diplomati. Det er yderst risikabelt at tilsidesætte den skrøbelige internationale retsorden på basis af nogle håbløst fejlagtige antagelser om, hvad Sikkerhedsrådets mangler egentlig består af, skriver Søren Friis.
Foto: Craig Ruttle/AP

diplomati. Det er yderst risikabelt at tilsidesætte den skrøbelige internationale retsorden på basis af nogle håbløst fejlagtige antagelser om, hvad Sikkerhedsrådets mangler egentlig består af, skriver Søren Friis.

Kampzonen

FN er mere end den evige syndebuk

Kunne man forestile sig, at FN ikke bare skulle bruges til krig, men også til egentligt diplomati?

Kampzonen

»FN danner stadig den bedste ramme om et globalt samarbejde«, lød det søndag i Politikens leder, skrevet af Bo Lidegaard.

LIDEGAARD

Året 2013 tegner til et comeback for FN, vurderede Michael Jarlner i et debatindlæg dagen forinden.

Dette års FN-generalforsamling i New York har »markeret et FN, der i den grad er tilbage i rollen som central global aktør«, skriver Jarlner.

JARLNER

Men hvad vil det sige? Hvad menes der overhovedet med FN?

De Forenede Nationer består af seks hovedorganer og en lang række underorganisationer, som arbejder med større eller mindre selvstændighed.

FN’s generalsekretariat, som blandt andet har ansvar for samtlige af FN’s fredsbevarende operationer og for det verdensomspændende humanitære arbejde, har et årligt grundbudget på cirka 5 mia. dollar.

Det samme har f.eks. FN’s program for global udvikling, UNDP. Til sammenligning er 5 mia. dollar nogenlunde lig med totredjedele af det danske forsvarsbudget 2012-13. Beløbet er også noget mindre, end hvad Sverige årligt bruger på udviklingsbistand.

Alligevel er de flestes forventninger en del højere til 'FN', når globale kriser og konflikter skal løses, end til det danske forsvar eller de svenske frivillige.

Skuffelsen indtræffer således prompte, når forventningerne svigtes.

Også i Politikens behandling af krigen i Syrien – før idéen om ’FN-forhandlinger’ igen kom på mode blandt politikerne – var FN den store skurk:

FN har svigtet, FN har set passivt til, FN har tilladt folkemord.

Her betyder FN ét organ, nemlig FN’s sikkerhedsråd.

Til tider anerkendes det, at Sikkerhedsrådet består af forskellige medlemslande, men så rykker beskyldninger blot en tak videre: Rusland har svigtet, Rusland har set passivt til, Rusland har tilladt folkemord.

På den danske højrefløj har det længe været gangbar mønt at erklære FN for død og begravet, når Sikkerhedsrådets medlemmer ikke ville vedtage den seneste militære intervention, som høgene ønskede sig.

For 11 år siden erklærede både George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen fra talerstolen i New York, at FN måtte »leve op til sit ansvar«, når det gjaldt om at afvæbne Irak, or else

Efter Sikkerhedsrådets afvisning af et angreb på Irak havde de danske kommentatorer ét hovedspørgsmål: »Har FN udspillet sin rolle?«. Det spørgsmål er de fortsat med at stille frem til i dag.

De danske socialdemokrater endte ad en omvej med at bakke op om Irak-missionen.

Altså et regelsæt for brud på FN’s regler, baseret på FN’s principper. Er I stadig med derude?

Tre år senere kunne man i partiets udenrigspolitiske udspil fra 2006 læse, at partiet nu mente, at internationale militære operationer »som udgangspunkt« krævede godkendelse af FN’s Sikkerhedsråd:

»Men hvis en godkendelse blokeres på grund af enkeltlandes særinteresser, bør vi ikke holde os tilbage for at deltage i en koalition af frivillige lande med autorisation fra et forum af demokratiske stater som eksempelvis NATO«, lød det i udspillet (Menneskets verden, s. 15).

Socialdemokraterne mente nu ligesom de borgerlige, at NATO som et »forum af demokratiske stater« nærmest kunne være ligeså godt som FN, måske endda bedre.

