Da regionerne afløste amterne i januar 2007, medførte det, at magt og ansvar blev samlet hos regeringen.

Den stagnation, som det danske sundhedsvæsen siden 1970’erne havde været udsat for, skulle nu ophøre, og større midler blev lovet og givet til sundhedsvæsenet. Samme sang var blevet sunget af alle Rasmussen-regeringerne.

Men selv om der er fremskridt i Danmark, sker der også fremskridt i andre lande, så vi ligger fortsat fast på en 28.-30. plads i verden, vurderet på vores forventede middellevetid.

Nedturen fra 1970 (4. plads) sluttede i 1995, men opturen i forhold til andre lande er ikke startet endnu, trods megen snak om tilførte ressourcer.

Der er således lange udsigter til at skabe ’verdens bedste sundhedsvæsen’. Vi har desværre fortsat en socialt skæv årlig overdødelighed på flere tusinde mennesker sammenlignet med Frankrig og Sverige.

Den tiltagende djøfisering og centralisering har en del af skylden.

Den nye adel
Tidligere ministersekretær Carsten Lunding har beskrevet djøf’ernes faglige etik som prostitution.

Centraladministrationens embedsmænd er djøf’ere, og hovedparten af ministrene har i årevis været djøf’ere. Djøf’erne udgør kun 1,5 pct. af befolkningen, men 40 pct. af Folketinget, 62 pct. af partiernes formænd, 100 pct. af dommerne og en god del af pressens ledelse (den fjerde magt).

Vi har altså fået en ny adel.

Adelen er normalt betegnelsen for en befolkningsgruppe med særlige rettigheder af social, økonomisk og politisk karakter, begrundet med afstamning eller militære forpligtelser – men denne er i vor tid erstattet af de særlige rettigheder for generalister med uddannelse i økonomi eller jura (djøf’ere).

Og denne nye djøf-adel er blevet politiseret i sin måde at tænke og handle på, som domineres af økonomi trods snak om andre ’værdier’.

De nylige omfattende fyringer på de fleste af landets sygehuse skyldtes således netop djøf’ernes økonomistyringsmodel, som fra (det djøfiserede) Sundhedsministerium er bestemt til kun at dække 70 pct. af meraktiviteten, men som reduceres af (de djøfiserede) regioner til 50 pct., så sygehuspersonalets varme hænder umuligt kan få finansieret deres øgede produktivitet, som efterspurgtes af det politisk-administrative kompleks (PAK).

De varme hænder forsvinder med fyringssedlerne, mens kolde hænder ansættes i nye økonomiafdelinger, som skal måle, rapportere og dokumentere.

Konsekvenserne er et desillusioneret personale, dårligt arbejdsklima, flugt til privathospitalerne, tidlig pensionering og vanskelig rekruttering til uddannelserne.

Forhenværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har udtalt, at der ikke mangler penge i vores sundhedsvæsen, men varme hænder. De varme hænder, der findes, misbruges imidlertid som kolde hænder i et svimlende bureaukrati.

LÆS OGSÅDet vrimler med nye læger og sygeplejersker

Når yngre læger således tidligere søgte hoveduddannelsesstillinger, var proceduren enkel:

Ansøgninger til den ønskede afdeling, herefter bedømmelse af ansøgerne lokalt og så ansættelse. Så blev proceduren centraliseret af djøf’erne, og der blev oprettet et sekretariat, der stod for det bureaukratiske. Herefter blev der lavet store skemaer, hvor lægens syv roller blev anført og et sindrigt pointsystem udarbejdet.

Vi brugte megen tid på rejser, mail, diskussion, tolkning af lægerollerne i specialet og vurdering af uforudsete kvalifikationer. Vældige referater blev udformet fra møderne.

Det pinlige var, at antallet af uddannelsessøgende ofte var mindre end antallet af stillinger, og at ansøgernes kvalifikationer som regel kun gav flove pointsummer. Nu er det yderligere bureaukratiseret: De syv roller er erstattet af en specialerelevant faglig profil – Rip, Rap, Rup, ligesom os selv.

Ikke alene skal alle medlemmer af ansættelsesudvalget mødes til formøde og ansættelsessamtaler, men alle ansøgere skal også møde op.

Inden for mit speciale skulle 16 medlemmer og en sekretær møde i Odense for at bedømme 10 ansøgere. Otte timer var afsat til det, og vi skulle først hjernevaskes i, hvad vi forventedes at gøre. Ressourcespildet var 26 arbejdsdage.

Findes der evidens for, at det er bedre end tidligere? Nej! Findes der evidens for, at det er dyrere end tidligere? Ja! Formentlig til stor glæde for det djøfiserede, kontrollerede og detailstyrede danske samfunds bureaukrater.

De flittige straffes
Alt er således ved det gamle, når elitens visioner skal sælges til vælgerne, mens PAK – det politisk-administrative kompleks – i praksis misbruger og straffer sundhedspersonalet, som har knoklet for at indfri PAK’s løfter.

I den private sektor belønnes de flittige og dygtige, som producerer mere. I den offentlige sektor straffes de, så det er jo ikke så mærkeligt, at den private sektor er fristende.

Tilliden til PAK er væk og kan næppe genskabes.