I sommer indgik regeringen en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om, at basismidlerne til universiteterne skal fordeles efter den såkaldte bibliometriske forskningsindikator.

Bibliometrisk er et ord med rødder i oldgræsk og betyder ordret 'bogmåling'. Bogmålingen blev lanceret som et redskab til at øge kvaliteten af dansk forskning.

Det er allerede et par år siden, at regeringen iværksatte arbejdet med bibliometrisk akkreditering. Det skete ud fra en New Public Mangement-device om, at jo mere der publiceres i de samme målbart prestigiøse udgivelseskanaler, desto bedre er forskningen.

Der blev derfor nedsat 67 faglige udvalg, som havde til opgave at oprette lister over mange tusinde videnskabelige tidsskrifter og inddele disse i kun to kvalitetskategorier.

Hver liste udgør den endimensionale målestok, hvormed et instituts eller en medarbejders forskningsproduktivitet bedømmes enkelt og mekanisk. Eksempelvis måler man på, hvor mange sider der er publiceret i de forskellige tidsskrifter.

Og på trods af, at ordet ’bog’ forekommer i målemetoden, er en af den bibliometriske forskningsindikators konsekvenser faktisk, at tidsskriftsartikler måles som vigtigere end bøger.

Forleden kunne formanden for faggruppen for Videnskabsstudier og Forskningsanalyse, lektor Claus Emmeche påvise, at der i faggrupperne generelt er stor skepsis omkring indikatormodellen.

48 pct. af faggruppernes (svarende til 32 faggrupper) overordnede anbefaling er »ikke at anvende modellen i praksis, før alle dens konsekvenser og problemer er nøjere belyst og datagrundlaget bedre«.

Faggrupperne ser altså betydelige problemer ved at gøre den bibliometriske forskningsindikator i dens nuværende form til udgangspunkt for tildelingen af basismidler til universiteterne.

LÆS ARTIKEL Forvarsel. Er det slut med at forske på dansk?

Vi tilslutter os denne advarsel, og vil gerne pege på et helt principielt problem: Anvender man den bibliometriske forskningsindikator til fordeling af forskningsmidler, gør man nemlig en forskningsindikator til en incitamentsstruktur for forskere og forskningsinstitutioner.

Fokus på publicering frem for forskning
Fokus flyttes fra kerneydelsen til selve målestokken: Så snart der oprettes incitamentsstrukturer, der belønner publicering, forskydes målet væk fra bestræbelsen på at forske – til bestræbelsen på at publicere.

Konsekvensen kan meget vel blive, at den enkelte forsker tvinges til at fokusere på antallet af publicerede artikler, frem for at offentliggøre resultaterne i mere koncentreret form og så måske bruge resten af tiden til at forske videre.

Endvidere vil tendensen antagelig være, at man i højere grad forsker i det publiceringssikre og velkendte, der med stor sandsynlighed vil kunne optages i de mest point-givende tidsskrifter, mens nytænkende eller tværfaglige eksperimenter vil nedprioriteres.

Det er ganske vist stadig kun en begrænset del af forskningsmidlerne, der fordeles efter forskningsindikatorprincippet, men det er de midler, der kan skrues op og ned for, hvorfor man på ledelsesniveau vil rette blikket mod netop denne del af forskningsmidlerne.

Ordningen, der langt hen ad vejen er kopieret fra Norge, hviler på opfattelser af videnskabelig viden, som især gælder i de tekniske videnskaber. Teknisk og naturvidenskabelig forskning har udviklet en publiceringstradition, der har en helt anden rapporterende og målbart formal karakter, end det er tilfældet i de betydningsfortolkende og sprogligt orienterede videnskaber.

De humanistiske og samfundsvidenskabelige fag har almene opgaver som bidragende til kulturarven, den kritiske offentlighed og folkelig dannelse, hvilket blev understreget allerede i 2003 af universitetslovens styrkede krav til formidlingsrelevans på det nationale niveau.

Men netop den folkelige, nationale formidling vil lide under de bibliometriske incitamentsstrukturer: Meget af den bedste humanistiske forskning gøres tilgængelig for befolkningen i introducerende og nyskabende bøger på dansk.

Den bibliometriske forskningsindikator har derimod en indbygget favorisering af amerikanske akademiske tidsskriftsartikler. Vi mener, at forskningsindikatoren her risikerer at blive et såkaldt 'perverst incitament', da den vil rykke forskernes opmærksomhed væk fra de nationale opgaver over til en ren akademisk-kollegial formidling i, oftest udenlandske, specialtidsskrifter.

Størst bekymring hos natur- og sundhedsvidenskab
'Bogmålingen's enstrengede kriterier vil altså styrke elfenbenstårnet frem for den bredere formidlingsinstitution, som universitetet også bør være.

Opstillingen af en hierarkisk måleskala for ’god, bedre og bedst’ giver muligvis mening inden for visse tekniske og kvantitative videnskaber med entydige kriterier for vidensgyldighed og vidensudvikling. Men for fag som æstetik, sprog, historie eller litteratur forekommer det betydelig mindre oplagt.

Det er da også særligt de humanistiske, samfundsvidenskabelige og tværvidenskabelige faggrupper, der tilslutter sig faggruppernes hovedforbehold om »ikke at anvende modellen i praksis«. (I alt 19 af de 32 grupper).

Men det er også bemærkelsesværdigt, at hele 13 faggrupper med en natur- og sundhedsvidenskabelig faglig profil deler bekymringen.

Det er væsentligt og velkomment, at de hidtidige fordelingskriterier tages op til overvejelse. Hensynet til flere sider af forskningsformidlingen burde balancere bedre i en kommende reform, ligesom forskning om fordelingskriterier og sociale relationers betydning i videnskaberne er værd at lytte til.

Af hensyn til Danmarks fremtid som vidensnation opfordrer vi dog Videnskabsministeriet til at tage faggruppernes bekymring så alvorligt, at man starter en fri debat, som tager udgangspunkt i forskernes egne erfaringer om, hvordan basismidlerne kan styrke dansk forskning.