Paradoksalt hævdede den nye socialdemokratiske ’doktrin’ ellers at ville styrke FN som forankring for den internationale retsorden. Men havde man sagt A i Kosovo og Irak, måtte man således også sige B i fremtiden, syntes tankegangen at være.

Under optakten til bombningen af Libyen i 2011 stod det klart, at idéen om FN som ' nice but not necessary' nu også havde indfundet sig i SF i skikkelse af udenrigsminister Villy Søvndal.

I søndagens Politiken blev cirklen fuldendt på absurd vis.

Her foreslog Søvndal i et interview at indføre et sæt regler, der skal regulere, hvornår internationale militære indgreb kan finde sted uden et mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Dvs. regler for, hvornår det er i orden at bryde reglerne.

»Man kunne godt arbejde med et sæt kriterier, der udelukker, at nogle bestemte lande benytter et indgreb til snæver interessevaretagelse«, sagde udenrigsministeren, som mener, at reglerne for regelbrud skal være knyttet til FN’s Responbility to Protect-princip.

Altså et regelsæt for brud på FN’s regler, baseret på FN’s principper. Er I stadig med derude?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ARTIKEL

Læg mærke til, hvordan udtalelsen spejler det socialdemokratiske udspil fra 2006.

De taler begge om at undgå henholdvis »snæver interessevaretagelse« og »enkeltlandes særinteresser«, når det gælder om at nå til enighed om militære interventioner, som her er et gennemgående og tilsyneladende ufravigeligt mål på trods af deres generelt elendige track-record.

I 2006 var det antagelsen, at den internationale retsorden var reglen, som for de vestlige magters vedkommende kunne kræve undtagelser, når 'de andre' stod i vejen med deres 'særinteresser' (de vestlige lande er som bekendt upartiske iagttagere i f.eks. Afrika og Mellemøsten).

I dag er antagelsen, at regelbrud er reglen. Derfor må det reguleres. Ellers kunne de andre jo også finde på at bryde reglerne.

Faktum angående Sikkerhedsrådet er, at USA’s brug af vetoretten har været langt den største formelle hindring for at opnå enighed i en lang række tilfælde.

En optælling viser, at USA siden 1986 har smidt vetokortet 37 gange, efterfulgt af Rusland/Sovjetunionen og Storbritannien, som begge har brugt deres vetoret otte gange.

LÆSThe power of the veto ( eksternt link)

Sikkerhedsrådets mangler er åbenlyse.

Men det er yderst risikabelt at tilsidesætte den skrøbelige internationale retsorden på basis af nogle håbløst fejlagtige antagelser om

  1. hvad og hvem der egentlig forhindrer rådet at arbejde effektivt, og
  2. hvad rådet med fordel kunne bidrage med, hvis det fungerede – ikke kun ja-stemmer til militære angreb, men egentligt multilateralt diplomati.

Det samme gælder for FN som helhed.

»Hvad skal vi overhovedet bruge FN til?«, vil interventionisterne igen spørge, når den næste konflikt står for døren.

Vi kan sagtens stille høje krav til FN som verdensorganisation. Langt højere end, at FN er 'den eneste – og dermed også den bedste' ramme om globalt samarbejde, for at bruge Lidegaards ord.

Samtidig må vi også anerkende, hvad FN er (blandt andet et fora for særinteresser, også vore egne) og ikke er (en samlet global aktør).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

FN er også andet og langt mere end Sikkerhedsrådet.

FN rummer også kampe for rettigheder, udvikling, miljø og helbred – med deres egne mangler og paradokser – som er forvist til snævre nichemedier og overses af dagblade og tv-nyheder.

Og FN repræsenterer den internationale retsorden, som politikerne vil hælde ud med badevandet.

Næste gang bliver 'FN' igen prygelknabe. »Hvad skal vi overhovedet bruge FN til?«, vil interventionisterne igen spørge, når den næste konflikt står for døren.

Og her må nogen gøre udenrigspolitikerne den tjeneste at påpege, at de selv er de globale aktører. De har et ansvar – også i fredstid.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce