Sikkerhed: Danske soldater fra den danske base Camp Price på vej på mission i byen Gereshk, Afghanistan.
Foto: PETER HOVE OLESEN (arkiv)

Sikkerhed: Danske soldater fra den danske base Camp Price på vej på mission i byen Gereshk, Afghanistan.

Kampzonen

Skabte vi sikkerhed og udvikling i Afghanistan?

Spørgsmålet er, om offentligheden herhjemme ikke hele vejen igennem er blevet præsenteret for et skønmaleri.

Kampzonen

Politiken kunne 2. januar fortælle, at det vigtigste danske udviklingsprojekt i området omkring byen Gereshk i Helmand-provinsen er blevet udskudt på ubestemt tid.

Sikkerhedsrisikoen er nemlig så stor, at ingen vil påtage sig arbejdet med at renovere byens vandkraftværk og dermed skaffe strøm til områdets indbyggere, som også kræves for at opretholde et fungerende marked i byen.

Den første sætning i artiklen om fiaskoen er interessant: »Danmarks forsøg på at skabe udvikling og sikkerhed ved Gereshk i Afghanistans Helmandprovins, hvor 38 danske soldater er blevet dræbt, er stødt på voldsomme problemer«.

Sætningen afspejler en officiel (tvær)politisk linje om, at kombinationen mellem sikkerhed og udvikling (oftest i den rækkefølge) er og har været en dansk hovedmålsætning i Helmand.

Efter et besøg i Helmand med Udenrigspolitisk Nævn skrev Jeppe Kofod (S) i november 2012 følgende: »Det er en imponerende indsats danske styrker og andre udsendte gør for at skabe sikkerhed og udvikling i Helmand, og vi kan i det hele taget være stolte af den danske indsats i hele Afghanistan ... Man mærker klart, at Afghanistan er på rette vej både med udvikling og sikkerhed«.

Grupper af mænd med våben har historisk svært ved at komme overens med andre grupper af mænd med våben.

Der er massevis af eksempler på lignende udmeldinger. »Tidligere mente jeg, at sikkerheds- og udviklingspolitik overhovedet ikke må blandes sammen. Jeg mener det stik modsatte i dag«, sagde udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i et interview i Ræson, netop med henvisning til Afghanistan. Nu kan man altså igen læse, at resultatet af koblingen 'ligner en fiasko'.

I en stærk kronik fra januar 2012 stillede journalist og dokumentarist Nagieb Khaja alvorlige spørgsmålstegn ved det billede af situationen i Afghanistan, som Christian Friis Bach bidrog til at tegne:

»Det optimistiske billede, [Friis Bach] tegner, er desværre i de fleste tilfælde forkert. For eksempel beskriver han politiet som en institution, der i stadig højere grad nyder befolkningens tillid. Sandheden er en helt anden. Ifølge mine kilder blandt både afghanske journalister og almindelige civile opfattes det lokale politi i de fleste afghanske provinser på lige fod med kriminelle bander, hvis ærinde i første omgang er at berige sig selv og de lokale politichefer, der, som de uskrevne regler i dagens Afghanistan foreskriver, har købt sig til stillingen«.

LÆS KRONIK

De adskillige rapporter om det afghanske politis deltagelse i våben- og narkohandel – og politiets eget forbrug af f.eks. opium og mindreårige prostituerede eller sexslaver M/K – bestyrker det skræmmende indtryk.

Snarere end at bevæbne politi og 'sikkerhedsstyrker', burde det derfor (om noget) have været en større prioritet at bemyndige den enkelte afghaner og styrke det enkelte lokalsamfund socialt og økonomisk.

Spørgsmålet er, om offentligheden herhjemme ikke hele vejen igennem er blevet præsenteret for et skønmaleri. Et skønmaleri, som delvist skyldes en forsimplet politisk analyse af, hvordan begreber som sikkerhed og udvikling hænger sammen og hvordan de faktisk er kommet til udtryk i demokratilaboratoriet Afghanistan.

