Løkke tager en chance med Lykke.

Med udnævnelsen af Lykke Friis til ny klimaminister adskiller statsminister Lars Løkke Rasmussen sig fra sin forgænger. Modsat Anders Fogh Rasmussen løber han den politiske risiko, det er at hente en minister ind helt udefra. Det kan blive en succes, men også ende med en problemminister, der slår sig godt og grundigt på Christiansborgs uskrevne regler.

Dermed genoptager den nye Rasmussen en rekrutteringstradition fra Poul Schlüter.

Denne var storforbruger af nye ministre, der ikke først havde færdedes på Christiansborg og møjsommeligt arbejdet sig op. Som statsminister gennem mere end 10 år hentede Schlüter et hav ind for næsen af den konservative folketingsgruppe, der ofte skummede af raseri og jalousi.

Også socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen forsøgte sig flittigt med folk udefra – og ligesom hans forgænger med skiftende held.

At ryste posen og hente ministre udefra
Men enhver statsminister – også Helle Thorning-Schmidt, hvis hun får magten – må spørge sig selv:

Er talentmassen stor nok i min folketingsgruppe til, at jeg har gode folk til alle ministerposter? Eller skal jeg supplere med andre for at gøre holdet mere komplet og vitalt?

Lars Løkke Rasmussen satser med Lykke Friis på en udefrakommende kvinde med en tung akademisk kuffert, et internationalt udsyn og stærke kommunikationsevner – en bredde i kompetencerne, han åbenbart ikke har kunnet finde i Venstres folketingsgruppe.

Men det er et dilemma: Nok så dygtige folk uden for Christiansborg kan nemlig få gevaldige øretæver. Ikke nødvendigvis bare af en bidsk opposition, der vil udfordre og drille den nye pige i klassen. Endnu mere sur kan modtagelsen være fra dem i folketingsgruppen, der føler sig sprunget over; de største fjender finder man ofte blandt sine egne.

Schlüter er eksemplet på en statsminister, der kunne lide at ryste posen og hente ministre udefra. Det skete i en lind strøm: Nils Wilhjelm, Isi Foighel, Grethe Rostbøll, Anne Birgitte Lundholt og H.P. Clausen hed nogle af Lykke Friis’ forgængere – mennesker med et fnugfrit cv.

Men hver gang der blev udnævnt sådan en minister, sad bl.a. Per Stig Møller i folketingsgruppen og fnyste, indtil det lykkedes ham selv at opnå en post som miljøminister. Først da blev piben stukket ind.

Også Nyrup snuppede mange ministre udefra: fagforeningsmanden Ove Hygum og Carsten Koch, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, men også borgmesterveteranen Thorkild Simonsen.

Fogh var derimod langt mere tilbageholdende med at gå i byen efter frisk blod: Bertel Haarder, Helge Sander og Connie Hedegaard kan ikke sammenlignes med Lykke Friis. De havde alle masser af landspolitisk erfaring fra tidligere folketingsperioder.

Karen Jespersen – hentet ind fra det socialdemokratiske overskudslager – havde også mange Christiansborg-kilometer i benene. Den eneste debutant var måske Claus Hjort Frederiksen fra partiorganisationen, men han havde trods alt tilhørt Venstres inderkreds i en snes år.

I Schlüters tid var Henning Dyremose nok den, der slap bedst fra mødet med småmopsede partifæller. Men Novo-direktøren havde også været i Folketinget før, da han i 1986 blev arbejdsminister.

Hvorimod de ægte Christiansborg-nybegyndere – f.eks. Anne Birgitte Lundholt, dengang direktør for Dansk Møbelindustri – mærkede misundelsen, da hun blev industriminister foran næsen på nogle af Christiansborg-kollegerne.

Den dybere mening
Modviljen kan dog også afhænge af, hvilken ministerpost den fremmede fugl får. Det er ikke alle ministerier, konkurrenterne drømmer om. Så nogle poster kan man have sådan lidt i fred – f.eks. skatteministerposten.

Carsten Koch har selv udtalt, at han blev overraskende godt modtaget i den socialdemokratiske gruppe, da han blev hentet ind. Den skarpe økonom førte sig da også ydmygt frem og gemte sin ’her kommer jeg’-attitude godt væk. Men hovedforklaringen var – ifølge ham selv – at det måske var o.k. med en skatteminister udefra.

Det var alligevel sådan en teknik- og nørdtype, der var brug for. Var han blevet udnævnt til f.eks. socialminister, ville kulden have været større.

Vigtigt for ro på bagsmækken er det, at den forbigåede folketingsgruppe kan forstå rationalet bag statsministerens beslutning. Den dybere mening. Det er svært at gøre alle tilfredse. Men han må ikke sætte sin naturlige autoritet over styr, når han vælger en frem for andre.

De forsmåede skal nogenlunde forstå hans bevæggrunde. Ellers opstår der en usund stemning og fare for paladsrevolution – med sure miner og anonyme lækager til pressen.

Det problem har Lars Løkke næppe lige nu. De fleste i Venstres folketingsgruppe holder vejret i disse uger, inden surheden får magt:

Nok valgte Lars Løkke Rasmussen denne gang – næsten på amerikansk vis – en dygtig brancheglider med meritter i bl.a. forskningen og udstyrede hende fluks med et partimedlemskab. Men hvad så næste gang?

Tør statsministeren kaste flere wild cards ind på regeringsholdet, når han – hvad de fleste venter – om kort tid laver den store ministerrokade? Eller satser han ensidigt på at please de mange i folketingsgruppen, der synes, at nu må det altså være deres tur?