Når danskernes frygt for arbejdsløshed vokser, stiger Socialdemokraterne i meningsmålingerne. Det er børnelærdom for alle med interesse for valg og politik.

Men lærebøgerne skal måske skrives om. For partiformand Helle Thorning-Schmidt må stadig lade sig nøje med lidet prangende opinionsmålinger – langt under hvad Mogens Lykketoft kunne præstere under lignende forhold.

For seks år siden frygtede mere end halvdelen af danskerne at stå uden et job, og det sendte meningsmålingerne på himmelflugt for Thorning-Schmidts forgænger. Over 31 procent surfede Lykketoft op på, inden bølgen lagde sig. I dag er bekymringen tilsvarende høj, men S roder rundt nede i omegnen af 24 procent af vælgerne.

Hvad er der galt? Hvorfor profiterer Socialdemokraterne ikke af den værste økonomiske krise i efterkrigstiden?

Det ville være let at give den nuværende ledelse skylden, men problemet rækker langt ud over Danmarks landegrænser. Det ligner en generel europæisk tendens, at de socialdemokratiske partier er ude af stand til at høste vælgergevinsten. Der blæser borgerlige vinde over Europa, som trods krisen faktisk er blevet mere blåt.

Ringe effekt på målinger
Det er formentlig kommet bag på den socialdemokratiske ledelse, hvor ringe en effekt frygten for arbejdsløshed har haft på meningsmålingerne. Nu har Helle Thorning-Schmidt ellers gennem mere end et år gjort risikoen for massearbejdsløshed til tema nummer 1 i den socialdemokratiske kriseretorik.

Der er flere forklaringer på, at danskernes krisebevidsthed ikke blæser i socialdemokratisk retning: Et bekymringsbarometer fra analyseinstituttet Catínet-IFKA sender frygten for ledighed langt ned på listen over det, der optager danskerne.

Vælgerne bekymrer sig langt mere om vold og kriminalitet (en dagsorden, regeringen og Dansk Folkeparti er stærke på). Her i december kommer ledigheden først skvulpende nede på sjettepladsen – ikke nok til at give vind i de socialdemokratiske sejl.

Med til forklaringen hører imidlertid også, at den reelle arbejdsløshed ikke har nået de højder, der sendte Lykketoft over de forjættede 30 procent i meningsmålingerne. Da ledigheden sidst toppede i december 2003, var der mere end 171.000 ledige i Danmark. I oktober 2009 opgjorde Danmarks Statistik ledigheden til 118.300 – altså næsten 53.000 færre.

Meget tyder også på, at danskerne ikke giver regeringen skylden for den økonomiske krise. De borgerlige har en enorm troværdighedskapital at tære på, langt større end Socialdemokraterne, når det gælder danskernes tiltro til, hvem der kan løse landets økonomiske udfordringer bedst, viser årtiers valgforskning.

Upåagtet er det for eksempel gået hen over den brede befolkning, at nationalbankdirektør Nils Bernstein for nylig i usædvanlig skarpe vendinger langede ud efter den økonomiske politik, som Anders Fogh Rasmussen var førstemand for. Ikke alene sov Foghregeringen i timen; den var tilmed med til at forværre krisen med en løssluppen, lemfældig økonomisk politik.

Med andre ord: sylespidse bemærkninger fra den uafhængige centralbankchef, men direkte ind i den borgerlige teflon, som betyder, at økonomisk kritik let preller af – i vælgernes optik.

Borgerlige får ikke skylden
Det er formentlig et fænomen, der går igen i det meste af det vestlige Europa: Vælgerne ved skam godt, at der er krise, men kæder krisen sammen med globale problemstillinger, som kræver globale løsninger.

Vælgerne giver således ikke de borgerlige partier skylden for, at det er gået så galt. Det så man i forbindelse med europaparlamentsvalget i sommer, hvor centrum-venstre-partierne i EU led nederlag. Nok udlagde Helle Thorning-Schmidt det som en sejr, men sandheden er, at den røde fløj fik en gevaldig øretæve.

Nedturen fortsatte senere i Tyskland, hvor SPD led et gigantisk nederlag. Og i Norge lykkedes det kun lige akkurat Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg at blive genvalgt, fordi de borgerlige og Fremskrittspartiet skændtes indbyrdes. Var det ikke lykkedes, ville Skandinavien for første gang i adskillige årtier ikke have nogen socialdemokratisk statsminister i et eneste af de tre lande.

Værdipolitikkens dominans
Det ser altså relativt sort ud, hvis man er socialdemokrat og kigger på det politiske europakort, og der er endnu en årsag til miseren: værdipolitikkens dominans i det 21. århundrede. I de senere år har der i Europa været en tendens til, at vælgerne har stemt ud fra værdipolitiske holdninger (blå bloks styrkeområde), mens fordelingspolitiske og velfærdspolitiske spørgsmål (rød bloks hjemmebane) spiller en mindre rolle.

Det gælder ikke mindst herhjemme, viser valgforskningen: Et flertal af vælgerne er blå på værdipolitikken, ligesom vi ved, at et flertal er røde på fordelingspolitikken. Derfor må bekymringsbarometret fra Catinét-IFKA give hovedbrud i den socialdemokratiske top:

Det er – som nævnt – bekymringen for vold og kriminalitet, der topper. Først længere nede på listen kommer ventelisterne på sygehusene og ældres vilkår.

Er det så helt umuligt for Helle Thorning-Schmidt at kravle op over de 30 procent?

Svært ser det ud, når ledighedskortet ikke for alvor ser ud til at virke. Men hun har før vist, at det kan lade sig gøre: For tre år siden blev sosserne sendt midlertidigt i lykkeland af opinionsmålingerne. Og det endda i en periode, hvor frygten for arbejdsløshed var meget lav.

Det var dengang, pædagogerne strejkede og børnenes forældre stod vagt om institutionerne. Hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen fnysende kaldte dem socialistiske ballademagere, og hvor daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen bøvlede med ventelistegarantien til kræftpatienter. Kort sagt: strømninger i den politiske dagsorden, der er S-classic.