Fra Christiansborgs journalister er kritikken klar: Lars Løkke taler udenom. De politiske journalister klager over, at statsministeren enten ikke svarer eller svarer uden at svare. Men hvad er det mere præcist, Løkke gør, når han glider af på journalisternes spørgsmål?

For at finde svar på det spørgsmål har vi analyseret 14 tirsdagspressemøder fra 21. april 2009 til 9. februar 2010. I materialet finder vi både direkte og mere indirekte ’undvigestrategier’ i Løkkes svar.

De direkte undvigelser består i, at Løkke afviser at svare på spørgsmålet med henvisning til, at han ikke var til stede på det møde, har læst den undersøgelse eller har hørt den politiske udmelding, journalisten refererer til, eller at han afventer resultatet af en konkret undersøgelse.

I andre tilfælde kritiserer han spørgsmålets ordlyd eller skyder den politiske journalist skjulte motiver i skoene. Eller også skjuler han det egentlige svar i en længere opregning af sagens fakta.

De direkte undvigelser er relativt nemme for journalisterne at opdage. Langt sværere er det at gennemskue Løkkes indirekte undvigestrategier. Her er der tale om en mere kompleks retorisk manøvre, hvor Løkke faktisk går ind i spørgsmålet, men hvor hans svar er baseret på en omfortolkning af journalistens spørgsmål.

Fællesnævneren for de indirekte undvigelser er Løkkes evne til at forskyde. Vi har identificeret tre tilbagevendende former for forskydning i de 14 pressemøder: tidsforskydning, subjektforskydning og niveauforskydning:

Tidsforskydning
Indebærer, at Løkke ændrer præmissen for journalistens spørgsmål ved at ændre tidsperspektivet.

Det sker ved, at han besvarer kritiske spørgsmål vedrørende sager i fortiden med henvisning til, hvad man gør her og nu; eller ved, at han besvarer spørgsmål om et aktuelt problem ved at opregne, hvad man tidligere har gjort ved problemet, eller hvad man fremover vil gøre.

Et eksempel på en forskydning fra fortid til fremtid finder vi på pressemødet 1. december 2009. Her beder journalisten Løkke om at forholde sig til nationalbankdirektørens kritik af regeringens ’løsslupne’ økonomiske politik mellem 2004 og 2007.

I stedet for at redegøre for regeringens tidligere førte politik fokuserer Løkke imidlertid på de fremtidige økonomiske udfordringer: »Jeg kan bare sige, at det, der ligger mig rigtig meget på sinde, det er, at vi fremadrettet fører en fornuftig økonomisk politik. Og det er så også det, vi gør. Vi fører en meget offensiv økonomisk politik«.

Et eksempel på en forskydning fra fortid til nutid finder vi på pressemødet 20. oktober 2009, hvor et hovedtema var klimatopmødet. På spørgsmålet om, hvorvidt der har været strid mellem de involverede ministerier, indleder Løkke sit svar således:

»Jeg kan jo bare konstatere, at mens andre diskuterer nogle historiske forhold, som jeg i øvrigt ikke præcis kan genkende, men lad nu det være, så er vi andre optaget af i nuet at handle. (…). Vi har møde her senere i dag«.

Ved at forskyde tidsperspektivet snor Løkke sig altså uden om kritikken ved at fokusere på, hvad man har gjort, gør eller vil gøre ved et givent problem.

Subjektforskydning
Er som strategi er baseret på, at Løkke besvarer et spørgsmål, der er henvendt til en bestemt person eller gruppe, ved at tage afsæt i en anden rolle, person eller gruppe.

Et eksempel på dette finder vi på pressemødet 9. februar 2010, hvor journalisten beder Løkke om at forholde sig til, at han handler i uoverensstemmelse med regeringens officielle politik på skoleområdet ved at tage på ferie med sine børn uden for skolernes ferier.

Løkke svarer imidlertid ikke i egenskab af regeringsmedlem eller statsminister, men i egenskab af forælder: »Ja, det er jo en personlig beslutning, som vi som forældre har truffet …«. Ved at svare som forælder – og ikke som statsminister – tager han altså det politiske aspekt ud af sagen.

Subjektforskydningen har altså til formål at ændre, hvem der er i fokus, for derigennem at forskyde eller fralægge sig ansvaret.

Niveauforskydning
Indebærer, at Løkke redefinerer, hvad sagen handler om. Den mest almindelige variant består i, at Løkke besvarer et kritisk spørgsmål i relation til en konkret sag med henvisning til abstrakte, ideologiske motiver.

Et eksempel på en niveauforskydning finder vi på pressemødet 1. december 2009, hvor journalisten beder Løkke om at forholde sig til Rigsrevisionens kritik af, at han som sundhedsminister ødslede 900 millioner kroner væk i forbindelse med udliciteringen til de private hospitaler.

Hertil svarer Løkke bl.a.: »Sagen handler om, at da vi kom til i 2001, der lagde vi et nyt spor ud for dansk sundhedspolitik, hvor vi valgte at sætte patienten først. Vi var trætte af et sundhedssystem, der forskelsbehandlede folk, hvor man, hvis man havde friværdi eller en privat sygeforsikring, så kunne man komme hurtigt i behandling. Havde man ikke det, så kunne man bare stå i kø«.

Ved at besvare journalistens spørgsmål med henvisning til den bagvedliggende værdipolitiske ide med udliciteringen, undlader han altså at forholde sig til kritikken om økonomisk ødselhed.

Det er symptomatisk for niveauforskydningen, at Løkke helt åbent redefinerer, hvad sagen handler om. Også ord som ’substans’, ’tilgang’ eller ’perspektiv’ er som regel indikatorer på, at han er i gang med at forvandle en konkret problematisk sag til et større ideologisk spørgsmål.

Fælles for Lars Løkke Rasmussens indirekte retoriske undvigelser er, at han holder sig til emnet, men ændrer præmissen for spørgsmålet.

Med tidsforskydningen ændrer Løkke præmissen for, hvornår sagen foregår; med subjektforskydningen ændrer han præmissen for, hvem der har ansvaret for sagen; og med niveauforskydningen ændrer han præmissen for, hvad sagen er.

Og det er på den måde, Løkke svarer journalisterne – uden at svare.