»Det er et falsum. Regeringen har ikke givet ufinansierede skattelettelser. Skatteaftalen fra sidste år, ’Forårspakken’, er en fuldt finansieret skatteaftale, hvor vi krone til krone tager lige så meget ind, som vi giver ud«.

Sådan sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Folketingets talerstol under afslutningsdebatten i juni. Spørgsmålet er, om statsministeren har ret: Er det rent faktisk et falsum, at de skattelettelser, som regeringen har givet i løbet af de seneste 10 år, har været ufinansierede?

Skattelettelserne, som er givet siden 2001, indeholder flere elementer: Først og fremmest indførte regeringen tilbage i 2001 det såkaldte skattestop. Siden indførelsen af skattestoppet er der efterfølgende givet skattelettelser i forbindelse med forårspakken i 2004, skattepakken fra 2007 og senest Forårspakke 2.0, der trådte i kraft i januar 2010.

På grund af regeringens genopretningsplan for dansk økonomi, er dele af Forårspakke 2.0 så senere blevet udskudt.

Skattestoppet indeholder en fastfrysning af ejendomsværdiskat, samt at en lang række afgifter på bl.a. øl, vin, alkohol og sodavand bliver fastfrosset i kroner og øre år efter år.

Da skattestoppet i sin tid blev indført, indeholdt modellen ikke nogen reelle finansieringselementer. Argumentet var, at det at holde skatterne i ro ikke koster noget, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen formulerede det.

Dette argument holder imidlertid ikke. For når eksempelvis ejendomsværdiskatten og mange afgifter holdes fast – og derfor ikke følger med prisudviklingen – medfører det, at pengene, der kommer ind i de offentlige kasser fra disse ordninger år for år udhules – og det koster penge.

Faktisk så mange penge, at skattestoppet ifølge Finansministeriets egne tal alene i 2010 koster 18 mia. kr. Det er til sammenligning mere, end hvad hele efterlønsordningen koster om året. Den første konklusion er altså, at skattestoppet ikke alene har været ufinansieret – det har været en særdeles dyr fornøjelse.

Ufinansierede skattelettelser
Forårspakke 1.0 fra 2004 indebar, at grænsen for mellemskat steg og indeholdt samtidig indførelsen af beskæftigelsesfradraget.

Tanken var, at skattepakken skulle finansieres ved en stram udgiftsstyring og øget beskæftigelse. Problemet opstod, fordi finansieringselementerne aldrig kom i hus.

Det lykkedes nemlig ikke regeringen at holde sine udgiftsmål. Derfor kom 2004-skattelettelserne til at efterlade et hul i statskassen.

Dette forsøgte et samlet folketing at råde bod på med det store forlig om velfærdsaftalen fra 2006, hvor hullet i de offentlige finanser blev lukket og den finanspolitiske holdbarhed sikret.

På den måde kan man sige, at skattelettelserne blev finansieret på efterbevilling af bl.a. den gradvise stigning af folkepensions- og efterlønsalderen. Idet velfærdsaftalen først træder i kraft fra 2019, giver reformen imidlertid først penge i kassen fra 2019 og frem.

Dermed kan den anden konklusion trækkes op: Da de elementer, der skulle finansiere forårspakke 1.0, aldrig blev nået, var 2004-skattelettelserne reelt ufinansierede, da de blev givet.

Og der vil i bedste fald kun være tale om en såkaldt råderums-finansiering fra 2019.

2007-skattepakken indebar blandt andet, at mellemskattegrænsen steg og beskæftigelsesfradraget blev øget. Som en del af finansieringen blev en række energiafgifter indekseret med prisudviklingen, hvilket gradvist bidrog med en lille del af finansieringen.

Af samme grund skrev De Økonomiske Vismænd i efteråret 2007 i deres vismandsrapport, at: »Bortset fra et lille finansieringsbidrag fra indekseringen af energiafgifterne er skattelettelserne ikke finansierede«.

En udlægning, som Finansministeriet faktisk erklærede sig enig med vismændene i, da man i konvergensprogrammet fra 2007 skrev, at:

»De nye prioriteringer i skatte- og udgiftspolitikken frem mod 2015 svækker isoleret set finanspolitikkens holdbarhed«. For hvis skattelettelser er finansierede, så svækker de jo ikke den finanspolitiske holdbarhed.

Et svækket finanspolitisk råderum
Det bemærkelsesværdige – og temmelig tragiske – er, at der i velfærdsaftalen fra 2006 stod, at: »Ændringerne i tilbagetrækningssystemet vil sikre finansiering af det danske velfærdssamfund mange årtier frem«.

Finansieringshullet i den offentlige velfærd var med andre ord lukket med velfærdsaftalen, men derefter skabt igen allerede et år efter, da regeringen gav 2007-lettelserne.

Forårspakke 2.0 fra 2009 indebærer bl.a. afskaffelse af mellemskatten, en stigning i topskattegrænsen, indførelse af bundfradrag for positiv kapitalindkomst, nedsættelse af aktieindkomstskat, lavere bundskat samt indførelse af en grøn check og pensionstillæg.

Forårspakke 2.0 er bevidst underfinansieret frem mod 2019. Det betyder selvsagt, at den bidrager til de store offentlige underskud, vi står med i dag. Omvendt er skattelettelserne fuldt finansierede på sigt. Det betyder, at pengene, der i dag er givet ud, bør komme ind igen.

Hvordan skal regningen så betales, kan man spørge? At Forårspakke 1.0 fra 2004 som nævnt blev finansieret på efterbevilling af velfærdsreformen fra 2006, og at Forårspakke 2.0 alene er midlertidigt underfinansieret, efterlader os stadig med en ubetalt regning for skattelettelserne i 2007 samt prisen for forlængelsen af skattestoppet fra 2011 til 2015 – også selvom man indregner de dynamiske effekter af 2009-reformen.

Bl.a. derfor står vi i dag (igen) med et markant hul i de offentlige finanser samt et svækket finanspolitisk råderum på langt sigt.

Regeringens oplæg er, at hullet fra denne ufinansierede skattepolitik skal finansieres af nulvækst og spareplaner. Gennemføres dette, vil man (igen) have efter-finansieret en række skattelettelser med forringelser i den offentlige velfærd.