Europaparlamentsvalget i 2004 blev et drømmevalg for Socialdemokraterne.

Med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen fordoblede partiet næsten sin stemmeandel til 32,6 pct. fra 16,5 pct. ved valget i 1999.

Nyrup alene fik over 400.000 personlige stemmer eller omkring en femtedel af alle afgivne stemmer ved valget.

Socialdemokraternes fremgang skete på trods af partiets stabile tilslutning i landspolitikken, hvor man fik 25,8 pct. af stemmerne ved valget i 2005 og omkring 27 pct. i meningsmålinger i sommeren 1999.

Personfaktorens betydning
’Nyrup-effekten’ bevirkede altså, at liste A – på trods af en i bedste fald stabil landspolitisk udvikling – kunne vinde en overvældende sejr.

Valget i 2004 er langtfra enestående, hvad angår betydningen af personfaktoren.

Således fik Det Konservative Folkeparti et særdeles godt valg i 1994 (4,4 procentpoint bedre end i 1989 og 9,2 procentpoint bedre end i 1999), da Poul Schlüter næsten fik en kvart million personlige stemmer.

Et andet eksempel er Det Radikale Venstre, som opnåede gode valg i 1994 og 1999 (henholdsvis 8,5 pct. og 9,1 pct. mod 2,8 pct. i 1989) med Lone Dybkjær som spidskandidat på trods af en forholdsvis stabil vælgertilslutning ved folketingsvalg.

Endelig fik CD med Erhard Jakobsen i spidsen i 1989 hele 8,0 pct. af stemmerne, mens det ved det efterfølgende EP-valg blev næsten udraderet (0,9 pct.) med Peter Duetoft som det mest prominente navn.

I 1999 øgedes tilslutningen til 3,5 pct., da Mimi Jakobsen stillede op og personligt fik 59.000 af partiets 69.000 stemmer.

Kandidaternes styrke
Når kandidaternes styrke betyder så meget til EP-valg, skyldes det primært, at vi her kan stemme på de enkelte kandidater over hele landet, mens vi til folketingsvalg kun kan stemme på kandidater, der er opstillet i den storkreds, vi bor i.

Derfor kan gode kandidater slå kraftigere igennem. Således opnåede topscoren ved folketingsvalgene i 2001 og 2005, Anders Fogh Rasmussen, kun henholdsvis 70.000 og 62.000 stemmer mod Nyrups 400.000 til EP-valget i 2004.

Dette skete endda, selvom der er langt flere, som møder op ved stemmeurnerne ved folketingsvalg (84,4 pct. ved valget i 2005 mod 47,9 pct. ved EP-valget i 2004). Nyrup selv fik aldrig mere end 25.000 personlige stemmer til et folketingsvalg.

Forskellen i personfaktoren illustreres også af, at næsten 80 pct. af vælgerne stemmer personligt til EP-valget mod ca. 50 pct. til folketingsvalg.

Betydningen af personspørgsmål er en medvirkende årsag til, at resultatet til EP-valg svinger mere fra valg til valg end folketingsvalgene.


National opbakning
Når en stærk kandidat som Poul Nyrup Rasmussen f.eks. vælger ikke at genopstille, kan det være svært for hans parti at fastholde sin stemmeandel.

Kommer en ny stærk kandidat til, vil partiet tilsvarende tendere til at gå frem. Når vi ser relativt store forandringer i vælgeropbakningen til de enkelte partier på tværs af EP-valg, skyldes det altså bl.a., at spidskandidaternes relative styrke ændres over tid.

Kandidaterne har simpelthen langt større betydning for tilslutningen end til folketingsvalg.

De betydelige personeffekter betyder dog ikke, at alt er flydende til EP-valg. Historisk er 80 procentpoint af tilslutningen bestemt ved den vælgeradfærd, som vælgerne udviste ved det foregående folketingsvalg – også selvom JuniBevægelsen og Folkebevægelsen ikke stiller op til Folketinget.

Vi ser med andre ord større svingninger til EP-valg end til folketingsvalg, men svingningerne sker trods alt omkring et niveau, der er bestemt af den nationale opbakning.

Samtidig er svingningernes størrelse afhængig af kandidaternes styrke. Stærke kandidater kan trække resultatet væk fra folketingsresultaterne.

Svage kandidater i år
Når der ingen stærke kandidater er, dominerer den landspolitiske tilslutning med enkelte systematiske variationer (f.eks. klarer Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sig typisk dårligere til EP-valg end til Folketinget som følge af konkurrencen fra nej-bevægelserne).

Hvad kan personeffekterne så konkret komme til at betyde for det kommende valg?

Ser man på valget som helhed, er det kendetegnet ved svagere kandidater end valget i 2004.

Det betyder, at man må forvente, at valgresultatet i høj grad vil følge den nuværende nationale tilslutning til partierne. De svagere kandidater kan også risikere at trække valgdeltagelsen ned, om end afstemningen om ændring af tronfølgeloven muligvis kan trække lidt i den anden retning.

Dan Jørgensen skal løfte arven
Ser man på de enkelte partiers chancer, bør man bl.a. sammenligne partiernes nuværende kandidater med 2004-kandidaterne.

Hos Det Radikale Venstre var Anders Samuelsen i 2004 f.eks. et noget mere kendt kort end den nuværende spidskandidat, Sofie Carsten Nielsen. Hos JuniBevægelsen tager sidste valgs nummer 2 for partiet, Hanne Dahl, over fra Jens-Peter Bonde.

Den sværeste opgave af alle får dog Dan Jørgensen, som skal løfte arven efter Poul Nyrup Rasmussen og Henrik Dam Kristensen.

Set i det lys må selv et moderat tab fra 2004-tilslutningen på 32,6 pct. betegnes som et ønskescenario for partiet, som uden Nyrup som trækplaster i 1999 kun fik 16,6 pct. af stemmerne.