et forholdsvis nyt fænomen. Blandt de allerførste var Rhinkommissionen til regulering af flodtrafikken på Rhinen, der kom til lige efter Napoleonskrigene og den internationale postunion fra senere i 1800-tallet.

Efter Anden Verdenskrig – og altså især fra 1980 gik det imidlertid stærkt. En analyse af 27 store udvalgte internationale organisationer viser, at de – målt i antal ansatte – siden 1950 er vokset 3,2 pct. årligt, mens antallet af medlemsstater i disse organisationer er vokset med 2,5 pct. årligt.


Hvis man kort skal sige, hvordan Danmarks medlemskab af stadig flere internationale organisationer, herunder først og fremmest EU, har ændret embedsmændenes og politikernes hverdag, er det, at de rejser mere.

De kommer til møder i råd, komiteer og udvalg i Bruxelles, Paris, Genève og andre steder, hvor forslag til politiske initiativer gennemtygges, behandles og vedtages.

De besøger også deres kolleger i de andre hovedstæder, når de f.eks. forbereder og overtager formandskabet i EU (forberedelsen begynder flere år før selve overtagelsen).

De holder også løbende ’hulemøder’ med kolleger, når særligt prekære sager er på dagsordenen i f.eks. ministerrådet i EU. De tager til møder i ILO-regi eller i OECD og diskuterer de sidste nye analyser på deres eget område. Osv.

Effektiv problemløsning
Al denne rejseaktivitet udløser naturligvis vedtagelsen af direktiver, forordninger, statutter, retningslinjer, rekommandationer mv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det medfører imidlertid også, at man meget ofte lærer at løse hjemlige problemer på nye og mere effektive måder, fordi man bliver præsenteret for sådanne nye initiativer i de andre lande – initiativer, som måske er mere effektive, når det handler om at fjerne ungdomsarbejdsløshed, integrere indvandrerne, stabilisere inflationen, sikre kvaliteten i skolernes matematikundervisning osv.

Det var netop denne læringsdel af det internationale samarbejde, som i EU blev rendyrket under betegnelsen ’den åbne koordinationsmetode’ med Lissabon-strategien fra 2000.

Denne mere systematiske proces med henblik på læring over landegrænser går netop ud på systematisk at lære af andres gode og dårlige erfaringer. Ud over den oprindelige arbejdsmarkedspolitik har metoden bredt sig til bl.a. socialpolitikken, uddannelsespolitikken og forskningspolitikken i EU.

Norden er vævet tæt sammen
Politikernes og embedsmændenes rejser går imidlertid ikke kun til lande ’nede i Europa’ og længere væk. De nordiske lande er via omkring 100 arbejdsgrupper og komiteer vævet tæt sammen i et samarbejde efter samme principper, som gælder for ’den åbne koordinationsmetode’.

Det nordiske samarbejde er blot betydeligt ældre end det tilsvarende samarbejde i EU og berører efterhånden alt fra økonomisk politik over arbejdsmarkedspolitik og til kulturpolitik.

En undersøgelse, som jeg selv har gennemført, viser, at de nationale administrationer er dybt afhængige af de kontakter, de har gennem det nordiske samarbejde på mange flere områder, end de fleste tror.

Det gælder især på mange af de områder, som man kan kalde praktisk politisk-administrative. Det foregår ved, at man lader sig inspirere af andre nordiske landes gode og dårlige erfaringer, når man skal udarbejde ny lovgivning, revision af bekendtgørelser, nye politiske initiativer osv.

Ofte sker det ved, at man simpelt hen skriver af fra de bedste af de andre nordiske lande.

En uomgængelig del af den politiske beslutningsproces
Det nordiske samarbejde gøres tit til grin – og uvidenheden om det fører ofte til forslag om at nedlægge det.

Kritikken har den effekt, at en del ministre (ikke mindst de danske) bliver væk fra møderne, som de er inviteret til, hvorved de samtidig sender et signal til deres embedsmænd om, at de ikke skal tage sagsbehandlingen på området helt alvorligt. Det er i virkeligheden en skam.

At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen. Og i dag er rejsen blevet en uomgængelig del af den politiske beslutningsproces.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor er udforskningen af ’policy learning’ på tværs af landegrænserne også blevet et at de varmeste emner inden for politologisk forskning.

For her sker der en voldsom – og hidtil upåagtet – påvirkning af landenes politiske beslutningsproces.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce