I pressen har der netop kørt en diskussion om det betimelige i, at Det Kongelige Teater vil spille musicals, konkret ’My Fair Lady’ med premiere i slutningen af april.

Det store spørgsmål i debatten har været, om dette er konkurrenceforvridende i forhold til privatteatret Det Ny Teater, der uden offentlig produktionsstøtte kan køre som musicalteater på privat basis og få det til at løbe rundt?

Altså er Det Kongelige Teater ved at presse privatteatret af banen?

Men må Det Kongelige Teater overhovedet spille musicals? Teaterloven er ganske klar. Her hedder det i Paragraf 2, at Det Kongelige Teater skal producere et repertoire »inden for ballet, opera og skuespil«. Ikke et ord om musicals – eller operetter for den sags skyld.

Folketinget kunne i stedet for »opera« have skrevet »musikteater« i lovteksten ved én af de talrige lovrevisioner gennem årene, men det har man ikke gjort. Det ville ellers have givet lovgrundlag for et bredere udvalg af genrer, f.eks. også operette og musical.

Ballet, opera og skuespil er rimeligt velafgrænsede genrer – de klassiske teatergenrer. Nogle kunne selvfølgelig godt ønske sig, at Det Kongelige Teater havde frit valg på alle repertoirehylder og ikke var bundet til de klassiske genrer. Det ville så bare kræve en teaterlovændring.

Når Det Kongelige Teater går uden for de tre klassiske genrer, overtræder teatret altså teaterloven. Og her hjælper det ikke at sige, at det har man da gjort før. Ulovligheden bliver ikke mindre af, at der i tidernes løb har været andre lovovertrædere.

Der kan være mange gode grunde til at ville udvide sine repertoiremuligheder med populære genrer: Det kan bl.a. være med til at holde publikumstallet oppe. Men ulovligt er det at inddrage musicals i repertoiret på Det Kongelige Teater.

Nu er det imidlertid så heldigt, at der ikke er nogen, der kontrollerer, om teaterloven overholdes. Vi har ikke noget teaterpoliti i Danmark. Så ud over denne analyse er der formentlig ikke en sjæl, der vil tage notits af det lovstridige på nationalscenen.

Hvor dukkede operetterne op fra?
Inden for rammerne af teaterloven udarbejdes der politiske 4-års aftaler om Det Kongelige Teater. Den seneste gælder perioden 2008-2011. En sådan aftale kan selvfølgelig – selvom den er indgået blandt alle Folketingets partiers teaterpolitiske ordførere – ikke ændre på teaterloven.

Den har ikke lovstatus. Alligevel skrider Det Kongelige Teaters repertoireprofil i 4-års aftalen. Ikke sådan, at der tales om musicals, men sådan at det fastslås som et mål, at teatret bl.a. skal opføre »mindst 180 opera/operetteforestillinger om året«.

Hov! Hvor dukkede operetterne op fra? I den foregående 4-års aftale talte man om 180 operaforestillinger.

I den politisk godkendte udmøntningsplan, der fulgte op på den politiske aftale, blev operetterne da også uden vaklen omdannet til, at man skriver, at teatret vil opføre ’My Fair Lady’ i 2010-11.

Og man lægger ikke skjul på motivationen, nemlig at den forestilling, sammen med ’De tre Musketerer’ i Dyrehaven og andre populære tiltag, vil kunne tiltrække 230.000 af de 530.000 tilskuere, som Det Kongelige Teater er forpligtet til.

Her har vi altså et klokkeklart eksempel på, at man gennem politiske aftaler, der ikke udsættes for normal parlamentarisk behandling med deraf følgende offentlighed, giver sig til at ændre på lovgivningen.

Dvs. de teaterpolitiske ordførere lovgiver uden om Folketinget. Og offentligheden er kørt helt af banen. Det lyder ikke helt rart, og det strider vel egentlig mod grundloven, at man administrativt giver sig til at ændre på loves indhold.

Det er altså det politiske system, der er startet på glidebanen: ændring af Det Kongelige Teaters formål, ændring af teatrets repertoireprofil. Og det startede allerede med den forrige 4-års aftale, den for 2004-2007.

Her er grundtonen ellers teatrets fire kunstarter: skuespil, opera, ballet og koncert. Men der sniger sig også en formulering ind om, at det nye Operahus bl.a. vil danne ramme om »et bredere originalproduceret musikdramatisk repertoire«.

Her har størstedelen af Folketinget udvidet og ændret Det Kongelige Teaters repertoireprofil. Her er starten på, at man da bare kan springe op og falde ned på, hvad lovgiverne har skrevet i teaterloven.

Så der er ikke noget at sige til, at teatret med en politisk opbakning også overtræder teaterloven i den nuværende 4-års aftale.

Repertoiremonopol
Sagen rummer så sin egen historiske ironi: Fra privatteatrenes fremkomst i midten af 1800-tallet – ja, faktisk siden 1750 – til Edvard Brandes’ teaterlov i 1889 havde Det Kongelige Teater repertoiremonopol i København.

De mere seriøse genrer måtte kun spilles på dette teater, og privatteatrene var overladt til at spille de lette og måske – viste det sig – mere populære genrer. Det Kongelige Teater vogtede nidkært på sine repertoirerettigheder.

I dag er der ikke noget repertoiremonopol. Andre teatre i København kan selvfølgelig spille seriøse forestillinger. Og det historisk dybt ironiske er, at det nu er nationalscenen, der går på strandhugst i de populære genrer.

Hvad bør der gøres i dag? Det er selvfølgelig helt uhørt, at landets nationalscene agerer uden om gældende lovgivning, uanset om det er politisk godkendt eller ej.

Hvis man vil give Det Kongelige Teater en udvidet repertoireprofil, skal man som minimum ændre teaterlovens paragraffer om dette teater.

Derudover er det nødvendigt at diskutere, hvad offentligt støttet teater egentlig skal til for, hvis tingene kunne klares privat. Skal det offentligt støttede danske teater bruges til at omplante det internationale kommercielle mainstream-repertoire på dansk grund?

Endelig er det også vigtigt at få afklaret, om nationalscenen skal støvsuge succeser fra andre dele af teaterlivet, eller om dets rolle snarere er at være noget andet. Ikke mindre publikumsrettet, men mere delagtig og ansvarlig i et samlet teatermiljø, et teaterlandskab.

Skal det offentligt støttede danske teater bruges til at omplante det internationale kommercielle mainstream-repertoire på dansk grund?