På overfladen går det rigtig godt i det mellemamerikanske land El Salvador.

Vejene er gode, indkøbscentrene blomstrer, restauranterne er fyldte, og i hovedstaden San Salvador taler mobilkunderne i de nyeste modeller. Men kradser man i lakken, kommer en helt anden virkelighed frem. En virkelighed, hvor 35 pct. af indbyggerne lever i fattigdom, hvor produktionsapparatet er gået i stå, hvor et gigantisk handelsunderskud finansieres af migranter i USA – og en voldelig virkelighed, der gør El Salvador til Latinamerikas farligste land.

Men det kan vende. Det mener i hvert fald de vælgere, som ved morgendagens præsidentvalg vil give deres stemme til fordel for den tidligere guerillabevægelse FMLN’s kandidat, journalisten Mauricio Funes. Og Funes’ støtter er ifølge meningsmålingerne i flertal. Endnu en neoliberalistisk bastion står for fald i Latinamerika.

Døden nær
VINDER FUNES valget, venter der ham en kolossal opgave. El Salvador har de seneste tyve år været ledet af det ekstremt USA-venlige ARENA, som under skiftende præsidenter har ladet landet agere forsøgskanin for neoliberale politikker. Forsøget er lykkedes, og landet er i dag gennemliberaliseret – men desværre er patienten døden nær.

Stort set alle statslige serviceinstitutioner er blevet privatiseret, og landet har i bogstaveligste forstand underskrevet frihandelsaftaler med alle, der har henvendt sig. Omkring 60 pct. af importen og eksporten foregår imidlertid stadig med USA, men desværre i et så ulige bytteforhold, at El Salvador hvert år må sluge et handelsunderskud på ca. 30 milliarder kroner. Det har imidlertid ikke bekymret politikerne.

Resultatet er en landbrugsproduktion, som i dag slet ikke er konkurrencedygtig. Investeringerne er gået i stå, og salvadoranerne gider, trods stor arbejdsløshed, ikke arbejde til dårlige lønninger på landet. I stedet importeres arbejdskraft fra Honduras og Nicaragua, men med fødevareprisernes himmelflugt giver den politik nu bagslag.

Den primære grund til, at handelsunderskuddet ikke har bekymret politikerne, skal søges i det, der har udviklet sig til landets største eksportvare – mennesker. Hver dag forlader 500 salvadoranere landet for at søge mod USA eller Europa, og selv om ingen kender det præcise tal, så anslås det, at der i USA i dag lever et par millioner salvadoranere. Sammen sender de hvert år 24 milliarder kroner hjem, lige knap nok til at dække handelsunderskuddet. Disse ’overførselsindkomster’ har dermed udviklet sig til landets vigtigste indtægtskilde. Knap hver tredje familie modtager penge fra USA, og de anvendes i overvejende grad til forbrug. Kun sølle 15 pct. investeres med langsigtet udvikling for øje, og det mønster har nu skabt en nation af forbrugere uden interesse for selv at producere noget.

’OVERFØRSELSINDKOMSTERNE’ har desuden været med til at puste bruttonationalproduktet så meget op, at El Salvador i dag er et mellemindkomstland og dermed bl.a. ikke må modtage dansk udviklingsbistand. Faktum er altså, at migrationen har gjort El Salvador ekstremt afhængig af den økonomiske situation i USA. Og i disse krisetider er det en politik, som giver bagslag.

For nu at gøre ondt værre har den massive udvandring medført opsplitning af de traditionelle familiestrukturer, som i kombination med fattigdom har fået voldsstatistikkerne til at eksplodere. Afpresninger og røverier hører til i petitesseafdelingen, og selv på landet kan småbønder blive afkrævet en ko eller et par geder i bytte for et kidnappet familiemedlem. Mord tages mere alvorligt, men aviserne har ikke spalteplads til at dække alle, for hver uge begås der lige så mange mord, som Danmark oplever på et helt år – og det til trods for, at der er lige mange indbyggere i begge lande.

Volden påvirker naturligvis psykologisk, men også økonomisk har den konsekvenser. Udenlandske investorer holder sig tilbage, og de mange ofre øger presset på sundhedssystemet. Samtidig kræver borgerne mere politi, mere overvågning, bedre fængsler og flere ressourcer til retsapparatet.

Den amerikanske dollar
MEN ENDNU et problem presser sig på. I 2001 gennemførte ARENA-præsidenten Francisco Flores en såkaldt ’dollarisering’ af landet. Ud røg den nationale møntfod, colón, og ind kom den amerikanske dollar. Skiftet medførte en øjeblikkelig stigning i leveomkostningerne, og Centralbanken ophørte med at fungere. Landets finanspolitik blev simpelthen lagt i hænderne på Washington, og det har som bekendt i den seneste tid vist sig at være en særdeles dårlig beslutning.

Så der bliver nok at se til for Funes, hvis vælgerne i morgen stemmer ham og hans parti til magten. Flere iagttagere peger dog på, at selv om Funes ifølge alle meningsmålinger fører, så skal han ikke tage sejren for givet. Trods de problemer, 20 års liberal politik har påført landet, så frygter mange, hvad en socialistisk regering kan finde på. Bliver det som Castros Cuba? Eller måske som Chávez’ Venezuela?

Selv har Funes nævnt den brasilianske præsident Lula som et stort forbillede, og iagttagere mener da også, at der nok mere bliver tale om en slags moderne kapitalisme. Staten vil generobre nogle af de områder, som de liberale har privatiseret sig ud af, og samtidig vil man fastholde det gode forhold til USA.

Om det så er nok, vil tiden vise. Men som en analytiker tørt bemærkede for nylig, »så ville det være en katastrofe, hvis vi blot fortsatte, som vi plejer«.