kampzonen. Trine Pertou Mach, Leila Stockmarr og Søren Friis vil på skift levere indlæg til Kampzonen. Nedenfor følger trioens hensigtserklæring.
Foto: Rune Pedersen

kampzonen. Trine Pertou Mach, Leila Stockmarr og Søren Friis vil på skift levere indlæg til Kampzonen. Nedenfor følger trioens hensigtserklæring.

Kampzonen

Velkommen til Kampzonen

Tre skarpe debattører vil bidrage med reflekterende udenrigsdækning og -analyse.

Kampzonen

Kampzonen er Politikens nye faste blog om udenrigs- og international politik set fra Danmark – og om Danmark set udefra.

Her vil vi sætte den danske respons på globale udfordringer og konflikter under lup, men også hæve blikket og behandle centrale spørgsmål om globale uligheder og om spændingen mellem værdiudbredelse og realpolitik i den internationale politik.

Hvorfor er der behov for et kritisk fokus på udenrigspolitikken?

Både det globale politiske landskab og mediebilledet i disse år er i forandring. Dette har selvfølgelig også store konsekvenser for den hjemlige politik.

Nye aktører vinder indpas og nye konflikttyper præger dagsordenerne nationalt og internationalt.

Vestens relative tilbagegang og de store udviklingsøkonomiers fremvækst, er allerede et fast element i enhver analyse af det forandrede politiske verdenskort, måske endda en kliché.

Samtidig står vi overfor en række blodige konflikter, der i højere grad involverer ikke-statslige aktører.

De viger ikke fra at søge realpolitiske interesser men opererer i foranderlige alliancer og er med til at tegne en kompleks mosaik i mødet med statens autoritet og internationale institutioners normer og procedurer.

Men hvad betyder det konkret for udenrigspolitikken, og hvad betyder det for de globale skillelinjer, som har været udslagsgivende for fordeling af magt og ressourcer?

Også på en række andre fronter er billedet i høj grad usikkert og foranderligt. Verdens brændpunkter og den internationale respons indgår i en (magt)orden, som sjældent anerkendes og behandles direkte.

Ikke mindst i Nordafrika og Mellemøsten har en bølge af oprør og kontraoprør bidraget til at belyse de blinde pletter på mediernes gamle verdenskort.

Der er blevet sat spot på en verden fjernt fra de mørke politiske korridorer i stormagternes regeringsbygninger, som er præget af lokalt forankrede krav om frihed og forandring.

Samtidig har nye blinde pletter, ukritisk hyldest af de social mediers demokratiserende effekt og en overvurdering af middelklassernes mobiliseringskraft, fundet sin vej frem til fronten i mediedækningen.

En tilgang, der må behandles varsomt for at imødekomme opbrud såvel som kontinuitet i dominanspolitikken og de sociale bevægelsers råderum.

For kynikerne har en ’islamistisk vinter’ understreget rigtigheden af en realpolitisk tradition, hvor politisk undertrykkelse er blevet accepteret og aktivt støttet som prisen for regional ’stabilitet’, begrænset udvandring, inddæmning af radikale bevægelser og et fordelagtigt økonomisk klima.

Andre har nærmere set en demokratiseringsbølge, hvor stærke græsrodsbevægelser har tilladt befolkningerne at afsætte diktatorer og kræve deres ret til politisk medindflydelse – men ikke uden enorme vanskeligheder.

Det står klart, at den danske og vestlige udenrigs- og sikkerhedspolitik har brug for et kritisk eftersyn efter mere end ti års terrorkrig med dansk bidrag til krigsførelse i lande som Afghanistan, Irak, Somalia, Libyen og Mali.

For nylig kom de danske politikeres tiltro til den militære ’aktivisme’ igen i skarpt fokus, da et bredt flertal blandt de danske partier erklærede, at Danmark efter udtrækningen fra Afghanistan hurtigst muligt var klar til at deltage i nye militære operationer i ubestemte lande.

En slags blankocheck til krig, med andre ord.

Regeringen synes i lammet særligt i forhold til Egypten, Syrien og Israel/Palæstina konflikten.

En lammelse, der ofte kanaliseres ud i symbolpolitiske træk eller tilpasning til Washington og Bruxelles’ positioner.

Globale magtrealiteter og forandringer glemmes og overfladiggøres i et tilstoppet debatklima, hvor man stadig kan få et fejlagtigt indtryk af udenrigspolitikken som ét stort tagselvbord, hvor vi danskere selv fastsætter menuen.

Flere har den seneste tid bemærket, at der i tidsånden findes en form for krigspositivitet, som ikke mindst har ramt de danske politikere:

Danmark skal ifølge de folkevalgte helst deltage i militære operationer hele tiden. Således bliver andre løsningsmodeller end den rent militære konsekvent skubbet i baggrunden.

