Dansk økonomi gik i bakgear i efteråret 2008. Det skete i løbet af ganske få måneder i kølvandet på den internationale finanskrise. Pludselig begyndte Familien Danmark at spare op som aldrig før.

Det var der flere årsager til: faldende huspriser, udsigt til arbejdsløshed og vanskeligheder med at få kassekreditten forlænget. Det fik virksomhederne til at stille en række investeringsprojekter i bero, dels fordi afsætningen svigtede i ind- og udland, dels fordi deres finansieringskilder tørrede ud.

Som det kan ses af figuren, skete der en dramatisk ændring i forholdet mellem privat opsparing og investering fra 2007 til 2009.

I 2007 var der et underskud på 3 pct. af nationalproduktet. Det havde sin rod i investeringsboomet i byggesektoren og burde have været dæmpet. Men i løbet af 2008 blev dette opsparingsunderskud vendt til et overskud på 6 pct., som ydermere ventes at vokse til 8 pct. af nationalproduktet i 2010.

Dette kolossale opsparingsoverskud er opstået som en konsekvens af lige dele øget opsparing og mindskede investeringer.

Et sådant opsparingsoverskud sætter sig øjeblikkeligt igennem i form af stigende arbejdsløshed. Det mindskede forbrug og de opgivne investeringsprojekter efterlader virksomhederne med (halv)tomme ordrebøger, der må resultere i afskedigelser.

Arbejdsløshedskurven følger derfor den private overopsparing ganske tæt. Den stigende arbejdsløshed fører dernæst med usvigelig sikkerhed til et underskud på de offentlige budgetter. Den offentlige sektors underskud er forbundet til den private sektors overskud som et par siamesiske tvillinger.

Lavere rente og bedre kreditformidling
Det spørgsmål, som derfor i den aktuelle situation bør stilles, er, hvorledes dette store opsparingsoverskud kan mindskes?

Men det er ikke nemt, for husholdningerne ønsker at spare mere op, samtidig med at de private virksomheder ikke tør eller kan (på grund af kreditrationering) omsætte denne opsparing til nye produktive og miljøvenlige investeringer.

Det var præcis en sådan ubalance mellem privat opsparing og investeringer, den engelske økonom John Maynard Keynes anviste en løsning på: De private investeringer skulle øges gennem en lavere rente og en bedre kreditformidling.

Lav rente har vi allerede, derimod kniber det stadig med kreditformidlingen. Her må banksektoren vende tilbage til de gamle dyder, hvor forretningsbanker finansierer forretninger, dvs. den løbende drift, men ikke langfristede investeringer (endsige spekulation).

En bank bør ikke være et finansielt supermarked; men derimod en stabil kilde til finansiering af den løbende produktion. Hvorimod den endelige og langfristede finansiering af investeringerne bør overlades til de finansielle investorer, som har den fornødne ekspertise og en langsigtet risikoprofil.

Men selv en velfungerende banksektor vil dog ikke være en garanti for, at al opsparingen bliver omsat til private investeringer. For er virksomhedernes forventninger til fremtiden først blevet fladklemte på grund af øget usikkerhed, så vil der fortsat være for få investeringer og høj arbejdsløshed.

Det er den anden vigtige indsigt, som Keynes bidrog med: at det er omfanget og karakteren af arbejdsløsheden, der samfundsøkonomisk sætter grænsen for den økonomiske politik. Er arbejdsløsheden høj, så spildes samfundets ressourcer – med risiko for, at arbejdsløsheden cementeres på det højere niveau.

Derfor er det navnlig i de perioder, hvor de private virksomheder mangler modet til at investere, at den offentlige sektor har en særlig forpligtelse til at gennemføre offentlige investeringer.

Private investeringer
Jamen, hvem skal finansiere de offentlige investeringer? Betyder det offentlige underskud ikke en gældsætning af kommende generationer? Hold on, kik lige endnu en gang på figuren.

Den økonomiske nedtur blev indledt med en dramatisk stigning i den private opsparing. Ville det ikke være rimeligt, at denne opsparing blev brugt til noget mere fornuftigt end blot at finansiere arbejdsløshedsunderstøttelse?

Hvis staten (og kommunerne) i stedet indbød pensionskasserne, ATP og dyrtidsfonden til at deltage i attraktive investeringsprojekter, ville opsparingen allerede være til stede.

Den bliver i så fald ikke taget fra private investeringer; for de er netop fraværende – heraf problemet i den aktuelle situation.

Hvorfor dog ikke lade det nye sygehus i Herning, det dobbelte jernbanespor til Ringsted, elektrificeringen af de jyske jernbaner, metroringen, Femern-forbindelsen og havvindmølleparkerne finansiere direkte af denne overskudsopsparing?

LÆS OGSÅNy jernbane til ti milliarder kroner

Pensionskasserne kan evt. garanteres en minimumsrente, eller de kan få en andel af et fremtidigt afkast. Det er en vigtig diskussion, der slet ikke er taget hul på i forbindelse med de større offentlige investeringer, der med fordel vil kunne finansieres af privat opsparing.

Herved er vi også nået frem til en forståelse af, hvorfor skattelettelser ikke har den samme gunstige samfundsøkonomiske effekt. Skattelettelser mindsker ikke den private opsparing, tværtimod vil det i de fleste tilfælde øge opsparingen og dermed den offentlige gæld – uden at de kommende generationer får noget til gengæld!

Her kan der med en betydelig ret tales om, at byrderne ved den offentlige gæld går i arv. Keynes anbefalede netop i 1930’erne en økonomisk politik, der sigtede mod at få opsparingen aktiveret i form af private investeringer. I fald det ikke lykkedes, ville offentlige investeringer være en bedre løsning end fortsat høj arbejdsløshed.

I dag er vi i en tilsvarende situation med et stort opsparingsoverskud, hvilket atter gør Keynes aktuel ved udformningen af den økonomiske politik.