Tænk, hvis det pludselig blev alvor.

Tænk, hvis det gik op for de 190 statsledere, der skal gæste Danmark til december, at det virkelig haster med at gøre noget for klimaet. Tænk, hvis skåltalerne blev sprunget over, og politikerne besluttede at følge de videnskabelige anbefalinger og gå efter 40 pct.

CO2-reduktion i 2020? Man ville hurtigt finde ud af, at 40 pct. slet ikke er urealistisk i energisektoren eller i landbruget over de næste ti år. Men hvad så med transportsektoren, hvad med klimaets smertensbarn? I de fleste vestlige lande står transporten for cirka 25 pct. af CO2-udslippet.

Det er samtidig den sektor, hvor det er sværest at se holdbare tekniske løsninger, og hvor den politiske berøringsangst er størst.

I DANMARK står transportsektoren for en udledning på godt 16 millioner ton CO2 om året. Dertil kommer den langt større udledning fra Danmarks internationale handelsflåde, der ikke regnes med i den officielle statistik. Ud af de 16 millioner ton kommer cirka 40 pct. fra godstransport og resten fra persontransport. 17 pct. af energiforbruget kommer fra flytrafikken, 4 pct. fra jernbane og søtransport mens hele 77 pct. kommer fra vejtransporten.

Mens CO2-udledningen er stagneret eller ligefrem faldet i alle andre sektorer i Danmark, er transportsektorens udledninger steget med 32 pct. siden 1990.

I den grønne tænketank Concito har vi forsøgt at kigge på de muligheder, vi har til rådighed, hvis vi vil knække denne kurve inden for de næste ti år - og helst med en CO2-reduktion på 40 procent. Her er vores bud: Start med at indføre kørselsafgifter, så både lastbiler og personbiler betaler en afgift per kørt kilometer. Start indfasningen så hurtigt som muligt, og drop at halvere registreringsafgiften, som et politisk flertal ønsker.

I stedet kan provenuet fra kørselsafgifterne bruges til at nedsætte indkomstskatten, og så er det selvfølgelig vigtigt konsekvent at belønne de miljøvenlige biler og gøre de forurenende biler dyre. Kun med denne model kan vi håbe på at nå 15-20 pct. CO2-reduktion i persontransporten ved hjælp af kørselsafgifter, hvis man skal tro eksperterne.

Sats derefter på det store potentiale i elbiler.

Elbiler har tre store fordele: De er langt mere energieffektive end benzinbiler, de kan køre på vind, og de er forudsætningen for, at vi kan få mere vind i energisystemet.

Der er kun ét problem med elbilerne: De er der ikke.

Skal man tro de førende producenter, vil 2011 blive året, hvor de lancerer en række elbiler med stor komfort og pæn rækkevidde på op til 150 kilometer på en ladning.

Men selv hvis det skulle vise sig realistisk, bliver det altså først i 2011, at indfasningen kan begynde. Da biler i Danmark typisk har en levetid på 15-20 år, og da der kun udskiftes 5-7 pct. af bilparken hvert år, kan vi kun med hiv og sving og en længere afgiftsfritagelse af elbiler håbe på en 20-25 pct. andel af elbiler i personbilparken i 2020.

MED DISSE TO vigtigste virkemidler - kørselsafgifter og elbiler - kan vi i allerbedste fald opnå 25 pct. CO2-reduktion i transportsektoren i 2020. Dertil kan vi lægge EU's stigende krav til energieffektivitet i alle køretøjer, muligheden for gas i busser samt en række andre tiltag.

Derimod kan vi næppe regne med, at biobrændstoffer kan byde på nogen løsning.

Første generation af biobrændstoffer, der produceres på fødevarer, har vist sig at have en de facto negativ CO2-effekt - ud over at medvirke til stigende fødevarepriser og hungersnød i verden. Anden generation, der produceres på affald, har muligvis et potentiale på sigt, men der er slet ikke bioaffald nok til alle verdens biler, skibe og fly. Faktisk vurderer EU's Joint Research Center, at hvis vi valgte at bruge al den biomasse, vi har til rådighed, til biobrændsler, skal vi være heldige for at kunne dække behovet bare til verdens fly i 2030.

PÅ DEN BAGGRUND er det rigtig svært at se, hvordan transportsektoren i Danmark og i resten af verden kan levere 40 pct.

CO2-reduktion i 2020 med det nuværende transportmønster.

Der er brug for at tænke nyt og kreativt.

Tænke i store baner. Trafik i verdens store byer skal i fremtiden primært ske til fods, på cykel og med effektiv kollektiv transport.

Det vil til gengæld øge både folkesundheden og mobiliteten i byerne. Transporten til og fra verdens store byer skal primært foregå med hurtig og komfortabel bane, det være sig jernbane, letbane eller metro, hvorved mobiliteten vil blive øget, ikke sænket, når man betænker, hvor uhyggeligt mange timer verdens bilister i dag bruger på trængsel.

Folk på landet kan køre i elbiler, men der vil også være behov for at dyrke potentialet i hjemmearbejdspladser, mindre transport af fødevarer, der også smager bedst, når de er lokalt produceret og friske osv., osv. Både ny infrastruktur til kollektiv transport og større ændringer i vores arbejdsmønstre og boligmønstre tager tid at foretage, og derfor er det på høje tid, vi kommer i gang.

POINTEN ER i korthed, at der ikke eksisterer én løsning, der i et snuptag kan løse problemet med CO2 fra transportsektoren.

Problemet kan kun løses gennem en lang række mindre tiltag, der tilsammen over tid vil ændre både vores adfærd, vores køretøjer og vores handelsmønstre.

Den gode nyhed er, at det vil være ændringer til det bedre. Både for klimaet, for sundheden, for økonomien - og for vores hverdag.

Bare de også husker det i Bella Centeret til december.

Martin Lidegaard, formand for Concito, Danmarks grønne tænketank.