Diplomati, mægling, forhandling og humanitær aktivisme er ikke længere værktøjer, der ligger først for i skuffen.

I fraværet af et selvkritisk efterspil på nullernes krigsførelse er vi således nået til et punkt, hvor krig er blevet et bredt accepteret onde – eller måske et gode.

Den såkaldte 'værdidebat' har også smittet af på udenrigspolitikken.

Ét resultat er, at man ofte glemmer at spørge til de interesser og præmisser, som ligger til grund for politisk motiverede interventioner og beslutninger som f.eks. udpegelsen af såkaldte skrøbelige og fejlslagne stater.

Det overvejes sjældent, om målene stemmer overens med midlerne. Og hvad er målene med udenrigspolitikken egentlig?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er det at udbrede universelle liberale værdier såsom demokrati, frihed og menneskerettigheder globalt?

Eller er hovedmålet at varetage danske interesser og måske vinde prestige på den anden side af Atlanten?

Hvor der tidligere var konsensus om at holde fanen højt for fremme af den internationale retsorden, er der sket et voldsomt skred og en ’aktivistisk’ udenrigspolitik er i dag pejlemærket.

Det kan give blinde vinkler for både politikere og medier i forhold til, hvad den herskende fordeling af magt, indflydelse og adgang til ressourcer betyder for værdier og mål om retfærdig fordeling, menneskerettigheder og fred?

Anerkendelse af de styrende interesser glimrer ofte ved deres fravær i den udenrigspolitiske debat.

Et kontinuitetsperspektiv, der også fokuserer på langsigtede politiske interesser, kan for eksempel - som Kampzonen løbende vil gøre det - tilføre ny ilt til diskussionen ved at inddrage relevante underlæggende præmisser for en given hændelse:

Kampen om naturressourcer, militær-industrielle relationers betydning, det internationale finansielle systems kontrol eller vores bistandspolitiks politiserende effekt over længere tid.

Mens Kampzonens udgangspunkt er udenrigspolitik, er det også væsentligt at afdække lokale forhold, som sjældent når mediernes søgelys for at forstå den virkelighed, der møder danske offensiver, udgør politikkens effekter og ikke mindst tegner hverdagen for mennesker, der lever et liv under konflikt og stor usikkerhed.

På den anden side finder en demokratisering af journalistikken sted.

De traditionelle medier har ikke længere eneret på historien om, hvad der bevæger sig i konfliktzonen fjernt fra seeren og læseren.

Nye onlinemedier har indført nye spilleregler og forhindret de vestlige regeringer i enerådigt at kontrollere mediefortællingen om krigsførelsen.

Ligesom overvågning og spionage kan diplomatiet og dets skyggesider ikke længere finde sted bag låste døre.

Sandheden kan ikke længere – som under den kolde krig og helt frem til terrorkrigens tidlige fase – holdes på køl efter behov.

Også i Danmark er en ny gør-det-selv-tilgang begyndt at præge udenrigsdækningen.

Stærke specialiserede onlinemedier med navne som Afrika 360, Korrespondenterne, Magasinet Europa og Magasinet rØst – for blot at nævne enkelte eksempler – er i de seneste år sprunget frem.

De økonomiske midler er ofte meget begrænsede, men onlinemagasiner og blogs bidrager langsomt men sikkert til tiltrængt udvidelse af det danske mediebillede, ikke mindst gennem deres globale orientering. Dermed leverer de både et modspil og et supplement til den traditionelle journalistik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er på tide, at de nye specialmediers analytiske og undersøgende tilgang også finder vej til de store medier.

Der er mange spørgsmål, men svarene står mindre klart. Der er kort sagt behov for en stadig stærkere og mere reflekterende udenrigsdækning og -analyse.

Kampzonen er tænkt som vores beskedne bidrag, hvor vi på skift vil levere analyser og kommentarer til aktuelle emner såvel som større linjer og spørgsmål.

Velkommen til og deltag gerne i debatten!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Live: Støjberg i samråd om ulovlig instruks

    Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklarer sig nu på det andet samråd i sagen om ulovlig tvangsadskillelse af alle mindreårige fra deres samlevere på danske asylcentre i februar 2016.

    Se om Inger Støjberg holder fast i, at der er blevet administreret korrekt eller om hun igen ændrer forklaring og kommer med nye indrømmelser i sagen, som du kan blive klogere på i denne guide.

    Hvad bliver årets sommerhit?

    Justin Bieber koncert  i Aarhus juni 2017
    Politikens Poptillæg:

    Hvilken sang kommer vi alle sammen til at få på hjernen denne sommer? Og hvilken sang kommer til at dominere højtaleranlæggene på Roskilde Festival og de trådløse højtalere på sommerhusterrassen? Politikens Poptillæg mindes de solbeskinnede klassikere og irriterende ørehængere og kommer med et bud på, hvordan denne sommer kommer til at lyde.

Annonce