Satire. Programmer som 'Monte Carlo' og 'Absurdistan' kan ramme meget skævt i forsøgene på at lave samfundsrelevant satire. Men at mediemenneskerne er oplagte som satirikere, det er indiskutabelt, skriver Mikkel Andersson.
Foto: Daniel Hjorth (arkiv)

Satire. Programmer som 'Monte Carlo' og 'Absurdistan' kan ramme meget skævt i forsøgene på at lave samfundsrelevant satire. Men at mediemenneskerne er oplagte som satirikere, det er indiskutabelt, skriver Mikkel Andersson.

Mikkel Andersson

De sjove journalister er begyndt at pille hinanden i navlen

Efter mere end et årti i dvale er satiren vendt stærkt tilbage på sendefladerne. Den nye bølge er domineret af journalister, der gør grin med sig selv og hinanden. Det skriver Politikens nye mediekommentator, der selv er journalist og satiriker og godt kan lide at omtale sig selv i tredjeperson i underoverskrifter.

Mikkel Andersson

I dagens medielandskab er der efterhånden ingen grænser for, hvad der kan kaldes satire.

Marie Krarups syn på maorier, Marianne Jelveds støtte til lærerne under lockouten og et folketingsmedlem fra Dansk Folkepartis sammenligning af homoseksuelle og dyr er blot nogen af de udmeldinger, som ophavspersonerne efterfølgende har erklæret blot var satire.

Det sker, efter at programmer som Absurdistan, Dårligt Nyt og Monte Carlo har kastet sig ud i voldsom mediekritik, og websites som Helt Normalt og RokokoPosten bruger mediernes eget formsprog til at udstille dem gennem falske nyheder.

I DR2-programmet Vogternes Råd konkluderede panelet forleden, at satiren nu har udviklet sig til at være en 5. statsmagt.

Men hvad er satire egentlig? Er alt, hvad folk griner af, satire?

LÆS MERE

Hvis man spørger Gyldendal, er satiren karakteriseret ved at være en angribende latterliggørelse. Det er måske lidt for bred en definition, der også forvandler syvårige, som anklager klassekammerater for at lugte af ost, til satirikere.

Men satiren er kendetegnet ved at ville udstille og latterliggøre tendenser i samfundet generelt og hos magthavere specifikt og dermed – i den bedste af alle verdener – mane til anger og forbedring hos de udstillede.

Fra 1960’erne og indtil midt i 1990’ere var dansk satire mere eller mindre synonym med politisk satire og samfundssatire, der langede ud efter magthavere og bredere samfundstendenser.

På tv var det programmer som Klyderne, Den gode, den onde og den virkelig sjove og TV-Ansjosen, der indtil efter monopolbruddet samlede rigtig mange seere af alle aldersklasser.

Casper & Mandrilaftalen var forrygende neo-Monty Python for en generation, der elskede ironi og ikke gik videre meget op i det med politik

Det var programmer, der trak på en lang sketch-baseret dansk revytradition med skuespillere, der også kom herfra, mens instruktører og forfattere ofte havde en mere finkulturel baggrund.

De to sidstnævnte udsendelser ovenfor var instrueret af henholdsvis Ole Bornedal og Per Fly, der begge senere blev en del mere kendt for at instruere andet end satire.

Kombinationen af det folkelige og det mere finkulturelle går tilbage til Hov-hov allersidst i 60’erne, hvis tekster blandt andet var skrevet af forfatteren Leif Panduro og opført af revyfolk som Ulf Pilgaard, Buster Larsen og Kirsten Walther.

Der blev også eksperimenteret med mere utraditionelle formater. Et af de mest interessante eksempler på det er Peters Larsens monolog om Tamilsagen, 'Mens vi venter på retfærdigheden' fra 1992, der var forfattet af den Cavling-vindende journalist Niels Ufer.

Men mod slutningen af 90’erne ændrede satiren radikalt karakter. Humoren på tv blev yngre og den politiske og samfundsrelevante satire forsvandt næsten fuldstændig fra sendefladerne.

