Det er vanskeligt at overvurdere betydningen af, at USA har fået sin første sorte præsident.

Både for amerikanerne selv og for alle os andre.

Først på året talte jeg med den britiske historiker, Timothy Garton Ash. Det var på et tidspunkt, hvor udsigten til Obama som præsident stadig var uvirkelig. Garton Ash sagde dengang: »Obama er selve symbolet på en ny tid. Et barn af verden, der bærer store dele af den fattige og glemte del af klodens håb på sine skuldre«.

Obama er et fænomen
Om Obama formår at løfte denne byrde, må tiden vise. Obama er et fænomen, men han er måske også et produkt af den politiske korrekthed, der har gjort det muligt for farvede at gøre sig gældende i et hvidt domineret samfund.

Set med europæiske øjne kan man konstatere, at der ikke er nogen sorte eller brune statsmænd in spe, og at sameksistensen med især muslimer i de europæiske samfund er alt andet end uproblematisk.

Men der er dog forskel på de europæiske staters indstilling til sameksistens. For nylig talte jeg med den britiske minister for racerelaterede anliggender og sameksistens, Sadiq Khan, der selv er muslim.

Storbritannien som foregangsland
Ligesom Garton Ash mener han, at Storbritannien har noget at lære os andre, når det gælder den svære – og formodentlig nødvendige – kunst at få etableret en samfundsramme, der appellerer til andre end os selv:

»Storbritannien er det lysende eksempel på, at det kan betale sig at skabe en ramme, hvor folk har lov til at leve vidt forskellige liv med forskellig etik og religiøse værdier, så længe de respekterer landets lov og ret. Vi skal turde indlemme elementer af anderledes skik og brug, f.eks shariaprincipper for muslimerne«, sagde ministeren.

Briterne har i mange år aktivt søgt at skabe rammer, der kan rumme disse religiøse forskelle. I stedet for den franske ’frihed fra religion’-model følger briterne en ’frihed til religion’-model.

Det har gjort det nemmere at leve side om side, og i 2008 er multikultur langt mindre problematisk i London end i Paris. Det er sågar lykkedes at skabe tålelige forhold mellem de respektive dominerende religioner.

Byder shariaprincipperne velkommen
Ærkebiskop Rowan Williams, overhoved for den anglikanske kirke, overraskede mange, da han tidligere i år bød dele af shariaprincipperne velkommen i det britiske samfund – og han fik støtte af Lord Chief Justice, Lord Phillips, lederen af det britiske retssystem.

Briterne har turdet satse på at skabe en positiv ramme for sameksistens. Det betyder ikke, at det britiske system på nogen måde er perfekt, og dele af den britiske tilgang til terrorbekæmpelse er direkte bekymrende.

Men det har været foregangsland for en række progressive tiltag – f.eks. en påpasselig udøvelse af Europas første antiracismelovgivning og en stadig fungerende politisk konsensus om ikke at spille ’racekortet’ i forbindelse med valgkampe.

Briterne tager opgaven meget alvorligt
For mange danskere forekommer disse tiltag sikkert unødvendige – Naser Khader ville formodentlig kalde dem ’halal-hippiske’, men briterne tager opgaven meget alvorligt.

Toneangivende institutioner, bl.a. tv- og radiostationer med public service-aftaler, har i mange år bevidst ønsket at skabe rollemodeller for minoritetsgrupper i samfundet.

Helt tilbage til 1992 blev den jamaicanskfødte Trevor MacDonald Storbritanniens første farvede primetime-nyhedsvært, og i 2001 kaldte BBC’s daværende generaldirektør, Greg Dyke, sin arbejdsplads for ’hideously white’ (vederstyggeligt hvid) og lovede aktiv satsning på langt flere ikke-hvide briter i synlige stillinger.

En ond cirkel
Der er fortsat ikke er en farvet primetime-nyhedsvært på de danske public service-stationer, og det er stadig så vanskeligt for folk med anderledes efternavne at få det job, deres kvalifikationer berettiger dem til, at mange talentfulde unge med udenlandsk baggrund vælger at søge andre græsgange.

Det betyder igen, at der er alt for få rollemodeller for unge af anden etnisk herkomst, og det er en ond cirkel, der bliver sværere og sværere at bryde.

Ulysten til at vise særlige hensyn har været medvirkende til forråelsen af den politiske tone på integrationsområdet. I dag er der gode politiske point i at melde hårdt ud mod de fremmede – både på højre- og venstrefløjen – og nogle af de udtalelser, der de seneste år er kommet fra Folketingets talerstol, ville i britisk sammenhæng være fuldstændig uacceptable.

Hård tone i den danske udlændingedebat
Hvor de fremmede, set udefra, har virket som det altdominerende emne i danske valgkampe, har det altså ikke på samme måde fået lov at tage pladsen fra andre og måske mere konstruktive debatemner i Storbritannien.

Forfatteren Inge Eriksen skrev i Politiken denne sommer, at tonen i den danske udlændingedebat er blevet så hård, at den begynder at minde om kinesisk vandtortur.

Dryp på dryp af hårde ord, der i sig selv bare er ord. Men som giver en ulidelig effekt, når de forsætter i en lind strøm.

Det kan egentlig undre, at vi i overflodssamfundet Danmark ikke har mere overskud til det anderledes, men det er måske ikke så mærkeligt, for set udefra har vi forbløffende lidt overskud til hinanden.

Moderne høflighed
Vi er uhøflige og uhjælpsomme i bus og tog. Få rejser sig, hvis en gammel dame kommer ind og har brug for et sæde, og der er ikke mange smil at hente på gaden i ’verdens lykkeligste land’.

Vi har afskaffet den lidt stive og til tider komiske høflighed, der præger det britiske samfund. Men det virker, som om vi har glemt at udvikle en moderne og inkluderende høflighed i stedet.

Danmark er et meget privilegeret samfund med masser at være stolt af – og masser at lære andre lande.

I Storbritannien har man således i mere end 10 år prøvet at implementere dele af den danske velfærdsmodel. Best practice-politik er her det nye løsen, dvs. ideen om at snuppe de bedste aspekter fra diverse andre lande og gøre dem til ens egne.

Her står Danmark som følge af sin klejne størrelse og gode infrastruktur godt placeret til at skifte kurs langt hurtigere end større nationer. Men disse kursskift kræver både udsyn og vision – og det er ikke de begreber, der har præget den politiske hverdag i Danmark på det sidste.