Guldklumper. Ny afhandling viser, at moderne forældre – især ressourcestærke – føler en forpligtelse til at tage mere og mere ansvar for deres børns sociale og faglige udvikling. Men dette kan give bagslag, advarer dagens skribent.
Foto: EHRBAHN JACOB (arkiv)

Guldklumper. Ny afhandling viser, at moderne forældre – især ressourcestærke – føler en forpligtelse til at tage mere og mere ansvar for deres børns sociale og faglige udvikling. Men dette kan give bagslag, advarer dagens skribent.

Analyse

Forældres kærlighed er ikke længere nok

Det er ikke længere blot ’samfundets skyld’, hvis børn ikke udvikler deres kompetencer.

Analyse

Det kan være en angstprovokerende oplevelse at blive forældre.

Da Anna og Rune bliver forældre, skyller oceaner af spørgsmål ind over dem. Hvor meget legetøj skal barnet have? Gør de nok – og det rigtige – for at udvikle Ivans og Emmas kompetencer?

Anna og Rune er hovedpersoner i Nikolaj Zeuthens roman ‘Verdensmestre’ fra 2010, som handler om det moderne familieliv, hvor opdragelse bliver et projekt med succeskriterier.

Romanen fanger tidsånden på rammende vis. Mange forældre, og særligt de ressourcestærke, tager ansvaret for de små guldklumper på sig i en sådan grad, at det rækker langt ud over kærlighed og omsorg.

Det handler også om at udvikle barnets sociale og faglige potentiale.

Når opdragelse bliver et ‘kompetenceprojekt’ for mange forældre, hænger det især sammen med, at der hen over det seneste halve århundrede er sket en enorm individualisering af forældreansvaret.

Selv om en stor del af familiens opdragelsesopgave er blevet outsourcet til skole og institution, holdes forældre mere end nogensinde ansvarlige for deres børns opførsel, trivsel og udvikling. Hvis barnet er umuligt, betragtes det sjældent som skolens eller børnehavens skyld, men som forældrenes skyld.



Forskeren Dil Bach har netop indleveret sin ph.d.-afhandling om danske overskudsfamiliers opdragelse ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

Her er en af hendes hovedpointer, at der i dag hersker en forestilling om, at børns fremtidige succes – og udviklingen af deres evner – hænger nøje sammen med forældrenes indsats. Derfor investerer forældre, særligt de ressourcestærke, mere tid i børnene.

Det lyder måske ikke underligt, for selvfølgelig spiller mor og far en enorm rolle i et barns liv. Problemet er, at den individuelle tilgang trækker ansvaret ud af de institutioner, som ellers har overtaget en stor del af den opdragelsesopgave, der tidligere lå i familien.

I Danmark er stort set alle småbørn i institution – 96 pct. af de 3-5-årige – og tilbringer i gennemsnit 7,5 timer om dagen i daginstitutionen. Og den massive institutionalisering fortsætter op gennem børnenes skoleliv.

Trods institutionaliseringen af børnelivet er forældres forbrug af tid på omsorg til deres børn steget markant i løbet af de sidste årtier.

Her trækker fædrenes tid op i statistikken, for der er ingen tvivl om, at fædrene er kommet langt mere på banen, men det er fortsat mødrene, der bruger mest tid på børnene.

Mange forældre, og særligt de ressourcestærke, tager ansvaret for de små guldklumper på sig i en sådan grad, at det rækker langt ud over kærlighed og omsorg

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



I de overskudsfamilier, Dil Bach har studeret, er det kvinderne, der har taget opdragelsen af børnene på sig. Kvinderne anser det for afgørende at være til stede for deres børn og prioriterer kontakt og nærvær, bl.a. ud fra en stærk overbevisning om, at det at være der for sit barn er vigtigt for barnets trivsel og udvikling.

Den samme satsning af børnene ses blandt middel- og øvre middelklassefamilier i det meste af den vestlige verden.

En af kvinderne er Birgitte, der betragter sine egne børns trivsel som direkte effekt af, om hun har været en god eller dårlig mor. I hendes øjne handler det i høj grad om, hvorvidt hun har brugt tid nok på sine børn og ’fyldt dem nok op’ med mor, som hun formulerer det.

Dil Bach argumenterer for, at psykologien er med til at omdefinere familiens funktion i børns udviklingsproces. Siden midten af 1800-tallet er der udviklet en ny forståelse af børn og barndom. Hvor børn tidligere blev set som små voksne, begynder man, i takt med psykologiens udbredelse, at opfatte børn som skrøbelige væsener.

Dil Bach bygger videre på den britiske sociolog Nikolas Rose, som mener, at psykologien har bevirket, at middelklassemoderen siden begyndelsen af 1960’erne er blevet tildelt en afgørende rolle i maksimeringen af barnets evne til at tænke, argumentere, læse, skrive og regne.

Ligesom moderen tidligere blev allieret med lægen, og stadig er det, bliver hun nu også en allieret i pædagogiske programmer.

Psykologiske teorier om kognitiv udvikling og ’vigtigheden af de tidlige år’ forvandler ifølge Nikolas Rose det hjemlige hverdagsliv til et kompleks af læringsmuligheder. Forestillingen er, at hvis særligt moderen gør det godt, så vil barnets chancer i livet blive enormt forbedret.

Hvis hun fejler, vil det ikke gå barnet godt i skolen eller i livet som sådan.

Er børnene ængstelige, umotiverede eller klarer sig dårligt, har forældrene fejlet



Samtidig med det ændrede syn på barndommen udvikles den borgerlige kernefamilie, hvor opdragelsesopgaven i stadig højere grad bliver de enkelte forældres ansvar og ikke som tidligere hele voksengenerationens.

Det bliver muligt at give nogen æren for børns meritter og skylden for deres fiasko. Er børnene ængstelige, umotiverede eller klarer sig dårligt, har forældrene fejlet.

Den forældredeterministiske tænkning placerer et kæmpe ansvar på forældrene for deres børns udvikling. Det er på mange måder til gavn for børnene, men tænkningen kan give bagslag.

Dels fratager den paradoksalt nok forældrene ansvaret for deres egne liv, for de lader deres liv centrere om børnene.

Dels trækker tænkemåden en del af ansvaret og autoriteten ud af professionelle opdragelsesinstitutioner som vuggestuen, børnehaven, skolen og SFO’en.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Filosoffen Immanuel Kant udtalte for 200 år siden, at barnet aldrig vil opnå ’målet med sin eksistens’, hvis opdragelsen alene bliver overladt til hjemmet. For forældrene »opdrager i almindelighed kun deres børn på en sådan måde, at de passer til den foreliggende verden, hvor fordærvet den end måtte være«.

Det er muligvis trukket skarpt op, men filosoffen har fat i en central pointe, vi er ved at glemme i dag: Det er ikke kun forældrenes skyld. Det er også ’samfundets skyld’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce