fakta

Peter Mose er journalist og forfatter.

En hidtil overset lavastrøm af DF-vælgere tror på, at fornuftsægteskabet mellem Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal kan føre til en regering, der kan løse de problemer, Danmark står med. Overraskende mange, der stemte på Dansk Folkeparti ved sidste valg, har tillid til en socialdemokratisk ledet regering.

Det drejer sig om hver sjette DF-vælger og dermed mellem to og tre procent af vælgerne herhjemme – mere end nok til at flytte regeringsmagten, hvis de holder flyttedag fra blå blok til rød. Det viser målinger fra Catinét-IFKA.

Tallene er overraskende, fordi DF-vælgere i måling efter måling især bekymrer sig over problemer med udlændinge, vold og kriminalitet – en borgerlig regerings normale styrkeområder.

Dette store DF-mindretal har gennem mere end to år haft en solid størrelse, der er stabil som bornholmsk granit – en periode efter valget i 2007, hvor SF og Socialdemokraterne har gjort meget ud af at toptune sig som et samlet regeringsalternativ.

Men dermed langtfra sagt at disse DF-vælgere vil stemme til venstre for midten næste gang. I S-toppen har det i årevis været en ophøjet sandhed, at det stort set er umuligt at lirke frafaldne socialdemokrater ud af hænderne på DF igen.

At de stadig lider af posttraumatisk stress efter mødet med Poul Nyrups flygtninge-indvandrerpolitik. Og at Pia Kjærsgaard oven i købet er aktivt tilvalgt.

Men potentialet blandt DF’s nuværende vælgere er muligvis større end hidtil troet. Måske kan det godt lade sig gøre at hente flere vælgere hen over midten: Næppe de tidligere fremskridtsfolk hos DF. Næppe heller de mest fremmedfjendske eller de meget nationale.

Men måske dem, der ligger fordelingspolitisk til venstre, men stadig tvivler på, om SF og S mener det alvorligt med en stram flygtninge-indvandrerpolitik og kan få bugt med vold og kriminalitet.

De to partiers egne målinger viser da også, at Dansk Folkeparti (og Venstre) rent faktisk afleverer vælgere til rød blok, men blødningen er endnu ikke så voldsom, at det virkelig river det politiske landskab op. Alligevel bør et uforløst DF-potentiale, der svarer til et par procent af vælgerne, give anledning til bekymring hos VKO.

Småtrætte vælgere
Udviklingen rummer yderligere en advarsel til statsminister Lars Løkke Rasmussen. DF-vælgernes tillid til den nuværende regering siver lige så stille ud af VKO-ballonen. Nok tror rigtig mange stadig på kontrakten mellem regeringen og Pia Kjærsgaard – langt flere end på Helle og Villy.

Men blandt DF’s vælgere fornemmer man småtrætte rynker efter mere end otte års VKO-flertal: I månederne, efter at Anders Fogh Rasmussen havde genvundet magten i 2007, gav det næsten syv ud af ti DF-vælgere en yes-følelse. Nu har kun hver anden tiltro til regeringens problemknuser-evner – et markant fald.

Foghs kontraktpolitik og faste indvandrerpolitik har været en fin forsikringspolice for dem, der føler sig mest truet af samfundsudviklingen – et førsteklasses værn mod omfattende og dramatiske reformer.

Men usikkerheden om, hvorvidt Fogh var på vej ud af dansk politik, har slidt på DF-vælgernes tillid: I foråret 2009 dykkede tiltroen til regeringen faretruende. Siden er det lykkedes Lars Løkke at genvinde noget af det tabte.

Men tillidskrisen er langtfra afblæst: Troen er slet ikke nået op på de Foghske højder lige efter sidste valg, viser tallene fra Catinét-IFKA.

Ydermere synes det, som om de indbyrdes skænderier mellem V, K og DF tager til: Ikke nok med at Danmark står over for tunge økonomiske balanceproblemer og et reformkrav, der vil sætte DF’s kontrakt med regeringen på den hidtil største prøve.

Ledende DF’ere er samtidig voldsomt irriterede på Lene Espersen, der fører sig frem med den ene konservative mærkesag efter den anden – og dermed risikerer at skræmme DF’s livsvigtige socialdemokratiske segment over i rød blok.

Senest ved i TV-avisen at udbasunere, hvad hun vil bruge sin egen klækkelige skattelettelse til – et indslag, hvor der krydsklippes til en sosu-assistent, der får råd til langt mindre.

Den slags konservative pr-stunt er en ren foræring til rød blok; det kunne fagforeningen 3F, S og SF næppe have gjort bedre i deres kampagne mod skattereformen, lyder vurderingen i DF.

DF som midterparti
En dygtig strateg som Kristian Thulesen Dahl har en fin fornemmelse for, hvad der rører sig blandt hans vælgere, også den lavastrøm, der har sympatier for den røde blok. Dem gør han alt for at gøre trygge; sidste sommer kom han med en ganske opsigtsvækkende melding:

Han åbnede døren på klem for et samarbejde med S og SF, hvis den borgerlige regering taber næste valg. Han forsøgte at signalere, at DF er det nye midterparti i dansk politik.

Men den socialdemokratiske top skød det ned som et politisk fatamorgana: No way, DF får angiveligt ingen indflydelse under en socialdemokratisk ledet regering, lød det. De radikale skal ikke foræres et alibi til at hoppe over til de borgerlige.

Men Thulesen Dahl opnår, hvad han vil: Han får sagt til regeringen, at prisen for at støtte den kan gå hen og stige. Samtidig holder han godt fast i kraven på de tidligere socialdemokratiske kernevælgere, der i dag stemmer på DF:

Se, Helle vil ikke samarbejde; selvom vi på adskillige områder er socialdemokratiske i vores tænkning, så er vi stadig ikke stuerene.

Med andre ord: SF og S skal toptrimme deres indsats, hvis de skal udnytte deres skjulte DF-potentiale og hive flere stemmer hen over hegnet. Og evne at gøre det uden at sætte deres nuværende vælgeropbakning over styr.