Analyse

Terrorbalance. Rød og blå blok flytter sig ikke

De vesteuropæiske befolkninger er 55 pct. til højre og 40 pct. til venstre. Og sådan har det nu været i 50 år.

Analyse

Fronten i vesteuropæisk politik har stort set ikke flyttet sig i de seneste 50-60 år.

Modsat hvad mange sikkert går rundt og tror, har højresiden og venstresiden blandt de politiske partier i dag stort set samme tilslutning som i 1950’erne. Heller ikke i de mellemliggende år blev der rokket nævneværdigt ved de to politiske blokke.

Resultatet fremgår af figuren, hvor valgresultaterne fra 16 vesteuropæiske lande er lagt sammen; hvor det politiske højre udgøres af de kristeligt demokratiske, konservative, liberale, landbrugsorienterede og højrepopulistiske partier; og hvor partierne til venstre for midten er de socialdemokratiske, socialistiske, grønne, nye venstre og kommunistiske partier. Som det fremgår, har højresiden som helhed fået ca. 55 pct. af stemmerne i årtierne siden 1950, mens venstresiden har fået ca. 40 pct. Det har end ikke ungdomsoprør, en omkalfatring af de sociale strukturer, opløsningen af klassiske klassetilhørsforhold, højre- og venstrebølger, vandringen fra land til by, massiv opbygning af de offentlige sektorer og meget andet kunnet ændre på.

Forskydning har ikke flyttet magtbalancen
DER ER sket forskydninger blandt partierne inden for de to blokke. På højresiden er de kristeligt demokratiske partier gået betydeligt tilbage, de liberale partier noget frem og de højrepopulistiske partier meget frem. På venstresiden er de socialdemokratiske partier gået lidt tilbage, de kommunistiske partier meget tilbage og de grønne partier meget frem. Men forskydningerne har altså ikke flyttet magtbalancen mellem blokkene.

Stabiliteten mellem højre- og venstresiden i vesteuropæisk politik er så meget desto mere overraskende, fordi vælgerbevægeligheden mellem de forskellige partier i samme periode er blevet større: Vælgerne er i dag mere tilbøjelige til at skifte parti fra valg til valg, end de var tidligere. Siden 1970 har nettobevægelserne mellem partierne fra valg til valg i Danmark ligget på godt 10 pct., mens den i årtierne før var noget lavere. Også i lande som Holland og Sverige har man set en fordobling af det, man kalder vælgervolatiliteten. Men lige meget har det altså betydet for forskydningerne mellem blokkene.



Opbrud i landes partimønstre
VÆLGERNES meget stærke identifikation med bestemte partier er også i alle de vesteuropæiske lande, hvor den er blevet målt, blevet langt mindre siden 1950’erne. Der er i konsekvens heraf sket et opbrud i langt de fleste landes partimønstre, hvor nye partier er kommet til, mens andre er forsvundet. Kun 40 pct. af de politiske partier i de vesteuropæiske lande er dannet før 1960, og 25 pct. af stemmerne falder på de nye partier i Vesteuropa.

Mens man til omkring 1970 i de fleste demokratiske vesteuropæiske lande havde et partimønster, som var stort set uforandret siden 1920, skete der herefter et opbrud, som klarest slog igennem i Danmark med ’jordskredsvalget’ i 1973.

I Danmark havde de fire gamle partier (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre) – som indtil da havde været helt toneangivende – en rolle, som de havde spillet siden begyndelsen af århundredet. Også i andre vesteuropæiske lande med en lang demokratisk tradition var partierne i slutningen af 1960’erne stort set de samme, som fandtes omkring 1920, da kvinder alle steder havde fået stemmeret og systemet med forholdstalsvalg var slået igennem overalt (med undtagelse af Storbritannien). Det betød, at partisystemet reelt ’frøs fast’ i de vesteuropæiske demokratier fra omkring 1920 – og vel at mærke langs de traditionelle konfliktlinjer mellem center og periferi; mellem kirke og stat; mellem land og by; og mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. I 50 år reflekterede partierne i Vesteuropa altså disse klassiske konflikter, indtil en hurtig optøning satte ind.

Nye partier så dagens lys
BÅDE I DANMARK og andre steder i Vesteuropa så en række nye partier dagens lys fra omkring 1970, mens de gamle partier skrumpede. Men det skete altså, uden at magtbalancen mellem blokkene rokkede sig nævneværdigt. Det kan således nok være, at europæerne lader deres politiske holdninger komme til udtryk i forskellige partimæssige gevandter, men deres grundholdninger ændrer de derimod ikke. Det svarer også meget godt til den nyere valgforskning, som viser, at flertallet af vælgerne hverken er bundet til ét bestemt parti eller helt vilkårlige i deres partivalg, men i stedet føler sig knyttet til en gruppe af partier. Flertallet af vælgerne er f.eks. ’borgerlige’ eller ’venstreorienterede’ – og vælger ved de konkrete valg blandt en gruppe af partier, som svarer til deres grundholdning. Derimod kan det selvfølgelig overraske, at disse grundholdninger tilsyneladende fortsætter med samme styrke generation efter generation.

NOGET TYDER således på, at det vesteuropæiske politiske system er endda overordentlig stabilt. Det betyder ikke, at der ikke sker ændringer mellem landene. Der er givetvis også tale om, at partierne inden for de to blokke har ændret politik i perioden. Liberale partier ser således anderledes på velfærdsstaten i dag end i 1950’erne, ligesom socialdemokratiske partier betragter erhvervslivet med andre øjne end tidligere. Men som blokke har de været stabile – så stabile, at det nærmer sig en lovmæssig konstant, at Vesteuropa er 55 pct. til højre og 40 pct. til venstre.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce