Dansk økonomi befinder sig i øjeblikket i den værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig.

Sidste år skrumpede den samfundsøkonomiske kage – opgjort som BNP – med godt 1 pct., og i år er der udsigt til et endnu større fald. EU-kommissionen, der for nylig offentliggjorde en prognose for Danmark, venter, at det danske bruttonationalprodukt i år falder med mere end 3 pct., og at vi næste år kun får en meget svag positiv vækst.

Vi befinder os altså i en situation, hvor den økonomiske vækst ligger milevidt fra de ’normale’ 2 pct., som økonomien i gennemsnit er vokset om året de sidste knap 40 år.

Den økonomiske nedtur har medført, at arbejdsløsheden i de seneste måneder har været stærkt stigende. Alene fra februar til marts 2009 voksede køen af arbejdsløse med 10.600. Tilsvarende stigninger skal man tilbage til oliekriserne for at finde.

Med de vækstudsigter, vi ser i øjeblikket, kan vi ikke forvente, at arbejdsløsheden holder op med at stige før tidligst i 2011. Til den tid risikerer vi, som f.eks. Nationalbanken forventer, at stå med op imod 200.000 arbejdsløse. Køen af arbejdsløse vil altså, som følge af vækstkrisen, være vokset med 150.000 sammenlignet med bundniveauet i 2008.

Forårspakken - politisk-økonomisk lurepasseri?
Regeringens reaktion på vækstkrisen har været lanceringen af ’forårspakke 2.0’. I forårspakken har man valgt dels at stimulere økonomien med skattelettelser fra 2010, dels at give befolkningen mulighed for at slagte ’sparegrisen’ med pengene fra den særlige pensionsopsparing (SP).

Derudover indeholder forårspakken en lettelse af det kommunale anlægsloft på 2 mia. kr., og endelig blev der oprettet en renoveringspulje på 15 mia. kr., hvor fortrinsvis personer i ejerbolig har kunnet søge tilskud til renoveringsprojekter.

Samlet skønnes disse tiltag at reducere køen af arbejdsløse med ca. 6.000-7.000 personer. Det skal man imidlertid se i forhold til, at arbejdsløsheden siden årsskiftet er steget med over 7.000 personer om måneden. Regeringens kalder denne finanspolitiske strategi for »drypvis« og »målrettet«. En mere præcis betegnelse er måske politisk-økonomisk lurepasseri?

Problemet med forårspakken er, at der er lagt alt for stor vægt på at putte flere penge i lommerne på danskerne frem for at satse på tiltag, der har direkte effekt på økonomien.

Situationen er nemlig den, at mange borgere, som følge af den økonomiske krise og den stigende arbejdsløshed, vil være meget forsigtige med at bruge de penge, som skattelettelser og SP-penge giver. Og faren ved regeringens renoveringspulje er, at den i flere tilfælde vil give tilskud til projekter, som alligevel ville være blevet gennemført.

Vækst på det forkerte tidspunkt
Hovedindholdet i forårspakken er en skatteomlægning, der på kort sigt er underfinansieret. En sådan omlægning kan givetvis være med til at øge velstanden og væksten i det danske samfund på lang sigt.

I 2009 og 2010, hvor den økonomiske krise er på sit højeste, har skattelettelserne imidlertid meget begrænsede effekter. På det tidspunkt, hvor regeringens skattelettelser for alvor begynder at virke, er krisen forhåbentlig ved at være ovre. I værste fald risikerer de derfor at sætte gang i økonomien på det forkerte tidspunkt.

Ikke desto mindre fastholder regeringen, at man ikke vil sammensætte en vækstpakke med offentlige investeringer. Men er det nu en klog beslutning?

For det første skal man huske, at kraftigt stigende arbejdsløshed er farlig for den økonomiske udvikling på både kort og lang sigt. Det skyldes dels, at stigende ledighed på kort sigt er med til at mindske husholdningernes lyst til at bruge penge og dermed holde gang i de økonomiske hjul.

Men det skyldes også, at stigende arbejdsløshed har det med at ’bide sig selv i halen’. Kommer der først flere langtidsledige, bliver det sværere at få arbejdsløsheden ned på et lavere niveau – igen til skade for økonomiens vækst på længere sigt.

I de senere år er det samtidig lykkedes at få en række grupper i arbejde, der ellers var dømt ude af arbejdsmarkedet. Bider arbejdsløsheden sig fast på et permanent højere niveau, står vi til at miste hele den fremgang. Det er ikke bare problematisk. Det er katastrofalt.

Fem gange så effektivt
For det andet er der garanti for, at penge, der anvendes til offentlige investeringer, kommer ud at arbejde i det økonomiske kredsløb med det samme.

Det gør, at offentlige investeringer inden for f.eks. bygge- og anlæg på kort sigt er op mod fem gange så effektive i forhold til at skabe job som skattelettelser – og dermed det bedste krisestyringsinstrument, vi har i den finanspolitiske værktøjskasse.

Af samme grund argumenterer den europæiske samarbejdsorganisation OECD i sin seneste økonomiske prognose for, at de lande, der har råd, bør overveje at sætte gang i større vækstpakker for at stimulere økonomien.

Samtidig viser EU’s opgørelse af den finanspolitiske holdbarhed, at Danmark er det land, der har det bedste økonomiske udgangspunkt af samtlige EU-lande. Vi har med andre ord en række frihedsgrader i den økonomiske politik, som mange andre europæiske lande ikke har.

To fluer med et smæk
Derudover dokumenterer en lang række af rapporter, at der er et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb i den offentlige sektor. Infrastrukturen trænger til en vitaminindsprøjtning, toiletterne på landets skoler er nedslidte, og mange almene boliger kunne bruge et løft.

Senest har KL i en større investeringsplan fremlagt bud på relevante og rentable offentlige investeringer for over 20 milliarder kroner.

Når nu hænderne begynder at være til stede, og risikoen for overophedning er forsvindende lille, kan man spørge, om ikke det er tid til at slå to fluer med et smæk?