Ansvarlig. Man kan ikke komme udenom, at det officielle Danmark på særdeles alvorlig vis har svigtet sit ansvar over for de berørte, både moralsk og juridisk, skriver Søren Friis om Forsvarets kendskab til tortur i Irak.
Foto: Niels Christensen (arkiv)

Ansvarlig. Man kan ikke komme udenom, at det officielle Danmark på særdeles alvorlig vis har svigtet sit ansvar over for de berørte, både moralsk og juridisk, skriver Søren Friis om Forsvarets kendskab til tortur i Irak.

Kampzonen

Vi mangler et opgør med torturarven fra Irak

Stadig vil ingen stå til ansvar for den danske torturpassivitet i Irak.

Kampzonen

Anders Kærgaard har fået afvist at anke sin bødedom til Højesteret. Dermed er sagen om dansk medansvar for fangemishandling i Irak indtil videre lagt død.

Uden egentlig efterforskning og uden dom til andre end manden, der fortalte offentligheden om overgreb mod irakerne.

Sidste år offentliggjorde den tidligere efterretningsofficer en hidtil hemmeligholdt video optaget 25. november 2004 under den danskledede Operation Green Desert i byen Az-Zubayr syd for Basra i Irak. Videoen viser irakiske fanger blive sparket og slået, mens danske soldater ser på.

Forsvarets Auditørkorps indledte derefter en efterforskning. Det blev dog hurtigt tydeligt, at korpset kun havde til hensigt gå efter Kærgaard, det centrale vidne i sagen.

I april 2013 blev Kærgaard idømt bøder på i alt 13.000 kr. og i et såkaldt kæresvarskrift anbefalede auditør Kristian Kirk Petersen derefter ligefrem, at dommen til det genstridige vidne skulle skærpes til en fængselsstraf.

LÆS MERE

Men hvad handler sagen om de irakiske fanger egentlig om? Den handler om et vedvarende svigt i den danske forsvarstop, som også strækker sig langt ind i regeringen. Et svigt, som næste år fylder rundt.

Green Desert resulterede i, at 36 irakere blev anholdt af danskerne og udleveret til irakiske styrker. Ingen af de anholdte blev sigtet for nogen forbrydelse, men et flertal blev efter egne udsagn udsat for mishandling og tortur, hvilket senere er blevet sandsynliggjort af en dansk retsmedicinsk undersøgelse.

I alt 23 af de anholdte har siden 2011 besluttet at søge en symbolsk erstatning fra den danske stat.

Da beskyldningerne om overgreb nåede de danske medier i ugerne efter operation, afviste både statsminister Anders Fogh Rasmussen og forsvarsminister Søren Gade blankt.

Statsministeren betegnede beskyldningerne som 'irakiske løgnehistorier', og ingen undersøgelse blev igangsat. Operationen var forløbet uden problemer, endda over forventning, havde den danske bataljonsledelse rapporteret hjem.

Sagen handler om et vedvarende svigt i den danske forsvarstop, som også strækker sig langt ind i regeringen

Men ifølge Kærgaard var det i 2004 almen viden, at hvis man udleverede sunnier til shi’itter eller omvendt – de anholdte var sunnier eller tilhørte sufi-ordenen, regeringens styrker/militser var shi’itter – førte det ofte til vold og tortur.

Som den ansvarlige efterretningsofficer havde han med denne viden i baghovedet stillet alvorlige spørgsmålstegn ved værdien af de oplysninger, der lå til grund for operation. Men indvendingerne blev overhørt af den danske bataljonschef, John Dalby.

Kærgaard stod bestemt ikke alene med denne opfattelse. En Røde Kors-rapport havde allerede i februar 2004 kortlagt den omfattende og ofte dødelige fangemishandling, som fandt sted blandt andet i det danske operationsområde med al-Jamiyat-politistationen i Basra som eksempel.

Torben Gettermann, Danmarks ambassadør i Irak under Green Desert, har sidenhen bekræftet, at han uden omsvøb havde advaret Udenrigsministeriet om den irakiske fangemishandling. Ifølge Christian Oldenburg, Gettermanns afløser, var det bredt kendt, at fanger regelmæssigt blev mishandlet ikke kun i de irakiske fængsler, men også i amerikanske fangelejre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter et stort gravearbejde udført af Dagbladet Information begyndte kendskabet til tortur efter danske operationer i Irak for alvor at komme frem i lyset i 2010.

Det blev nu tydeligt, at der havde været tale om en bevidst mørklægningskampagne, som blandt andet var kommet til udtryk i Søren Gades groft misvisende svar på §20-spørgsmål om dansk fangepolitik og kendskab til mishandlinger.

Intet tyder på, at forsvarsledelsen eller den danske regering i perioden 2004-2007 fandt lejlighed til at revurdere den danske fangepraksis i lyset af kendskabet til tortur.

Ingen i den danske bataljonsledelse i Irak eller forsvarets topledelse er blevet stillet til ansvar for deres passivitet over for de irakiske mishandlinger, strafferetligt eller på anden vis.

I stedet er alle kræfter blevet sat ind på mørklægning og ansvarsforflygtigelse. Senest ved den grinagtige ikke-undersøgelse af Green Desert-videoen og forsøgene på at blokere de irakiske fangers adgang til en dansk retssal.

Det er givetvis ikke videre spændende for hundredesyttende gang at læse om regeringens svigt i forhold til de danske missioner i Irak eller Afghanistan. Heller ikke at skrive om emnet, for at være ærlig. Det meste er sagt før, også her på Politikens sider.

Hele forløbet om Green Desert og de mishandlede fanger vidner om en uhørt magtarrogance

Men man kan desværre ikke komme udenom, at det officielle Danmark på særdeles alvorlig vis har svigtet sit ansvar over for de berørte, både moralsk og juridisk, og endnu ikke har gjort det mindste for at rette op. Det gælder både den foregående og den nuværende regering, som stadig forsøger at forhindre en reel undersøgelse af de irakiske fangemishandlinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Kærgaard- og Grevil-sagerne har regeringen og forsvaret valgt at slå hårdt ned på danske soldater, som har afsløret magtmisbrug og beviselige usandheder i stedet for at anerkende egne (systematiske) fejltagelser og behandle de berørte med blot et mindstemål af respekt.

Hele forløbet om Green Desert og de mishandlede fanger, som bevidst blev ladt i stikken, vidner ligeledes om en uhørt magtarrogance hos det danske forsvars øverste ledelse; ikke mindst den politiske. Det tegner mildest talt ikke godt for fremtidige militæroperationer.

Den nyudnævnte forsvarsminister Nicolai Wammen må rent ud sagt lette bagdelen, hvis han ikke vil være minister nummer fire i rækken – efter Søren Gade, Gitte Lillelund Bech og Nick Hækkerup – som får et stempel i historiebøgerne med ordlyden: »Kendte til tortur, men gjorde intet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce