Nyhedsmedierne er en vigtig forudsætning for et velfungerende demokrati.

Det er gennem dem, almindelige borgere har mulighed for at orientere sig i det politiske systems aktiviteter og udviklinger – og deltage i den politiske offentlighed. Dette er de fleste enige om, men for én bestemt medietype forekommer holdningen anderledes negativ, nemlig når det kommer til gratisaviserne.

Blandt medier, meningsdannere og åndselite har gratisaviserne siden introduktionen i det danske pressesystem i efteråret 2001 kun rangeret marginalt højere end de kulørte ugeblade i anseelse. I en anmeldelse i Berlingske Tidende blev metroXpress og Urban bl.a. kategoriseret som »fast food« af daværende nyhedschef i DR, Lisbeth Knudsen, for blot at nævne et eksempel. Siden 2001 – og med fornyet styrke igen i 2006, da hele tre nye landsdækkende gratisaviser begyndte at udkomme – har flere simpelthen frygtet, at gratisaviserne udgør en trussel mod kvaliteten og vitaliteten i det politiske demokrati.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er helt så galt fat. Min undersøgelse af gratisavisernes politiske stof tyder i hvert fald på det modsatte – på at gratisaviserne faktisk er bedre end deres rygte, og at de ligefrem kan være en demokratisk gevinst.

UNDERSØGELSEN er baseret på indholdet i gratisaviserne metroXpress, Nyhedsavisen og Urban samt til sammenligning Jyllands-Posten og Ekstra Bladet i uge 16, 2007. Den viser, at gratisavisernes primære funktion, som den kommer til udtryk i det politiske stof, er at bibringe læserne et overblik over den aktuelle udvikling i det politiske system. Der er to dimensioner i formidlingen af dette overblik: for det første ’opdatering’ (at der helt basalt informeres om, hvad der er sket) og for det andet ’sammenfatning’ (at de vigtigste begivenheder udvælges og fremhæves som vigtige at vide noget om). Altså en refererende og en redigerende funktion, som tilsammen gør det muligt for læserne at følge med i de offentlige anliggender.

Ved at læse gratisaviserne kan man få et lige så godt overblik over de politiske begivenheder som ved at læse Jyllands-Posten og et endnu bedre overblik end ved at læse Ekstra Bladet. Gratisaviserne dækker de samme hændelser og det med en så solid faktuel forankring, at man som læser bliver bekendt med de vigtigste begivenheder i samfundet.

Der, hvor gratisaviserne kommer til kort over for især Jyllands-Posten, er imidlertid i formidlingen af baggrundsstof. Der er betydelig mere baggrundsinformation i betalingsavisen, og ved at læse denne kan man som læser få et bedre indblik i de bagvedliggende faktuelle og politiske forhold. I det analyserede materiale i Ekstra Bladet forekommer baggrundsstof kun i et meget beskedent omfang.

Gratisaviserne er dog ikke værre, end at fokus i deres politiske nyhedsstof i højere grad er rettet imod den politiske substans end i de to sammenlignede aviser, som det fremgår af figuren. Man kan skelne mellem tre overordnede fokuspunkter i politisk journalistik, nemlig 1) processuelle spørgsmål om, hvordan systemet fungerer, og hvorfor aktørerne handler, som de gør; 2) personer og personspørgsmål; og 3) den politiske substans. I mit empiriske materiale er den måske overraskende konklusion, at gratisaviserne i omkring 40 procent af artiklerne fokuserer på den politiske substans. Jyllands-Posten gør det til sammenligning i 34 og Ekstra Bladet i 24 procent af deres artikler. Mellem gratisaviserne og morgenavisen er forskellen ikke voldsom, men det er dog påfaldende, at de udskældte ’gratis nyhedsformidlere’ fokuserer relativt mere på substans end de mere traditionelle aviser.

Gratisaviserne er dog i betydeligt mindre grad end de to andre aviser en politisk ressource for læserne, når det gælder borgernes adgang til den politiske offentlighed: Opinionsstof indtager således en uhyre begrænset placering i gratisaviserne, mens det i såvel selvforståelse som redaktionel prioritering er ganske fremtrædende i Jyllands-Posten og Ekstra Bladet. Dette ændrer dog ikke på, at gratisaviserne generelt formår at formidle et dækkende overblik over det politiske system.

Hertil kommer, at gratisaviserne er nogle af de mest læste aviser blandt de dårligere stillede i samfundet. Gratisaviserne læses godt nok i alle samfundslag, men de fylder ikke lige meget i forbruget af aviser i de forskellige lag. Der tegner sig nemlig et klart billede af, at de udgør en større andel af de læste aviser i de dele af befolkningen, som tjener under 300.000 om året, som ikke har en længerevarende uddannelse, eller som er placeret i de hierarkisk set laveste stillinger på arbejdsmarkedet. Hvis man går ud fra, at avislæsning er befordrende for demokratisk medborgerskab, hvilket den internationale forskning understøtter, kan gratisaviserne dermed siges at have en positiv indvirkning på vitaliteten af det politiske demokrati.

GRATISAVISERNE kan som følge af de skitserede begrænsninger ikke stå alene som de nyhedsmedier, der skal oppebære demokratiet – og gør det da heller ikke. I borgernes mediebrug indgår de i et komplekst samspil med en lang række andre nyhedsmedier, og deres enestående demokratiske funktion bør derfor heller ikke overvurderes. Men som supplement for de mange og som et gratis skriftligt nyhedsmedie for de dårligere stillede er det ikke desto mindre en medietype, som kan være med til at skabe en mere inkluderende politisk offentlighed, hvor vinduet til den demokratiske proces er åbnet for en større del af befolkningen.