Da jeg for et par uger siden badede i Orvis’ varme kilder i det sydlige Colorado, faldt jeg i snak med en gammel indianer.

Han hed Benjamin, tilhørte navaho-stammen og var på vej fra reservatet i Arizona mod Cheyenne i Wyoming for at besøge en ven. Han havde arbejdet for navaho-nationen som lærer og administrator, dvs. med indianernes rettigheder og selvbestemmelse, men var nu gået på pension. Han var meget bevidst om sin egen kultur og identitet.

I løbet af samtalen spurgte jeg til navahoernes sprog, og på mit spørgsmål, om hans sprog var truet, svarede han, at det ikke længere er udbredt at tale navaho blandt den unge generation af indianere, eller ’native americans’, som de også kaldes, men at de unge generelt forstår alt.

Fra navaho-nationens side gør man sig store anstrengelser for at bevare det sprog, der udgør en vigtig del af navahoernes identitet, men deres sprog, og dermed også en del af navahoernes kultur, er under pres.

Manglen på et sprog fører til kulturel rodløshed
Dette kan man også forvisse sig om i 2009-udgaven af Unescos interaktive atlas over verdens sprog i fare. Her fremgår det, at alene 120.000 personer udøver navaho-sproget, og at mindre end 28 pct. af alle navaho-børn under fem år taler navaho. Sproget erstattes i stedet af engelsk, hvorfor Unesco klassificerer navaho-sproget som ’sårbart’.

Dermed optræder navaho i det nye atlas’ optælling over truede sprog sammen med bl.a. nordgrønlandsk og østgrønlandsk, der af Unesco betegnes som afgjort truede, og med vestgrønlandsk, der af Unesco betegnes som sårbart ligesom navaho. Ifølge Unescos sprogatlas taler alene 1.000 mennesker nordgrønlandsk og 3.000 østgrønlandsk.

Også sønderjysk, eller sonderjut, der tales på begge sider af den dansk/tyske grænse, regnes her for et sprog og er medtaget i Unescos optælling over truede sprog – dog uden nærmere statistik.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at værne om en sproglig mangfoldighed? Hvad betyder sproget for vores opfattelse af tilværelsen, for vores kulturelle identitet? Hvad sker der, når et sprog dør?

Netop disse spørgsmål stillede de to franskmænd, Magnum-fotografen Raymond Depardon og filosoffen Paul Virilio, tidligere på året på den seværdige udstilling ’Terre natale. Ailleurs commence ici’ på Fondation Cartier i Paris.

Her pegede de begge på, at sproget rodfæster i en given kultur og et givent verdensbillede, og at manglen på et sprog, et sprogs gradvise og til sidst endelige død, medfører kulturel rodløshed og et tabt verdensbillede. Det er ikke bare et folks historie, men en hel måde at orientere sig på i hverdagen, som går tabt med sproget.

Det er naturopfattelsen, behandlingen af fødevarer, forståelsen af overgangen fra barn til voksen, almindelig medmenneskelighed, måden at fri på, som forsvinder. Alle disse hverdagsting, der regnes for velkendte, nærmest rituelle almindeligheder, og som trygt forankres, når vi omtaler og benævner dem.

Derved forgrener sproget sig langt mere, end vi umiddelbart aner. Konsekvenserne af et uddødt sprog rækker langt ind i andre områder af den kulturelle sfære. Med god grund kan man nu spørge, hvilke betydninger det har for navahoernes (eller for den sags skyld for ute-, shoshoni- eller crow-indianernes) og for grønlændernes kulturelle identitet, at de i stigende grad slår over i engelsk eller dansk som primært sprog?

Hvordan spiller udfasningen af deres eget sprog ind på indianernes og grønlændernes lange tradition for eksempelvis vævning og forarbejdning af skind og huder til brugsgenstande, nytteredskaber og beklædning?

Når navahoernes tæpper i stigende grad bliver betragtet som eksotiske salgsobjekter; når skindet ikke længere automatisk garves og sys om med henblik på en nødvendig brugsfunktion, skyldes det da, at den traditionelle viden og det traditionelle håndværk, som sproget gennem en mundtlig overlevering har forankret ulden eller skindet i, er under pres?

Når man ikke længere kan videregive og kommunikere om vævningens særegenhed eller skindets kvalitet, kan man da holde kulturen ved lige? Og skal denne kulturelle sårbarhed i givet fald betragtes som et tab, som et forfald, som en naturlig udvikling eller som et fremskridt?

Sproget er sårbart
Sproget, og dermed kulturen, påvirkes af både interne og eksterne forhold. Udefra kan sproget trues af f.eks. militære, religiøse eller uddannelsesmæssige faktorer, mens sproget internt er sårbart over for en ligegyldighed eller uopmærksomhed i gruppen af sprogets udøvere.

Endelig spiller også de store folkevandringer og en stigende urbanisering i dag ind på verdens truede sprog. For at kunne deltage og fungere fuldt ud i det omgivende samfund civilt såvel som økonomisk presses udøvere af minoritetssprog ofte til at tale det dominerende sprog.

Når et sprog dør, opstår der derfor ikke blot et større eller mindre hul i vores samlede viden om verden. Kulturelt forskydes eller forskubbes også den direkte adgang til at forstå andre måder at tænke og orientere sig i verden på. Kampen for sprogenes mangfoldighed er derfor også en kamp mod rodløsheden.

Med sproget gælder de samme retningslinjer som for navahoernes vævning: at det omfattende net af tråde, der fortroligt vikler sig ind og ud af hinanden, udspringer af en bevidsthed og skaber en værdi, der giver rodfæste i verden. Som titlen på Depardons og Virilios udstilling præcist formulerer det: ’andetsteds, alt andet, begynder her’.