I de seneste 10 år har virksomheder og organisationer brugt umådelige ressourcer på at udvikle websites. Sådanne websites er stadig ofte en fornuftig investering, men som kommunikationsform tegner websitets fremtid sig langt mindre lys end tidligere. For fremtidens webindhold vil ikke spærres inde.

I denne udvikling går den britiske avis The Guardian forrest. Den er kendt for sin meget progressive webstrategi. Derfor er det også mere end interessant, at avisen i marts frigav en metode til systematisk ekstern brug af avisens materiale: Software-og webudviklere kan nu (mod deltagelse i et særligt annoncenetværk) med stor fleksibilitet anvende The Guardians artikler og andet indhold på måder, som tilfredsstiller helt specifikke behov. Måder, som avisen selv måske aldrig har overvejet eller haft ressourcer til at satse på.

Avisen siger med andre ord: Det er vores indhold, der er interessant. Og hvorfor i alverden skulle folk partout tilgå dette indhold i vores format? HERMED LÆGGER avisen sig i direkte forlængelse af en klar tendens. Store websucceser som Facebook, Youtube, Flickr og Twitter er ikke (alle sammen) mirakler efter den gamle målestok: antal besøg på websitet. Flere af disse tjenester har faktisk langt mere trafik fra eksterne systemer, som fremviser deres indhold, end fra brugere, der på gammeldags facon begiver sig ind på moderwebsitet.

Den for tiden meget omtalte mikroblogtjeneste Twitter blev f. eks. i 2007 brugt ti gange mere igennem eksterne systemer (websites, software, sms osv.) end ved, at nogen faktisk tastede twitter. com ind i deres browser. Og billeddelingstjenesten Flickr har stor succes med at lade brugere og udviklere fremvise sine billeder på blogs, i digitale skifterammer, som baggrundstapet på pc'ens skrivebord og i kreative kollager, der organiserer billederne geografisk, kronologisk eller tematisk.

Igen uden at Flickr har gjort stort andet end at sige ja tak til denne anvendelse.

Disse tjenesters websites spiller selvfølgelig en vigtig rolle, når nye brugere skal tilmelde sig, betale osv. Men sat lidt på spidsen er de faktisk ikke så uhyre væsentlige.

De er hver især blot én standardiseret måde blandt mange tænkelige måder at tilgå indholdet på.

Og hvorfor skulle man slå sig til tåls med gennemsnitsprægede standarder? Sådan tænker mange internetbrugere allerede.

De klikker nemlig ivrigt på de små orange RSS-ikoner, som pryder de fleste moderne websites. Det er ellers ikke videre høfligt. For med RSS kan man se/læse/høre webindhold helt løsrevet fra moderwebsitet, hvilket omtrent svarer til at sige: »Fri mig for jeres design og tillægstjenester, og giv mig kun indholdet, tak«. RSS er - blandt andre ting - et oprør mod webdesign.

Hvad betyder disse tendenser så for nettets fremtid? Lad os starte med den almindelige bruger: For hende bliver nettet på én gang sjovere og mere kompliceret.

Sjovere, fordi der med stor sandsynlighed vil eksistere en tjeneste, som tillader hende at tilgå sit yndlingsindhold på en måde, der præcist passer til hendes præferencer.

Og mere kompliceret, fordi hun først skal finde og måske selv indstille denne ideelle tjeneste, samt fordi den generelle adskillelse af form og indhold må siges at hæve abstraktionsniveauet markant.

RSS? Google Homepage? Twitter på alle platforme? Det gamle web, hvor indhold var bundet til en helt bestemt form og boede et helt bestemt sted, var selvfølgelig mindre fleksibelt, men også mere umiddelbart forståeligt.

I DEN ANDEN ende vil virksomheder og organisationer snart stå i en ny situation.

Det gammeldags website, forstået som en masse sider i et givet design, vil gradvist miste relevans. Ikke fra dag til dag, men på linje med dvd-afspilleren, benzinbilen og DAB-radioen: stadigvæk gode investeringer, bevares, men også med et skær af solnedgang over sig.

Uanset dalende relevans vil websitet præge vores billede af nettet i mange år endnu. Og selv derefter vil nutidens arbejde med at strukturere og digitalisere materiale vise sig som en forudsætning for at kunne slippe indholdet fri. Det er dog værd at forberede sig allerede i dag, og det kan ske på tre fronter: For det første kan man lagre sit webindhold så struktureret som overhovedet muligt og med så mange kategoriseringsmuligheder som muligt (noget, bibliotekarer og programmører er særligt gode til). For det andet kan man sørge for at prøve kræfter med udgivelse af indhold i mange forskellige formater, også selv om den reelle efterspørgsel lige nu er begrænset (noget, webudviklere bør kunne hjælpe med).

Og måske vigtigst af alt kan man for det tredje gå sin forretningsmodel - eller webmålsætning, hvis ikke man driver forretning - efter i sømmene. Baserer den sig på, at brugere i størst muligt antal skal lokkes ind på ens website, hvor de skal interagere med ens fastlåste indhold, så er det et rigtig dårligt tegn. Man bør i så fald tænke sig grundigt om, og det gælder, næsten uanset hvilken branche man er i.

BEDST SOM vi troede, at vi vidste, hvordan nettet fungerede, begynder vinden at vende. Men det forhold har vi forhåbentlig allerede vænnet os til. Uanset hvad, så er fremtiden på nettet sjov, åben, kompliceret og ret anderledes end de første 20 år.