brand. Muhammedtegningerne førte i 2006 til voldsom vrede i muslimske lande og herhjemme til en anmeldelse for blasfemi. Rigsadvokaten afviste dog at rejse tiltale mod Jyllands-Posten efter par. 140. - Foto: FAREED KHAN/AP

Blasfemiparagraffen (par. 140) lyder: »Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder«.

Påtale kan kun finde sted efter Rigsadvokatens påbud, og blasfemisager er dermed ikke en sag mellem en krænket og en krænkende part, men et offentligt anliggende. Paragraffen er da også placeret i straffelovens kapitel 15, som hedder ’Forbrydelser mod den offentlige orden og fred’.

Der er kun rejst tiltale tre gange efter par. 140, siden den fik sin nuværende udformning i 1933, men alligevel bliver den ved med at være omgærdet af massiv politisk interesse. Folketinget har to gange inden for de sidste fem år drøftet dens ophævelse, og Straffelovrådet er i gang med at undersøge konsekvenserne af en mulig afskaffelse.

I 1938 havde fire personer med tilknytning til det nazistiske miljø i Danmark udgivet nogle antisemitiske skrifter, hvori der bl.a. stod, at jødernes hellige skrifter intet havde med religion at gøre, men kun var et udtryk for lumske planer om at erobre verdensherredømmet.

Mosaisk Troessamfund henvendte sig derfor til justitsministeren for at få de pågældende personer retsforfulgt efter blasfemiparagraffen.

Ministeren afviste i første omgang at rejse tiltale efter par. 140, men gjorde det alligevel, fordi »angrebene voksede til det helt forrykte«, og som han forklarede det i Jødisk Familieblad, fordi antisemitismen pludselig havde fat i større dele af samfundet. I brevet til justitsministeren refererer Mosaisk Troessamfund da også til frygten for det had, som de pågældende skrifter kunne rejse i befolkningen.

De fire personer fik mellem 20 og 80 dages hæfte for »spot og ærerørige angreb« mod jøderne og deres troslærdomme. Hele sagens forløb tyder dog på, at hensigten med at rejse tiltale ikke var at beskytte jødernes eventuelle krænkede religiøse følelser, men at beskytte den jødiske minoritet mod forfølgelse.

I 1946 blev tre personer idømt en mindre bødestraf efter par. 140 for at have fremført en ’dåbshandling’ på en dukke under et maskebal. Herefter skal vi helt frem til 1970’erne, før paragraffen igen kom i spil.

Fælles for disse senere sager var, at provokatoriske kunstnere udfordrede en kristen seksualmoral og brugte en frigjort seksualitet som virkemiddel.

Thorsens Jesus-film
I 1971 vakte sangerinden Trille furore med sin sang ’Øjet’, som blev bragt i DR, og justitsministeren valgte at rejse tiltale mod de ansvarlige programchefer. Forhånelsen bestod ifølge anklageskriftet i, at Gud blev tillagt »en utilfredsstillet kønsdrift, der giver sig udtryk i trang til beluring af kønslige samvær«.

Programcheferne blev dog frifundet, og sagen førte til en debat i Folketinget om paragraffens afskaffelse.

I 1973 gjorde provokunstneren Jens Jørgen Thorsen sin entre i den danske blasfemidebat med manuskriptet til en planlagt Jesusfilm, hvor Jesus var portrætteret som forfalden til både druk og seksuelle udskejelser. Filmen havde opnået støtte fra Det Danske Filminstitut, og det førte til store protestdemonstrationer, underskriftsindsamlinger og endda til en fordømmelse fra paven, der kaldte filmen en forbrydelse mod den kristne religion.

Jens Jørgen Thorsen blev alligevel ikke tiltalt for blasfemi.

Thorsen blev heller ikke tiltalt i 1985, da han var blevet anmeldt for at have malet Jesus med erigeret lem på facaden af en café. Rigsadvokaten vurderede ganske vist, at Thorsen nok ville blive kendt skyldig, hvis man rejste tiltale efter par. 140, men da det var »sædvanligt at undlade påtale« i sådanne sager, så han ingen grund til at fravige denne praksis.

De manglende tiltaler i denne periode vidner om, at blasfemiparagraffen reelt viste sig uanvendelig til at beskytte krænkede religiøse følelser mod kunstneriske provokationer.

Den vigtigste nyere blasfemisag udspillede sig i 2006 efter Jyllands-Postens lancering af Muhammedtegningerne, som ledte til en anmeldelse for blasfemi fra muslimske kredse i Danmark. Rigsadvokaten afviste dog at rejse tiltale mod Jyllands-Posten efter par. 140, idet han fandt, at Kurt Westergaards tegning af bomben i turbanen nok kunne opfattes som en »krænkelse og fornærmelse af profeten«, men at den ikke var udtryk for »spot eller latterliggørelse og næppe heller en forhånelse«.

Paragraffen har signalværdi
Som i 1938 involverer denne og andre af de nyeste blasfemisager en religiøs minoritet, denne gang er det blot muslimerne og ikke jøderne. Men samtidig handler sagerne om retten til at udtrykke sig frit og provokatorisk om religion. Sagerne er derfor særlig interessante, fordi de indeholder begge aspekter af paragraffens tidligere anvendelse, dog med den lille krølle, at den kunstneriske provokation nu er vendt mod den religiøse minoritet.

Når Rigsadvokaten undlod at rejse tiltale mod Jyllands-Posten, er det tvivlsomt, om anklagemyndigheden i nær fremtid – eller overhovedet – vil tage blasfemiparagraffen i brug igen. Paragraffen synes reelt at være ubrugelig, men kan man deraf slutte, at den bare kan afskaffes?

Der ligger nemlig en signalværdi i valget mellem at bevare eller at afskaffe par. 140.

Hvis Danmark bevarer paragraffen, sender det et signal om, at religiøse følelser har krav på en særlig beskyttelse, selv om denne beskyttelse reelt ikke bringes i anvendelse.

Hvis man omvendt afskaffer paragraffen, stadfæster man Flemming Roses ord om, at hensyntagen til religiøse følelser er »uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse«, som han skrev i Jyllands-Postens leder, da han lancerede Muhammedkarikaturerne.

I forhold til de krænkede religiøse følelser er forskellen den samme – nok diskuterer man, om paragraffen skal bevares eller afskaffes, men der er bred enighed om, at den ikke skal anvendes.

For politikerne derimod er blasfemiparagraffens blotte eksistens blevet et dilemma. Hvad enten de vælger at bibeholde eller at afskaffe paragraffen, så vil det være et konfrontativt signal at sende i en tid, hvor religion er blevet et mere kontroversielt emne, end det har været længe i Danmark.