En bevæbnet nabo, som har et godt øje til din ejendom, din mark eller endda dit barn, får dig næppe til at juble af lykke over forbedringen i din personlige sikkerhedssituation.

'Ingen udvikling uden sikkerhed', er siden 2004-05 blevet den fremherskende danske og internationale tolkning af sammenhængen mellem de to begreber.

Og da soldater og politistyrker er lig med sikkerhed, må flere af dem være lig med mere sikkerhed. Altså måtte der blive mere sikkerhed, og i sidste ende mere udvikling, jo flere tropper vi sendte og jo flere afghanere vi trænede og bevæbnede.

Sådan fungerede det bare ikke. Grupper af mænd med våben har historisk svært ved at komme overens med andre grupper af mænd med våben.

For ubevæbnede kvinder, børn og mænd er flere mænd med bedre våben heller ikke nogen automatisk lotterigevinst: En bevæbnet nabo, som har et godt øje til din ejendom, din mark eller endda dit barn, får dig næppe til at juble af lykke over forbedringen i din personlige sikkerhedssituation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad betød det egentlig, når man i koalitionslandene talte om 'sikkerhed'? Var det vores egen sikkerhed eller afghanernes? Svaret er vanskeligt, ikke mindst fordi de vestlige politikere har ophøjet signalforvirringen om Afghanistan til en kunstform.

LÆS DEBATINDLÆG

En tysk forsvarsminister, Peter Struck, mente meget sigende, at de tyske soldater var i Afghanistan for at 'forsvare Tyskland ved Hindu Kush'.

Ifølge mange danske politikere på begge fløje var målet at undgå bomber på Nørreport eller Hovedbanegården. For et år siden sagde forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i P1 Debat: »Vi har ikke været i Afghanistan for at opbygge demokrati eller skolevæsen eller sundhedsvæsen... Vi har været der for at bekæmpe terrorister, sådan at der ikke bliver uddannet terrorister, sådan at der ikke bliver sprængt bomber i Danmark«.

Udviklingsminister Søren Pind (V) var i december 2010 enig: »Danmark er først og fremmest i Afghanistan for at fremme sikkerhed for os alle og forhindre, at landet igen bliver til et fristed for terrorister«.

For mange af de ansvarlige politikere er demokrati, rettigheder og social-økonomisk udvikling altså blevet betragtet som instrumentelle mål for indsatsen, men ikke nøglemål i sig selv.

Deri finder man måske en del af forklaringen på fiaskoen. Snakken om 'samtænkning' og 'civil-militært samarbejde' fra politisk hold har alt for ofte været funderet i en forenklet analyse om årsagssammenhængene mellem sikkerhed og udvikling - og af irrelevante men sejlivede idéer om koblingen til dansk egeninteresse.

Måske var det simpelthen lettest at spise offentligheden af med forenklinger, mens beslutningstagerne og embedsmændene i kulisserne havde styr på, hvor og hvordan snittet faktisk skulle lægges?

Måske var det simpelthen lettest at spise offentligheden af med forenklinger, mens beslutningstagerne og embedsmændene i kulisserne havde styr på, hvor og hvordan snittet faktisk skulle lægges? Det kunne nok være en alternativ forklaring. Hvis man altså så bort fra resultatet.

Det ærgerlige er, at 'sikkerhedssituationen' ukritisk er blevet accepteret som målsætning i Afghanistan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Både den faktiske sikkerhed og deciderede udviklingsprojekter som vandkraftværket ved Gereshk har lidt som følge. Ikke på grund af manglende dygtighed og engagement hos de mennesker, som har investeret blod, sved og ekspertise i projekterne, men pga. en manglende politisk og systemisk forståelse for at navigere i det enormt komplekse felt mellem sikkerhedsmålsætninger og social-økonomisk udvikling.

De politiske prioriteringer har uvurderlig betydning, ikke mindst i situationer som Afghanistan, hvor et utal af forskellige bolde har været i luften.

Men i stedet for at prioritere er de to kernemålsætninger - sikkerhed og udvikling - blevet grundigt sammenblandede. Begge har lidt som følge af forvirringen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Kandidaternes popularitet

Annonce