En skudveksling i grænseområdet mellem Israel og Libanon kostede 3. august en israelsk officer, to libanesiske soldater og en journalist livet.

LÆS OGSÅDisput om træ dræber tre i Libanon

Dermed sluttede en historisk lang periode på fire år uden dræbte i grænsekonflikten. Fraværet af væbnede sammenstød i de fire år har dog på intet tidspunkt været ensbetydende med fred. Parterne har gennemlevet en koldkrigstilstand, hvor de hver især har bestræbt sig på at forøge modstanderens omkostninger ved en eventuelt kommende krig.

Det fik for nylig den anerkendte tænketank International Crisis Group til at advare om, at nye kampe mellem Israel og Hizbollah og/eller resten af Libanon hurtigt ville kunne udvikle sig til en voldsom og ukontrollerbar regional krig med syrisk involvering.

I det perspektiv kunne grænsesammenstødet have fået katastrofale konsekvenser – også for de omkring 150 danske soldater, der er en del af FN’s fredsbevarende styrker i området. Det skete heldigvis ikke.

Tværtimod udviste de tre aktører – Israel, den libanesiske regeringshær og Hizbollah – et historisk set usædvanligt mådehold.

Parterne er således ganske udmærket klar over den store risiko, som ingen i øjeblikket har interesse i at kaste sig ud i. Men situationen forbliver skrøbelig. Store interne spændinger risikerer at kaste Libanon ud i nye kampe, der kan skubbe til den hårfine regionale balance og trække landets naboer, Syrien og Israel, ind i konflikten.

Svær balancegang
Det Særlige Tribunal for Libanon (STL), der skal varetage retsforfølgelsen af involverede i mordet på tidligere premierminister Rafiq Hariri i februar 2005, står foran at skulle rejse sigtelser.

Hidtil har den bebrejdende finger primært været rettet mod elementer i det syriske system, men midt i juli fremkom internationale medierapporter om, at medlemmer af den væbnede organisation Hizbollah ville være at finde blandt de sigtede.

De ubekræftede oplysninger har sat Hizbollah i højeste alarmberedskab med en sand myriade af afvisninger af organisationens involvering. I stedet hævder organisationen, at det er Israel, der stod bag mordet på Hariri.

LÆS OGSÅHizbollah advarer Israel mod nye angreb

Til at underbygge påstanden har organisationen bl.a. præsenteret optagelser fra israelske overvågningssatellitter, der kædes sammen med et over 150 mand stort israelsk spionnetværk, der siden april sidste år er blevet optrævlet af libanesiske myndigheder.

Der er dog langtfra tale om en ’smoking gun’. Alligevel har organisationen sandsynligvis nået sit mål med de voldsomme verbale udfald:

• For det første er skylden blevet sendt i retning af en velkendt ekstern fjende.

• For det andet udgjorde afvisningerne krisestyring i forhold til landets sunnimuslimske befolkningsgruppe. Den sunnimuslimske befolkning har i årevis betragtet shiitiske Hizbollahs stigende magt med skepsis, og mordet på den sunnimuslimske politiske leder Rafiq Hariri blev i høj grad betragtet som et angreb på hele den sunnimuslimske befolkningsgruppe i Libanon.

• For det tredje udskyder det nye materiale, som tribunalet klogelig har accepteret at inkludere i sin votering, sandsynligvis sigtelserne i nogle måneder. Dermed købte Hizbollah sig tid indtil starten af næste år til at stramme den politiske skruetvinge.

• For det fjerde såede Hizbollah – nok så vigtigt – en spirende tvivl om tribunalets integritet. Det kan på den lange bane mistænkeliggøre tribunalets konklusioner i mange libaneseres øjne. Vigtigere er det dog, at Hizbollah har gjort det til et eksistentielt spørgsmål ved at kalde tribunalet en potentiel trussel mod den væbnede modstand.

Dette får med god grund mange libanesere til at frygte interne kampe eller ligefrem borgerkrig, da Hizbollah er villig til at forsvare sine våben med næb og kløer. Som landets stærkeste militærmagt sidder Hizbollah med et trumfkort, som organisationen nu implicit truer med at spille igen.

Ud over det kolossale direkte pres, som dermed lægges på tribunalet, for ikke at sigte Hizbollahmedlemmer, kan den aggressive strategi tjene til at presse andre libanesiske og regionale aktører til at sætte spørgsmålstegn ved og lægge yderligere pres på tribunalet for at afværge interne politiske kampe.

Men det er en vanskelig balancegang for Hizbollah, for interne kampe vil begrave organisationens mangeårige selvfremstilling som hele landets forsvarer.

Syrien og Saudi-Arabien afgørende faktorer
Situationens alvor har alarmeret regionale stormagters politiske ledere, der i de seneste uger har stået i kø i Beiruts internationale lufthavn. Lige så ofte har de også slået et smut om Damaskus som en klar illustration af, at Syrien igen er en afgørende faktor i libanesisk politik.

Et trepartsmøde mellem den libanesiske præsident, Michel Sleiman, den saudiarabiske konge, Abdullah bin Abdel Aziz, og den syriske præsident, Bashar al-Assad, blev af nogle observatører umiddelbart betragtet som et tegn på, at Syrien skulle have nærmet sig Saudi-Arabien på bekostning af landets alliance med Iran og derfor ville forsøge at hive Hizbollah ned fra barrikaderne.

Det synes dog ikke at være tilfældet.

Ydermere kan Damaskus i princippet selv drage fordel af et højpolitiseret og delegitimeret tribunal. At der bliver rejst sigtelse mod Hizbollahmedlemmer er ikke ensbetydende med, at der ikke også bliver det mod folk i det syriske system.

Mere sandsynligt forekommer det, at Saudi-Arabien, som er nært allieret med Hariri-familien, dels kan gå med til at øge presset på tribunalet, dels til at holde styr på gemytterne hos den sunnimuslimske befolkning i bestræbelserne på, at nye kampe i Libanon ikke skal destabilisere regionen.

Med det kolossale pres, der i disse uger lægges på tribunalets chefanklager Daniel Bellemares skuldre, kan man ikke fortænke canadieren i at ryste lidt på hånden, når han udfærdiger sigtelserne.

Implikationerne af dén beslutning kan nemlig risikere at betyde, at de fire dræbte i grænsestriden 3. august langtfra bliver de sidste.