Casper og Mandrilaftalen var forrygende neo-Monty Python for en generation, der elskede ironi og ikke gik videre meget op i det med politik, hvilket der heller ikke var nogen grund til, da alle var enige om, at historien alligevel var slut, efter at Francis Fukuyama havde vundet den kolde krig. Eller hvordan det nu lige hang sammen.

Mandrilfolkene var fortroppen for den hær af standuppere, som i årene derefter invaderede sendefladen med en humor, der var overvejende observatorisk og anekdotal.

Ikke fordi stand-up ikke kan være satirisk, men den danske variant har bare sjældent været det. Selv om enkelte – eksempelvis Lasse Rimmer, Jan Gintberg og Anders Mattesen – har fokuseret mere bredt, har langt det meste af den humor drejet sig om det nære og selvoplevede. Ikke mindst parforhold, sex og forskellen på mænd og kvinder. Og sex.

Sideløbende med standuppernes indtog, kunne man iagttage en anden tendens, hvor humoren primært rettede sig mod skæve karakterer og sociale stereotyper. Programmer som Drengene fra Angora, Politiets Indsatsstyrke (P.I.S.), Piger på Prøveløsladelse, Klovn, Rytteriet og Krysters Kartel kan – hvis man vil beskrive det som satire – i hvert fald bedst betegnes som en social variant af slagsen.

Der er absolut intet galt med hverken social satire eller standup, og programmerne ovenfor er for en stor dels vedkommende båret af folk med en solid skuespillermæssig baggrund og velvoksne funny bones.

Men det er unægtelig en form for humor, som fokuserer mere på at udstille sociale stereotyper, spidsvinkle anekdoter og spidde almenmenneskelig adfærd end på at hudflette og udstille politik og tendenser i samfundet.

Der var undtagelser. Mikael Bertelsen tog både medier og politikere under kærlig behandling i De Uaktuelle Nyheder, ligesom Selvsving har holdt den politisk-satiriske fane forbilledligt højt på P1 i snart en menneskealder.

LÆS ARTIKEL

I 10’erne er udviklingen vendt igen. En ny generation af samfundsrevsende satirikere har gjort deres indtog.

Men det er folk, som har meget lidt til fælles med traditionen fra Hov-hov og de andre. Fordi der hverken er nogen – eller megen lidt - kobling til hverken revy eller mere finkulturelle og litterære kredse.

Den nye generation er derimod i altovervejende grad folk, der har en baggrund i mediebranchen og for rigtig manges vedkommende selv er uddannede journalister.

Anders Lund Madsen, der står bag DR2-programmet Dårligt Nyt, er uddannet journalist. Anders Breinholt fra Natholdet på TV2 har aldrig været omkring højskolen i Aarhus, men har arbejdet som selvlært journalist det meste af sit voksenliv. Halvdelen af Absurdistan-duoen er journalister. Fire femtedele af dem, der stiftede RokokoPosten, er journalister. Værterne på Monte Carlo har begge frekeventeret journalistiske uddannelser.

Det betyder også, at mediekritik og satire over medierne kommer til at fylde rigtig meget i denne nye bølge af satire, da journalister har det med at være rigtig optagede af deres egen verden.

Det er medlemmerne af de fleste professioner som regel, men til forskel fra automekanikere og revisorer kan journalister tvangsindlægge store dele af befolkningen til at overvære, hvordan de piller i kollegernes navler. Ganske som jeg i øvrigt nu har gjort over cirka 900 ord.

Til forskel fra automekanikere og revisorer kan journalister tvangsindlægge store dele af befolkningen til at overvære, hvordan de piller i kollegernes navler

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er heller ikke helt uproblematisk at sammenblande virkelighed og politik så voldsomt, som flere har gjort de senere år, og risikoen er, at det hele ender i et navlepillende ekkokammer hvor mediefolk gungrer om kap mod hinanden.

DR3-programmet Absurdistan havde held med at lokke flere medier til at bringe en falsk velforberedt pressemeddelelse om, hvordan en ny natklub kun ville lukke smukke mennesker ind.

Det affødte en længere diskussion om, hvorvidt medierne for ukritisk kolporterer pressemeddelelser. Blandt andet flere rasende indlæg fra Dan Tschernia fra TV2 Lorry, som var et af medierne, der hoppede på limpinden.

