Danmark er et af de europæiske lande, hvor indvandringen fra ikke-vestlige lande kom sent i gang.

Da den kom i gang, var der til gengæld tale om et stort antal mennesker, som ankom inden for en relativt kort årrække – uden nogen bevidst indvandrings- og integrationspolitik i den første lange fase.

Men hvordan har integrationen på arbejdsmarkedet så udviklet sig over tid for denne gruppe? Er der grund til pessimisme – eller går det den rigtige vej?

Integrationen har fået et løft
Konklusionen er for det første, at integrationen har fået et kraftigt løft i de senere år. For det andet, at udviklingen har været gunstig i forhold til vores nabolande.

Men fra disse to positive tendenser kan man ikke slutte, at alle problemer på området er tæt på at være løst. Dels har vi haft medvind fra konjunkturen indtil eftersommeren 2008. Dels fik vi en kraftig stramning af indvandringspolitikken, først med integrationsloven fra 1999 og siden med 24-års regel, starthjælp og kontanthjælpsloft for ægtepar.

Denne udvikling har ført til, at indvandrerproblematikken i en vis forstand kører i to spor: De indvandrere, der ankom efter stramningen af politikken, har nemlig gennemgående klaret sig særdeles godt på arbejdsmarkedet – sammenlignet med dem, som ankom før stramningerne.

Her er det især de gifte kvinder fra ikke-vestlige lande, der udgør den store integrationspolitisk udfordring – også når man sammenligner med situationen i vores nabolande.

Endelig er der også for efterkommerne fra ikke-vestlige lande – specielt for drengene og de unge mænd – en stor uddannelsesudfordring. Så udfordringerne er der. Men det ser som nævnt mere lyst ud nu end for ti år siden.

Varierende erhvervsdeltagelse
To tal er vigtige, når vi vurderer graden af integration på arbejdsmarkedet. Det ene er erhvervsdeltagelsen – dvs. hvilken andel i en bestemt befolkningsgruppe der er på arbejdsmarkedet. Det andet er arbejdsløshedsprocenten for en bestemt gruppe i befolkningen.

Ser man på niveauet for erhvervsdeltagelsen, er variationen mellem mennesker fra forskellige oprindelseslande kolossal: I toppen ligger mænd fra Sri Lanka, der er på niveau med indfødte danske mænd. I bunden er det kun godt en fjerdedel af kvinderne fra Somalia, der er på arbejdsmarkedet. Så variationen er stor.

Men ser man over tid – konkret over de sidste 10 år – har udviklingen for ikke-vestlige indvandrere under ét været positiv med en stigning på 10 procentpoint fra lidt over 50 pct. til lidt over 60 pct. – dog også her med store forskelle i forhold til oprindelseslande.

Også arbejdsløsheden har udviklet sig positivt: fra 30 pct. for hele gruppen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i 1996 og ned til 12 pct. ti år senere. Ungdomsarbejdsløsheden har udviklet sig endnu mere positivt: fra 20 pct. og ned til 5 pct. ti år senere.

Stadige udfordringer
Men udfordringerne er der fortsat. Derfor er vi i analysen gået ind i fire konkrete løsningsforslag målrettet de grupper, som stadig udgør en klar integrationsmæssig udfordring.

De konkrete forslag bygger på forudsætninger om omkostninger og fordele, som ifølge sagens natur er underlagt usikkerhed.

Den typiske profil er åbning af et program med omkostninger for den offentlige sektor i starten, hvor fordelene antages at komme over tid i form af højere beskæftigelse for personerne i målgruppen.

Og højere beskæftigelse medfører så som konsekvens lavere udgifter til understøttelse sammen med højere skatteindtægter.

Det første løsningsforslag er at løfte beskæftigelsesandelen for ikke-vestlige indvandrere i den offentlige sektor op til samme niveau som i den private sektor.

Kun få jobfunktioner hos det offentlige kræver statsborgerskab, så det må være andre – ikke-juridiske barrierer – som skal ryddes af vejen. For at nå samme beskæftigelsesandel skal beskæftigelsen af ikke-vestlige indvandrere stige med ca. 7.000 personer.

I betragtning af de mangelsituationer, som mange offentlige institutioner står over for nu – eller i nær fremtid – forekommer tallet realistisk. Med de gjorte forudsætninger vil programmet være klart rentabelt med et forhold på 1,32 mellem fordele og omkostninger.

Klart rentabelt forslag
Det andet løsningsforslag er øget brug af aktivering med løntilskud, som erfaringsmæssigt er det aktiveringsinstrument, der er mest effektivt.

I det eksempel, som er stillet op i figuren, ser vi på effekten af, at 500 personer går ind i programmet med en antagelse om, at 20 pct. kommer fra kontanthjælp, og 80 pct. har været uden for arbejdsstyrken. Med de gjorte forudsætninger er programmet klart positivt med et forhold på 1,30 mellem fordele og omkostninger.

Det tredje forslag tager fat i det store frafald på erhvervsuddannelserne. Det antages, at der indsættes ressourcer til intensiveret vejledning i målgruppen i en størrelsesorden svarende til 10 pct. af den årlige elevomkostning i gymnasieskolen.

Med de gjorte forudsætninger (bl.a. højere gennemførsel og deraf følgende lavere arbejdsløshed) vil forslaget være klart rentabelt med et forhold på 1,35 mellem fordele og omkostninger.


Højere beskæftigelsesfradag
Fjerde og sidste løsningsforslag er inspireret af en idé i vismandsrapporten fra efteråret 2007.

Forslaget er målrettet alle 30-50-årige ikke-vestlige indvandrere, som ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i de seneste to år. Denne gruppe rummer i 2008 ca. 35-40.000 personer.

Det konkrete forslag er, at alle i denne gruppe får et beskæftigelsesfradrag på tre gange det normale i det første år, to gange det normale i det andet år og derefter det almindelige fradrag.

Med forsigtige antagelser om beskæftigelsesreaktionen vil forslaget være overordentligt rentabelt, som det fremgår af figuren.

Det sidste forslag er – som de øvrige – underlagt en usikkerhed.

Det charmerende ved det sidste forslag er, at der ikke er nogen omkostninger i den – usandsynlige – situation, at der slet ingen beskæftigelsesreaktion skulle være.