Kan strejker betale sig?

Dette klassiske spørgsmål blev rejst fra flere sider efter arbejdskonflikterne i forbindelse med overenskomstfornyelserne i den offentlige sektor i foråret 2008 – og kan vel rejses igen nu, hvor der rasles med sablerne i forbindelse med det ’store’ arbejdsmarkeds overenskomstudløb.

Den specifikke og politiske baggrund for konflikterne i 2008 var, at der i sommeren 2007 opstod en række strejker blandt FOA-organiserede sosu-assistenter i en række kommuner, og at der i kølvandet herpå opstod en politisk diskurs, hvor partiledere fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten udtrykte så meget støtte til de strejkende, at man i FOA vel måtte få den opfattelse, at der ville være politisk støtte til at afsætte ekstra ressourcer til de sosu-ansatte.

Dette tilsyneladende løfte om, at der var lukket op for noget ekstra, fik også andre faggrupper mobiliseret, primært Dansk Sygeplejeråd (DSR) og de øvrige organisationer, samlet i Sundhedskartellet (SHK) og visse grupper i BUPL.

Alle tre forbund havde et ønske om en højere lønstigning end de 12,8 pct. over tre år, der var blevet resultatet på det øvrige offentlige arbejdsmarked. De havde efterhånden låst sig fast til et ’ultimativt’ ønske om 15 pct. Konfliktforløbene blev dog ret forskellige:

•SHK/DSR: Forventet forhandlingssammenbrud, konflikt i 43 dage, forlig.

•FOA: Forventet forhandlingssammenbrud, konflikt i 6 til 25 dage, forlig.

•BUPL: Forlig, et uventet nej fra medlemmerne, konflikt i 21 dage, forlig.

Omkostninger og resultater
Det var netop sosu-assistenterne, der løb med den største procentvise stigning, nemlig 14,1 pct., mens FOA samlet set fik 13,4 pct. og altså mærkbart mere end de 12,8 pct., som blev det øvrige offentlige arbejdsmarked til del. SHK/DSR og BUPL fik hhv. 13,3 og 13,2 pct.

Hvorledes kan disse særgevinster så vurderes økonomisk?

En strejke kan i et økonomisk rationelt perspektiv behandles som en investeringsbeslutning, hvor forbundet investerer et beløb, der er lig med strejkekassens anslåede udbetalinger. Det investerede beløb skal sættes i forhold til de ekstra penge i form af større fremtidige indtægter, som særforligene gav medlemmerne af de tre forbund.

Udgifterne er således afholdt af forbundet, mens de ekstra indtægter modtages af medlemmerne. Ikke desto mindre er beregningsmetoden relevant, da strejkekassen er betalt af medlemmernes kontingenter.

Den underliggende investeringskalkule indregner rentes renter og beregner nutidsværdien af en række ind- og udbetalinger. Metoden til at beregne ’break-even’-punktet er at benytte disse beregninger til at finde det tidspunkt, hvor den foretagne investering og værdien af de foretagne indbetalinger ækvivalerer, beregnet i nutidsværdi.

Reslutaterne af disse beregninger er vist i figuren. Omkostningsprofilerne for forbundene blev endda meget forskellige, bl.a. pga. forskelle i strejkernes varighed.

LÆS OGSÅSygeplejersker betaler af på strejke i årevis

Det fremgår, at omkostningerne ved konflikten var 220 mio. kr. for FOA, 315 mio. kr. for BUPL, mens de var hele 650 mio. kr. for DSR/SHK, der jo dels strejkede totalt (bortset fra nødberedskabet) fra starten, dels strejkede næsten dobbelt så længe som de andre forbund.

Da FOA’s ekstra resultat var ca. fire gange større end BUPL’s, skal FOA bruge meget kortere tid på at ’betale’ med ekstragevinsten for sin indsats, faktisk kun 24,2 måneder, hvilket betyder, at der allerede efter tre år (overenskomstperioden) er et utvetydigt positivt resultat.

Dette gælder hverken for SHK/DSR eller for BUPL. For BUPL’s vedkommende skyldes dette, at forbundets ekstragevinst er så lille, at det slet ikke kan afbalancere omkostningerne. Beregningerne viser ligefrem, at det vil tage BUPL ca. 15 år, førend investeringen giver et positivt afkast til medlemmerne.

SHK’s hovedproblem er de meget store udgifter, der følger af den 43 dage lange konflikt. Det giver dem et negativt ’resultat’ efter tre år på 427 mio. kr. SHK når dermed først ’break-even’ efter 10 år.

Det kan tilføjes, at negative resultater på hhv. 427 og 233 mio. kr. er ganske store beløbsstørrelser: Hvor FOA opnåede et positivt resultat pr. medlem på knap 500 kr., måtte SHK acceptere et resultat på minus 5.700 kr. og BUPL et minus på 3.900 pr. medlem.

Strejker betaler sig
Analysen her viser klart, at det opnåede payoff er stærkt afhængigt af den valgte strejketaktik.

Hvis lønmodtagernes topforhandlere vælger en stærkt normativt baseret alt eller intet-taktik (brinksmanship), hvor det er kampen mere end resultaterne, der tæller, risikerer man bestemt negative resultater i betydelige størrelser.

Derimod kan en forhandlingstaktik, der består i at mobilisere på de høje krav, men have blik for den lille imødekommenhed, der giver muligheder, godt give et positivt afkast.

Konklusionen er således, at nogle strejker betaler sig, andre ikke, og at dette ’outcome’ i høj grad er betinget af den valgte strejketaktik.

LÆS OGSÅEkspert: Kæmpesejr til Dennis Kristensen

Det lykkedes for FOA, der også havde en stærk indirekte politisk opbakning, at skabe et positivt resultat, der inden for en treårs periode overgår omkostningerne. Det lykkedes til gengæld hverken for SHK eller for BUPL, der pådrog sig ganske betydelige omkostninger, som det vil tage 10-15 år at betale tilbage.

Dette rejser spørgsmålet, om de faglige ledere i disse organisationer har været uvidende om disse perspektiver, eller om de med åbne øjne har ført medlemmerne ind i en situation med et negativt payoff af så betragtelig størrelse.