Capacent har for nylig for Danmarks Radio gennemført den første holdningsundersøgelse blandt muslimer i Danmark for at kortlægge, hvilke værdier denne gruppe har – og dermed belyst, hvordan muslimerne adskiller sig fra befolkningen generelt.

Denne sammenligning har både afsløret interessante forskelle og ligheder mellem ’muslimerne’ og ’danskerne’.

Analysen viser imidlertid også, at det er en falsk forestilling at betragte danskerne som en homogen gruppe, idet der også blandt danskerne er en række iøjnefaldende forskelligheder.

Og en befolkningsgruppe, der særligt skiller sig ud på en række værdipolitiske spørgsmål, er Dansk Folkepartis vælgere. Partiet er om noget symbol på, at værdipolitiske spørgsmål har domineret dansk politik de seneste ti år.

Og flygtninge- og indvandrerpolitikken, folkeskolen og retspolitikken er alle eksempler på værdipolitiske emner, der har afgjort de seneste tre folketingsvalg – og som Dansk Folkeparti har været endog meget succesfuldt med at politisere.

Med partiets stærke værdipolitiske profil er det derfor kun naturligt, at partiet vil tiltrække vælgere med nogle helt særlige holdninger.

På integrationsområdet har partiet f.eks. stået forrest i kampen mod et ’middelalderligt menneskesyn’, som Danmark – ifølge partistifter Pia Kjærsgaard – har importeret med strømmen af muslimske indvandrere.

Sekunderet af blandt andre Søren Espersen, Søren Krarup og Mogens Camre har Pia Kjærsgaard tordnet mod manglen på ligestilling mellem mænd og kvinder, de antidemokratiske holdninger og den manglende respekt for grundlæggende menneskerettigheder, som man ifølge DF finder i de såkaldte ’muslimske parallelsamfund’ i Danmark.

Capacents måling viser imidlertid, at de holdninger, som Pia Kjærsgaard kritiserer de muslimske miljøer i Danmark for at huse, i flere tilfælde er mindst lige så udbredte blandt hendes egne vælgere.

Dansk Folkepartis vælgere er således på flere områder langt mere autoritært og patriarkalsk indstillede end både den øvrige befolkning generelt og de muslimer, der bor i Danmark.

Dansk Folkepartis vælgere er f.eks. langt mere tilbøjelige til at mene, at det er acceptabelt at bruge revselse i børneopdragelsen, og at det er acceptabelt at arbejde sort, end det er tilfældet for den øvrige befolkning og det muslimske mindretal.

Dansk Folkepartis vælgere er ligeledes mere enige i, at dødsstraffen bør genindføres i Danmark, end andre grupper i samfundet.

4 ud af 10 af Dansk Folkepartis vælgere mener, at det er acceptabelt at give sine børn en lussing eller en endefuld – og en lige så stor andel mener, at sort arbejde er acceptabelt.

Til sammenligning mener kun 13 pct. af de øvrige danskere og 7 pct. af muslimerne i Danmark, at revselse af børn er acceptabelt, og 14 pct. og 13 pct. af hhv. den øvrige befolkning og muslimerne i Danmark mener, at sort arbejde er acceptabelt.

Cirka en fjerdedel af Dansk Folkepartis vælgere (23 pct.) støtter genindførelsen af dødsstraf i Danmark. Blandt den øvrige befolkning mener ca. hver tiende (9 pct.), at dødsstraffen bør genindføres, og blandt muslimerne i Danmark støtter 15 pct. dødsstraf.

Når det gælder spørgsmålet om mænds og kvinders roller i familien, ligger Dansk Folkepartis vælgere væsentlig tættere på muslimerne i Danmark, end man skulle tro, hvis man lyttede til Pia Kjærsgaard og Co.

Hver tiende af Dansk Folkepartis vælgere mener således ganske overraskende, at kvinder bør passe hjemmet og tage sig af børnene i stedet for at arbejde.

Dette svarer til billedet blandt de muslimer, der bor i Danmark, idet også hver tiende af de danske muslimer mener, at kvindens plads er i hjemmet. I den øvrige befolkning har denne holdning kun meget begrænset udbredelse – kun 1 pct. deler den.

Målingen tegner altså et billede af Dansk Folkepartis vælgere, der på flere vigtige værdipolitiske områder er mere markante og adskiller sig mere fra den øvrige befolkning end de danske muslimer. Vel at mærke de muslimer, som Pia Kjærsgaard og Co. har skabt en politisk platform på at kritisere.

At Dansk Folkepartis vælgere har disse holdninger, kan et langt stykke hen ad vejen forklares af deres demografiske kendetegn: De er ældre, har kortere uddannelser, er i højere grad bosiddende i provinsen og har en større andel af mænd end den generelle befolkning i Danmark. Og ifølge vælgerforskningen er netop denne type vælgere mere tilbøjelige til at have autoritære og patriarkalske holdninger.

At Dansk Folkepartis vælgermandat kommer fra en gruppe, der både demografisk og holdningsmæssigt, adskiller sig fra den øvrige befolkning, har dog ikke forhindret Dansk Folkeparti i at udvikle en retorik, hvor partiet udtaler sig på vegne af ’danskerne’ som gruppe.

Danskerne er i Dansk Folkepartis udlægning ofte hårdtarbejdende og skattebetalende gennemsnitsdanskere, der har fået nok af muslimske mørkemænd, indvandrerkriminalitet og blødsødne hallalhippier.

I partiets retorik er der således ofte en modstilling mellem en samlet majoritet af ’danskere’ og et muslimsk parallelsamfund, hvor der arbejdes sort, hvor kvinderne går hjemme osv.

Capacents måling tyder imidlertid på, at der findes mere end ét parallelsamfund i Danmark.