Klimadebatten kommer med jævne mellemrum til at handle om verdens befolkningsudvikling.

Det globale befolkningstal er vokset fra 2,5 milliarder i 1950 til 6,8 milliarder i dag. I 2050 anslår FN en global befolkning på mellem 8,0 og 10,5 milliarder mennesker.

Denne vækst fremhæves ofte som en af de faktorer, der har en væsentlig betydning for de menneskeskabte bidrag til klimaforandringerne. F.eks. skrev professor Kaj Sand-Jensen på denne plads i august, at målinger over de sidste 50 år viser en tæt sammenhæng mellem CO2-stigningen i atmosfæren og væksten i verdensbefolkningen.

Og et nyligt studie fra London School of Economics finder da også, at fortsat udbredelse af prævention vil være klart den billigste investering per sparet ton CO2.

Men der er ikke ligefrem tale om en lineær sammenhæng mellem befolkning og CO2; Dr. David Satterthwaite fra International Institute for Environment and Development (IIED) har set mere detaljeret på sammenhængen mellem befolkningsvækst og CO2-udledning for perioden 1980-2005.

Ifølge ham viser det sig, at mens lavindkomstlande har stået for 52,1 pct. af befolkningsvæksten, har de kun bidraget med 12,8 pct. af den øgede CO2-udledning. Befolkninger i højindkomstlande er i samme periode vokset med 7 pct., men har øget udledningen med 29 pct.

Mere information vil mindske befolkningsvæksten
Men mens sammenhængen mellem befolkningsvækst og klima altså debatteres, har der været mindre fokus på selve befolkningsaspektet. Det virker ofte blot underforstået, at den fattige del af verdens befolkning får – og ønsker at få – mange børn; ’at det er deres kultur’. Men er det rent faktisk tilfældet?

Lad os starte med de tørre tal: Verdens kvinder får i dag i gennemsnit 2,6 barn mod 4,9 i 1960’erne. I verdens mindre udviklede regioner er der sket et fald fra 5,9 til 2,7 børn i samme periode.

Erfaring viser, at uddannelse af kvinder, kvinders indkomst, urbanisering og jobmuligheder er blandt de faktorer, som medfører et ønske om at få færre børn.

Undersøgelser viser også, at information om familieplanlægning, adgang til prævention, svangreomsorg og fødselshjælp er efterspurgt.

Og når sundhedsvæsenet tilbyder ydelser af god kvalitet, er dette i sig selv medvirkende til, at accepten og brugen af disse stiger.

Sri Lanka er et interessant eksempel at fremhæve. Et lavindkomstland, som er gået fra en fertilitet på 5,7 børn per kvinde i 1960 til 1,9 i 2008. Dette er sket uden stramme ’befolkningspolitikker’– men er til gengæld sket over en bred kam inden for landets forskellige etniske og religiøse grupper.

Allerede lige efter at Sri Lanka opnåede uafhængighed i 1948, blev uddannelse af drenge og piger en høj prioritet. Det samme gjaldt en udbygning af det offentlige sundhedssystem, som gjorde sundhedsydelser tilgængelige for alle – både geografisk og økonomisk.

Der blev opstillet retningslinjer for det ønskede uddannelsesniveau blandt sundhedspersonale og etableret uddannelsesinstitutioner til at opfylde disse behov.

Dette indebar f.eks., at gravide kvinder blev tilset af uddannede jordemødre og havde adgang til at få foretaget kejsersnit og anden medicinsk støtte. Dette bidrog meget positivt til at reducere død og komplikationer ved fødsler. Og dette kvalitetsaspekt gjorde ydelserne accepterede og efterspurgte.

Dermed var vejen banet for udbredelse og accept af familieplanlægning, da disse ydelser senere blev tilbudt som en integreret del af de sundhedsydelser, der rettede sig mod mødre og børn.

I dag vil 98 pct. af alle gravide srilankanske kvinder mindst en gang i løbet af en graviditet blive tilset af en jordemor, og 96 pct. af alle fødsler sker under opsyn af en sundhedsprofessionel.

Andre forhold har spillet ind på, at både fertilitet og mødredødelighed er faldet – men der er ingen tvivl om, at kvalitetsydelser og skoleinvesteringer i skole har været stærkt medvirkende faktorer.

200 millioner kvinders behov
Hvad skal der til, for at andre lande opnår samme udvikling som den, vi har set i Sri Lanka? I lande som Sierra Leone, dør 2.100 kvinder per 100.000 fødsler fortsat i forbindelse med graviditet eller fødsel. (I Danmark er tallet 3 per 100.000).

Og i lande som Niger får kvinder fortsat over syv børn i gennemsnit. Er der noget, vi kan gøre for at ændre ved dette?

Én løsningsmulighed ligger ligefor: Over 200 millioner kvinder i verden, som ikke ønsker at blive gravide, bruger i dag ikke en effektiv præventionsmetode.

Dette skyldes bl.a., at ydelser af god kvalitet ikke er tilgængelige, er for dyre, har for lang ventetid, at forsyningen af produkter er ustabil, eller at kvinder har for lav status til at sætte sig igennem over for deres mand eller gængse normer.

Man vurderer, at det vil koste 3,9 milliarder dollar ekstra om året at møde dette behov for familieplanlægning. Et tal, der kan lyde højt, men som set i forhold til afledte gevinster inden for sundhed, ligestilling, udvikling og klima er et beskedent beløb.

Hvis man møder disse 200 millioner kvinders behov med kvalitetsydelser, som i sig selv vil være med til yderligere at øge accepten af brug af familieplanlægning, vil det dog ikke bare være en gevinst for klimaet.

Endnu vigtigere er det, at man vil imødekomme disse kvinders helt basale menneskerettigheder om selv at kunne bestemme, hvornår og hvor mange børn de ønsker.

Og samtidig gøre kvinderne i stand til at få større overskud økonomisk og menneskeligt til at bidrage til, at deres børn og lokalsamfund kan bryde ud af fattigdommen.