Man hører ofte påstanden: ’Kommunalbestyrelserne er overbefolkede af veluddannede midaldrende offentligt ansatte mænd’ – og det er ikke altid ment som en positiv og kærlig karakteristik.

Sammen med påpegningen af, at kommunalpolitikerne ikke udgør et spejlbillede af den vælgerbefolkning, de er valgt af, følger der nemlig ofte et ønske om, at de netop burde ligne os vælgere.

De kritiske røster – altså dem, der ønsker sociodemografisk afspejling – hæfter sig ved, at en væsentlig tilstedeværelse af forskellige køns-, alders- og beskæftigelsesmæssige grupper er vigtig for at sikre input til den kommunalpolitiske proces.

Forskellige grupper har som bekendt forskellige sociale perspektiver og erfaringer, som kan sættes i spil, når problemerne skal identificeres og løses.

Der findes imidlertid ikke systematisk viden om, hvorvidt kommunalpolitikerne er præget af deres baggrund, og derfor må den normative diskussion af, hvordan vores kommunalpolitikere bør ’se ud’, nok forventes at fortsætte en rum tid endnu.

Imens denne diskussion kører, kan det imidlertid være interessant at se på aktuelle fakta – for hvor godt afspejler kommunalpolitikerne egentlig deres vælgere?

Mest midaldrende mænd
Kort fortalt, så holder den indledende karakteristik af kommunalpolitikerne: Kommunalpolitikerne er rent faktisk gennemsnitligt set i højere grad mænd, midaldrende, bogligt uddannede og offentligt ansatte end de vælgere, som har valgt dem, (hvilket kan ses ved at sammenligne de to kolonner i tabellen).

Underrepræsentationen af kvinder og personer med bogligt set kortere uddannelser er også ret ligetil. Ser man nærmere på alder og beskæftigelse, kan der dog tilføjes et par nuancer:

Det er rigtigt, at der er en betydelig overrepræsentation af midaldrende og af offentligt ansatte, og dette følges ofte op af en ret ensidig bekymring for unge og privat ansatte.

Tabellen viser imidlertid, at grupperne af ældre (65+) og personer ude af erhverv (studerende, pensionister og folk på overførselsindkomster) rent faktisk er væsentlig mere underrepræsenterede, og ønsker man således at slå et slag for en højere grad af sociodemografisk afspejling, burde det ud fra et rent talmæssigt synspunkt sådan set i højere grad være disse grupper, man lagde sig i selen for.

Kommunesammenlægning ændrede ikke noget
De seneste år har kommunerne og kommunestyret i høj grad været præget af strukturreformen, hvor 271 kommuner blev lagt sammen til 98. Derfor har der også været røster fremme om, at sammenlægningerne og reduktionen i det samlede antal kommunalpolitikere ville skævvride den sociodemografiske afspejling yderligere.

Her viser de nye tal dog, at der stort set ikke er sket nogen ændringer i forbindelse med overgangen fra én struktur til en anden.

Dette er ikke nødvendigvis så overraskende, idet hele 70 procent af de valgte kommunalpolitikere i 2005 allerede var med i 2001, og udskiftningen sker altså så forholdsvis langsomt, at de store ændringer i kommunalpolitikernes profil sjældent vil ske fra det ene valg til det næste.

Ikke mindst for kvinderne var dette nok en skuffelse, idet valget i 2005 på mange måder var udset til valget, hvor kvindeandelen skulle have et væsentligt nøk opad, og hvor Danmark skulle være steget fra den lidet flatterende 12. plads, vi i øjeblikket har i EU på ranglisten over andelen af kvindelige kommunalpolitikere.

Højere uddannelser
På et enkelt punkt har strukturreformen dog haft indflydelse på sammensætningen, nemlig på uddannelsesniveauet.

Hvor det efter valget i 2001 var 45 procent af kommunalpolitikerne, der havde mindst en gymnasial uddannelse, er det efter valget i 2005 hele 54 procent.

Ikke nødvendigvis nogen dramatisk stigning, men trods alt en stigning, der indikerer, at reformen kan have haft en effekt på, hvem der vælges i dansk kommunalpolitik.

Rundt omkring i krogene hører man kommunalpolitikere brokke sig over, at sagsbunkerne er steget betragteligt i de nye, større kommuner, og at det efterhånden kræver en vis øvelse i – eller i hvert fald et vist mod på – at overskue store sagsmængder og gennemskue regler og budgetter for at kunne begå sig i kommunalpolitik.

Vanskelig tolkning
Om kommunalpolitikernes manglende afspejling af deres vælgere på alder, køn, uddannelse og beskæftigelse er et demokratisk problem eller ej, er som nævnt en normativ og ganske vanskelig diskussion.

Besvarelsen af spørgsmålet kan nok ikke ses isoleret fra årsagerne til skævhederne: Hvis der er få ældre med i kommunalpolitik, kan det jo skyldes, at de ældre selv ønsker at overlade arbejdet til yngre kræfter – en forklaring, der må dæmpe den demokratiske bekymring.

Omvendt med de mindre bogligt uddannede: Hvis de fortsat og måske i større omfang afholder sig fra at deltage i kommunalpolitikken på grund af dennes indholdsmæssige akademisering, kan det meget vel være en problematik, som fortjener en placering, om ikke på den lokaldemokratiske bekymringsliste, så i hvert fald på observationslisten.