Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Kampzonen

Selvbestemmelse kan ikke foregå med geværløb i ryggen

At et flertal på Krim taler russisk giver ikke Rusland hals- og håndsret over befolkningen på Krim.

Kampzonen

Gælder selvbestemmelsesretten ikke på Krim? Sådan spørger Kasper Lippert-Rasmussen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, i kølvandet på afstemningen søndag, hvor et enormt flertal stemte for at tilslutte sig Rusland.

LÆS DEBAT

Sagen burde ifølge forfatteren være klar ’ud fra det moralske princip om folkenes selvbestemmelsesret, dvs. at et folk har ret til at bestemme egne anliggender, herunder om de vil være en del af en større politisk enhed.’

Kasper Lippert-Rasmussen (KLR) mener dog samtidig, at en anerkendelse af valgresultatet på Krim vil belønne militær aggression fra russisk side. Alligevel konkluderer han til sidst, at det ’virker opportunistisk, når princippet om folkenes selvbestemmelsesret nedtones, fordi det nu er en aggressor, der henviser til det’.

Det er en særlig svær disciplin at skrive modsvar på artikler og indlæg, der frit jonglerer med idéer om juridiske rettigheder og deres ’moralske’ tilsvarende. Men her vil jeg alligevel gøre et forsøg.

Jo, retten til selvbestemmelse gælder naturligvis også for Krims befolkning – selvom det er yderst risikabelt at betegne denne som ’et folk’ (58 procent russiske, 24 procent ukrainske, 12 procent tatarer, ifølge én optælling). Nej, retten til selvbestemmelse kan ikke håndhæves gennem militære trusler eller angreb mod suveræne lande. Det er netop pointen.

LÆS DEBAT

KLR skriver, at Krims hidtidige status som del af Ukraine ikke ’afspejler respekt for folkenes selvbestemmelse.’ Indtil 1950’erne var halvøen nemlig en del af den russiske sovjetrepublik og inden da en del af det russiske tsardømme, bemærker KLR, som desuden anfører, at befolkningsflertallet dengang som i dag er russere. I det sidste tager han fejl. Flertallet på Krim var indtil søndag utvetydigt ukrainske borgere i juridisk forstand, bosat i en ukrainsk region med en grad en selvbestemmelse, uanset sprog eller etnicitet.

Hvis alle blot ville respektere retten til selvbestemmelse, ville der slet ikke være nogen grund til militær konfrontation, mener KLP. Det er en spændende tanke. Men nu forholder det sig imidlertid således, at Rusland faktisk indledte en militær konfrontation omkring spørgsmålet om Krims status.

Hvad har folkeretten at sige om spørgsmålet? FN’s Charter fremhæver i artikel 1 ’princippet om lige rettigheder og folkenes selvbestemmelse’. Der er intet hierarki indbygget: Folkenes selvbestemmelse trumfer ikke princippet om lige rettigheder.

For mindretallene på Krim, som søndag havde valget mellem at stemme for enten hel eller delvis russisk annektering med pro-russiske geværløb i ryggen – eller at blive hjemme – var det yderst tvivlsomt, om princippet om de lige rettigheder kom til udtryk ifm. afstemningen, som officielt resulterede i en pro-russisk sejr på over 96 procent.

Netop det med trusler om vold og magt har FN’s Charter også noget at sige om. I artikel 2 betinges principperne i artikel 1 nemlig af, at medlemsstaterne handler i overensstemmelse med en række yderligere principper: At stridigheder løses på en måde, hvor freden imellem stater ikke trues (stk. 3) og at alle medlemslande afstår fra trusler eller brug af magt som søger at svække andre staters territorielle suverænitet eller politiske uafhængighed (stk. 4).

Har Rusland i sin annektering af Krim levet op til disse principper? Svaret er nej. At et flertal på Krim taler russisk og ’etnisk’ (hvad end det vil sige) identificeres som russere, giver ikke Rusland hals- og håndsret over befolkningen på Krim. I FN’s Charter er ’folkene’ en noget vag og omdiskuteret størrelse, men det står imidlertid soleklart, at disse ikke defineres gennem deres etniske eller historiske tilhørsforhold til bestemte (nabo)stater. Nej, de defineres nærmere gennem netop princippet om selvbestemmelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS DEBAT

Det er relevant at bemærke, at Rusland dagen før afstemningen på Krim nedlagde veto mod en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der havde til formål at bekræfte Ukraines suverænitet og opfordre til en politisk løsning på konflikten. Resolutionen havde modtaget støtte fra 13 af rådets 15 medlemmer (Kina udeblev fra mødet).

Postulater om forskellige regioners etniske, kulturelle eller historiske tilhørsforhold til dit eller dat (et lokalt befolkningsflertal er jo uvægerligt resultatet af tidligere erobringer eller folkevandringer) retfærdiggør således ikke en påkaldelse af ’selvbestemmelsesretten’ uden blik for de faktiske principper, denne ret er knyttet til.

På Krim er situationen, at et flertal defineret udefra er gået til stemmeboksen i en hastigt planlagt afstemning uden andre reelle valgmuligheder end indlemmelse i deres magtfulde naboland. Det er ikke just hensigten.

Især ikke når dette udtryk for ’selvbestemmelse’ foregår med geværløb i ryggen, alt imens hensynet til mindretallenes lige rettigheder må betragtes som groft tilsidesat gennem samme nabolands trusler.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Spørgsmålet er således ikke så kompliceret. ’Selvbestemmelsesretten’ er ikke magtfulde staters ret til at annektere deres nabolande, uanset historisk tilhørsforhold. Den er og bør være retten til det modsatte: Frihed fra militær annektering og retten til de ikke-voldelige løsninger, hvor selvbestemmelse ikke betyder hverken flertalsdiktatur eller etnisk-kulturel opsplitning, men derimod muliggør politisk og retsmæssig lighed. Det bør Ukraines nye magthavere ligeledes skrive sig bag øret.

I dag (tirsdag) har borgerlige politikere i Danmark fundet det nødvendigt at rasle med missilerne over for Moskva. Tilsyneladende på baggrund af en række dystre strategiske antagelser om, hvad Rusland vil foretage sig i fremtiden og hvordan dette bedst afhjælpes.

Andre har valgt at se konflikten gennem en ’moralsk’ tolkning af regionens fortid, hvor både juraen og de uhyggelige europæiske eksempler på annekteringer og etniske indlemmelser skubbes til side. Dermed får en yderst selektiv historietolkning vetoret over nutiden. Begge strategier forekommer perspektivløse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Live: Støjberg i samråd om ulovlig instruks

    Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklarer sig nu på det andet samråd i sagen om ulovlig tvangsadskillelse af alle mindreårige fra deres samlevere på danske asylcentre i februar 2016.

    Se om Inger Støjberg holder fast i, at der er blevet administreret korrekt eller om hun igen ændrer forklaring og kommer med nye indrømmelser i sagen, som du kan blive klogere på i denne guide.

    Hvad bliver årets sommerhit?

    Justin Bieber koncert  i Aarhus juni 2017
    Politikens Poptillæg:

    Hvilken sang kommer vi alle sammen til at få på hjernen denne sommer? Og hvilken sang kommer til at dominere højtaleranlæggene på Roskilde Festival og de trådløse højtalere på sommerhusterrassen? Politikens Poptillæg mindes de solbeskinnede klassikere og irriterende ørehængere og kommer med et bud på, hvordan denne sommer kommer til at lyde.

Annonce