Det var svært at se, hvad stuntet egentlig demonstrerede udover, at mange medier ikke ser nogen grund til at betvivle pressemeddelelser om nyskabelser i nattelivet. Der findes datingsites forbeholdt både smukke og utro mennesker, så helt absurd forekommer historien ikke. Men det er næppe heller i forhold til den slags petitessenyhder, at kildekritikken for alvor kan forventes at komme i spil.

Da de samme folk forsøgte at lave et tilsvarende stunt om noget, der faktisk havde samfundsmæssig relevans – oprettelsen af et fiktivt asylcenter i Hellerup – gik der da heller ikke længe, før det blev afsløret som fiktion af en lokal avis. Resultatet blev, at Absurdistan valgte at trække udsendelsen.

Historien om, at medierne faktisk tog sine kildekritiske forpligtelser om et samfundsmæssigt relevant emne alvorligt, var åbenbart ikke nær så relevant, som historien om, at man kunne få nogen til at hoppe på en historie om en natklub.

Det er ikke, fordi der er noget særlig kritisabelt eller uetisk i at lave et sådant stunt som den falske pressemeddelelse, som jeg selv morede mig over. Ganske som det også var sjovt dengang Tæskeholdet fik en masse lyttere til at sende aflagt overtøj til skuespilleren Ole Ernst, der havde kritiseret programmet.

Men hvori den egentlig satiriske og den samfundsrelevante kommentar består, er svært at se.

Lidt samme problematik gjorde sig gældende da P3-programmet Monte Carlo bød på et par millioner på en statue af Holger Danske, hvilket fik en eller anden auktion til at bryde sammen. Det endte også med en lang og ophedet diskussion internt blandt journalister og mediefolk – pudsigt nok igen med Dan Tschernia fra TV2 Lorry som indigneret opponent til stuntmagerne.

LÆS DEBATINDLÆG

Men hvis man ser interviewet med værterne fra Monte Carlo i Vogternes Råd, er det ganske svært at afkode hvad den satiriske pointe egentlig var. På den ene side handler det angiveligt om, at de fandt det kritisabelt, at medierne hellere vil tale om Holger Danske end om krigen i Syrien og bomben i Boston.

DR's redaktør for programmet hævede, at det drejede sig om at punktere 'forloren nationalromantik', der dog også virker blandet op med en – måske - reel forargelse over salget af statuen, der trods alt var den første, som blev støbt i en form, hvorfra man kan lave så mange, som Kronborg nu lyster.

Hvis der skal bedrives satirisk og politisk mediekritik er der få, som er mere kvalificerede til det, end dem, der kender genren samt alle den klicheer og svagheder indefra

Igen er det et stunt, der nok – i hvert fald ifølge denne skribents meget lidt ydmyge mening - er sjovt, men som det også er temmelig svært at se det egentlig satiriske potentiale i. Særlig da resultatet i vid udstrækning endte med at blive endnu end diskussion om og med mediefolk om mediernes indflydelse på medieskabte sager.

Ovenstående er eksempler på ting, hvor det er gået galt. Det gør det langtfra altid. Heller ikke i de nævnte programmer.

Det virkelig stærke ved den nye bølge af satire begået af folk med en mediemæssig baggrund er, at den rammer direkte ned i en virkelighed, hvor journalistik, kommunikation og mediehåndtering fylder mere end nogensinde – også i den politiske verden.

LÆS MERE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det forekommer mig ikke desto mindre, at hvis der skal bedrives satirisk og politisk mediekritik – og det skal der - er der få, som er mere kvalificerede til det, end dem, der kender genren samt alle den klicheer og svagheder indefra. Forudsat selvfølgelig, at de er sjove – men den diskussion lader vi ligge for indeværende.

Desuden har journalister den fordel, at de - udover sig selv – også har en ganske sund optagethed af, hvad resten af befolkningen interesserer sig for.

Derfor ender de som regel også med at kaste et blik på politik og samfund, når de er færdige med at gøre grin med kollegernes fejltrin og tåbeligheder.

Og uanset hvad, man i øvrigt mener om denne nye type satire og dens stadig mere flydende sammenblanding af virkelighed og humor, så er det noget, der har været en mangelvare i danske medier i en del år.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce