Tillid. Danmark er et af de lande i verden med størst sammenhængskraft. Danskerne er nemlig et af de mest tillidsfulde folk, og det er vores tillid til hinanden, der binder os sammen. Hvor denne tillid kommer fra, er ikke alle enige om. Arkivfoto: Thomas Borberg
Foto: BORBERG THOMAS

Tillid. Danmark er et af de lande i verden med størst sammenhængskraft. Danskerne er nemlig et af de mest tillidsfulde folk, og det er vores tillid til hinanden, der binder os sammen. Hvor denne tillid kommer fra, er ikke alle enige om. Arkivfoto: Thomas Borberg

Analyse

Sammenhængskraft kommer af lighed

Det danske samfunds sammenhængskraft kommer af nogle særlige nationale værdier. Men hvilke?

Analyse

Sammenhængskraft er et af tidens modeord.

Både den tidligere og den nuværende statsminister har udtalt sig om, hvor vigtigt det er, at vi bevarer sammenhængskraften i det danske samfund, idet de samtidig har fremhævet, at Danmark er et af de lande i verden med størst sammenhængskraft.

I regeringsprogrammet ’Danmark 2020’ står der, at danskerne er et af verdens mest tillidsfulde folk, og det er målet, at denne topplacering fastholdes frem til 2020.

Næppe mange vil være uenige i, at sammenlignet med andre lande er den sociale sammenhængskraft stor i Danmark. Dertil er dokumentationen på de parametre, hvor vi kan måle noget sådant, for overvældende.

Det kontroversielle spørgsmål er derfor snarere, hvor sammenhængskraften kommer fra. Svaret herpå har samtidig stor betydning for de politiske konklusioner, der drages.

Jo mere stolt man er af sit land, jo mindre tillid har man
I en ny bog og i et interview i Politiken sidste lørdag har kulturforskeren Kasper Støvring argumenteret for, at sammenhængskraften er forankret i værdier om, hvad det vil sige at være dansk. Skal sammenhængskraften bevares, vil det ud fra dette kultur- og nationalkonservative syn være afgørende, at Danmark forbliver et kulturelt homogent samfund.

Over for dette syn på sammenhængskraft står en anden tilgang, hvor sammenhængskraften forankres i et demokratisk medborgerskab. Igennem medborgerskabet har danskerne opnået en vis ligestilling, som gør afstanden mellem forskellige befolkningsgrupper mindre, og som resulterer i færre sociale konflikter.

Ud fra denne tilgang bunder sammenhængskraften ikke i danskernes nationalkarakter, men i den måde demokratiet og velfærdsstaten har udviklet sig på i Danmark.

To forskellige tilgange står således over for hinanden, og sammenhængene er så tilpas komplekse, at det kan være vanskeligt at fremskaffe dokumentation for, at den ene tilgang er helt forkert, og den anden er helt rigtig. Men vi kan dog komme et stykke af vejen.

I sin sparsomme dokumentation for påstanden om en kulturbaseret sammenhængskraft henviser Kasper Støvring bl.a. til en amerikansk undersøgelse, der viser, at tilliden falder, i takt med at samfundet bliver mere etnisk heterogent.

I bogen ’Sammenhængskraft’ citerer Støvring bifaldende en omtale af denne undersøgelse i Politiken, der munder ud i konklusionen: »Den fremmeste internationale sociologiske forskning underbygger Dansk Folkepartis advarsler«.

Nu er det jo ikke altid sådan, at hvad der gælder i USA, gælder også i Europa. Vi har derfor undersøgt, om der i Europa kan påvises en negativ sammenhæng mellem graden af multietnisk samfund og social tillid. Resultatet af denne undersøgelse er ganske klar, nemlig at det kan der ikke. Andre europæiske undersøgelser er nået frem til en lignende konklusion.

Etnisk-kulturel homogenitet er imidlertid ikke den eneste faktor, der ifølge Støvring befordrer social tillid. Det gør også en positiv nationalfølelse. Der er imidlertid intet, der kan dokumentere en sådan påstand. Analyserer man svarene i de internationale værdiundersøgelser, viser de snarere det modsatte, at jo mere stolt man er af sit land, jo mindre tillid har man.

Hvilket også gælder danskerne. Og det er heller ikke sådan, at i de lande, hvor nationalfølelsen er størst, har befolkningerne større tillid til hinanden. Igen snarere tværtimod.

Hvordan kan vi bevare og udvikle sammenhængskraften
Man får nærmest det indtryk ved at høre repræsentanter for den nye nationalkonservative strømning, at Danmark er det eneste land med stor sammenhængskraft. Men det jo ikke tilfældet. Det gælder også de øvrige nordiske lande. Specielt er det interessant at sammenligne med Sverige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her er der sket en udvikling af medborgerskabet, der ligner den danske, men i modsætning til Danmark har der i Sverige ikke været nogen særlig tradition for at dyrke det nationale særpræg. Desuden har udviklingen mod et etnisk heterogent samfund været noget stærkere end i Danmark.

Alligevel ligger den sociale tillid i top i Sverige og har tilmed været stigende. En sammenligning af Danmark og Sverige indikerer således, at det ikke er kulturel enhed, men snarere udviklingen af medborgerskabets sociale dimension, som har givet begge lande en høj sammenhængskraft.

Det underbygges af de resultater, der indtil videre er nået i den internationale tillidsforskning. Trods mange nuancer når alle vigtige undersøgelser frem til lighed som en afgørende faktor. Ikke kun når det drejer sig om tillid mellem mennesker, men også på en række andre indikatorer for sammenhængskraft og velfærd. En ny bog bringer den hidtil mest omfattende dokumentation for dette.

Politisk set peger disse forskningsresultater i en anden retning end Støvrings national-kulturelle tilgang. Snarere end tilstedeværelsen af forskellige kulturer er det fravigelsen af princippet om et lige medborgerskab, der på sigt vil kunne true det danske samfunds sammenhængskraft.

Det er således ikke kun en ren akademisk diskussion, om sammenhængskraften er kulturelt eller politisk skabt. Det er også en diskussion, der har betydning for, hvordan vi bevarer og udvikler det, alle vist kan blive enige om er godt og rart, nemlig sammenhængskraft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det fraviges allerede i dag ved at todele sociale rettigheder med én standard for etniske danskere og en anden og ringere standard for indvandrere, som det sker med ’starthjælpen’, samt ved den forringelse, der er sket i indvandrernes muligheder for at opnå de samme politiske rettigheder som etniske danskere.

Det er således ikke kun en ren akademisk diskussion, om sammenhængskraften er kulturelt eller politisk skabt. Det er også en diskussion, der har betydning for, hvordan vi bevarer og udvikler det, alle vist kan blive enige om er godt og rart, nemlig sammenhængskraft.

Det er en diskussion, der ud over meninger har behov for dokumentation.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce