Når Dansk Folkeparti konstant beskyldes for at sidde tungt på integrationsspørgsmålet, hvorfor er der så ikke et eneste parti – ud over netop Dansk Folkeparti – at finde på Googles første side, når man søger på ’god integration’?

Hvorfor ligger Cepos tilsvarende godt og politiske partier dårligt, når man googler ’efterlønsreform’? Det korte svar er, at partierne endnu ikke har indset, at der er en ny dagsordensherif i byen, og han hedder Google.

Når partier kæmper om opmærksomhed, siger man også, at de forsøger at ’præge dagsordenen’. Formålet med at præge dagsordenen er, at partierne vil fortælle vælgerne om deres politiske visioner og dermed kapre stemmer. For at nå frem til vælgerne, forsøger partierne at påvirke medierne.

Der er altså to forskellige dagsordener, som politikerne agerer efter: vælgernes og mediernes. Disse har længe regeret egenhændigt som pejlemærke for, hvad politik handler om.

Når valgforskere f.eks. ser tilbage på et valg, er en analyse af vælgernes dagsorden lige så obligatorisk som fotoet af partilederne, der smilende lader stemmesedlen falde i plastikboksen. Når politikerne forbereder sig på en valgkamp, er en analyse af mediernes dagsorden lige så naturlig som indkøb af balloner.

Onlinestrategi og elkedler
Fælles for de to typer af dagsordener er, at de kun kan præges af partierne til en vis udstrækning. Når en politiker udtaler sig til hovedparten af de danske medier, er tiden knap eller spaltepladsen begrænset. Spindoktorer og politiske rådgivere til trods kræver det ofte mere tid end halvandet minut at forklare et nyt skatteudspil.

Og selv om vælgernes dagsorden til dels præges af mediernes, har vælgerne selvsagt en tendens til at gå op i emner, som fylder meget i deres dagligdag. En økonomisk krise bliver først nærværende, når jobbet ryger, og sundhed er kun en varm kartoffel, hvis det lokale sygehus skal lukke.

Virkeligheden, som partierne lever under, er dermed, at medierne ikke levner megen plads til grundighed, og at vælgerne helst skal have noget personligt på spil, før et emne bliver vigtigt. Med andre ord er der adskillige barrierer for, at partiernes budskaber kommer igennem til offentligheden. Eller sådan virker det i hvert fald, som om de danske partier tænker.

Men i Storbritannien har the Tories – Det Konservative Parti – allerede opdaget, hvor tæt man faktisk kan komme på vælgerne ved at omgå de traditionelle kanaler: I hen ved fire år har de nu eksperimenteret med, hvordan synlighed og placering i Googles søgeresultater kan bruges i politisk øjemed.

Ifølge teknologimagasinet Wired følger de britiske konservative f.eks. en tale i Parlamentet og opkøber med det samme ’adwords’, som er Googles reklameprodukt.

I et tilfælde handlede talen f.eks. om ineffektive elkedler og deres påvirkning af miljøet, og mens talen blev holdt, begyndte ansatte på de konservatives webkontor med det samme at opkøbe ord og sætninger, som relaterer sig til elkogere.

På den måde kunne de nemlig imødekomme den strøm af Googlesøgninger på f.eks. elkedler, der ville komme efter talen.

Når internetbrugere vil vide mere om elkogere, er den naturlige refleks at google sig frem til mere viden på området. Ved at bruge søgemaskineoptimering og annoncering kom der et link frem til de konservatives hjemmeside, hver gang en internetbruger søgte på elkedel.

Det gav 10.000 klik til den konservative hjemmeside i det efterfølgende døgn. De satte sig lynhurtigt på onlinedagsordenen, og stillingen blev derfor en hurtig 1-0-føring til the Tories. Arbejderpartiet Labour, som var talens afsender, havde ikke tænkt en onlinestrategi ind i sine planer.

Kraftfuld platform
Hvis man præger, hvilke informationer der ligger øverst i Google, bestemmer man samtidig, hvilken information en ganske stor del af de søgende kommer til at læse. Folk, der søger på nettet, er nemlig tilbøjelige til kun at klikke sig ind på de øverste links, Google foreslår.

Op gennem internettets historie har virksomheder ikke været sene til at indse, at hvis man vil sælge sine produkter online, er en af de vigtigste forudsætninger derfor, at kunderne kan finde frem til butikken og varerne på nettet. Den samme erkendelse bør også vinde indpas blandt de danske partier.

Ved at åbne øjnene for, hvor kraftfuld en platform Googles søgninger kan være, kan partierne komme meget nemmere igennem med deres holdninger og budskaber.

Der er selvfølgelig også et dilemma indlejret i det faktum, at partierne med de mest bugnende budgetter og kommunikationsafdelinger har størst muligheder for at komme til tops i Googles resultater.

Men at gøre informationer på sin hjemmeside synlig i Google er i udgangspunktet gratis. Hvis de danske partier tænkte mere på søgemaskineoptimering og på at gøre sig mere synlige på nettet, ville de således få langt mere ud af deres hjemmesider.

Og vælgerne ville kunne finde frem til de informationer, som er relevante for dem.