Bro mellem jøder og muslimer

Et giftigt klima af islamofobi og antisemitisme gør det nødvendigt, at jøder og muslimer samarbejde i Europa.

Debat

Med en tiltagende antisemitisme og islamofobi i Europa er det oplagt og nødvendigt at slutte sig sammen, ikke som opposition til nogen, men for at hjælpe hinanden og skabe harmoni i samfundet.

Derfor var 27. november en glædens og stolthedens dag for mange europæiske jødiske og muslimske organisationer og ildsjæle, som utrætteligt og loyalt har arbejdet for at etablere en jødisk-muslimsk samarbejdsplatform i Europa som bolværk mod dårlig behandling af både jøder og muslimer og at række hinanden en hjælpende hånd.

I mange europæiske lande har der naturligvis været en række lokale initiativer mellem jødiske og muslimske samfund, eksempelvis møder mellem religiøse ledere, skolebesøg, samarbejde mellem ungdomsorganisationer og medieprojekter. Men der har manglet stabilitet, koordinering, overblik eller bare udveksling af erfaringer.

Den officielle lancering af platformen i Europaparlamentet, med støtte og deltagelse af mange parlamentarikere fra forskellige politiske partier, repræsentanter for jødiske og muslimske organisationer, græsrodsaktivister, religiøse ledere og studerende, var et bevis på, at tanken og timingen bag denne platform var rigtig, og at folk er trætte af mentaliteten ’jeg har det fint; de andre kan sejle deres egen sø’.

Der herskede en stemning af god vilje og øget bevidsthed om de relevante problemer.

Ved ceremonien i parlamentet luftede nogle deltagere åbent det synspunkt, at en sådan platform skulle have været etableret for længe siden, fordi der var et stort behov blandt jøder og muslimer for at bekæmpe fordomme og skabe et klima af gensidig tillid, anerkendelse og forståelse.

Men ’bedre sent end aldrig’. Et hurtigt blik på et hvilket som helst europæisk samfund i dag burde være nok til at overbevise alle oplyste jødiske eller muslimske samfund eller individer om, at samarbejde er i deres egen interesse. Muslimske grupperinger har mange medlemmer, men begrænset indflydelse, mens de jødiske samfund er fåtallige, men velorganiserede og indstillet på at dele deres erfaring og viden.

Der er gjort mange forsøg på at kortlægge og skabe overblik over antisemitisme og islamofobi i Europa. Adskillige nationale og tværkulturelle undersøgelser af antisemitisme – eksempelvis Eurobarometer, undersøgelser fra Anti-Defamation League (ADL), amerikansk organisation mod antisemitisme, rapporter fra EUMC (EU’s overvågningscenter for racisme og fremmedhad) og undersøgelser i de enkelte medlemslande – melder om en udbredt negativ holdning til jøder blandt muslimer i Europa, især de unge.

Tilsvarende melder opinionsundersøgelser såvel som flere psykologiske, politologiske og sociologiske undersøgelser (EU-kommission og EUMC) om islamofobiske holdninger, der er tæt forbundet med trusselsbilleder og oldgamle stereotype forestillinger om islam og muslimer i Europa.

Omfanget af antisemitisme og islamofobi er blevet beskrevet i et tysk projekt om grupperelateret fjendtlighed (’Gruppenbezogene Menschen-Feindlichkeit’), som er den mest omfattende undersøgelse af fordomme og diskrimination i Tyskland siden Anden Verdenskrig.

Konklusionerne af undersøgelsen, der begyndte i 2002 og blev afsluttet i 2004, taler for sig selv.

Den viste, at de mest udbredte fordomme om muslimer er, at de er fanatiske, kronisk vrede, har en besynderlig tro, tvinger deres kvinder til at bære hovedtørklæde, undertrykker kvinder, har en primitiv kultur, drikker te, isolerer sig i et parallelsamfund og ikke ønsker at blive integreret.

Til sammenligning er de mest udbredte fordomme om jøder, at de er kvikke og intelligente, beskæftiger sig med handel og finansvirksomhed, overholder religiøse forskrifter, ser anderledes ud og har mystiske skikke, skiller sig ud fra flertallet, sidder tungt på medierne, opfører sig arrogant og pedantisk.

Det kan næppe overraske nogen, at konflikten i Mellemøsten i høj grad er med til at opretholde og i mange tilfælde øge den gensidige mistillid, fjendtlighed og vrede mellem de jødiske og muslimske befolkninger i Europa.

Der foretages ofte et stigende antal angreb på jødisk ejendom, synagoger og individer i forbindelse med større sammenstød i Mellemøsten.

Og oven i alt dette har terrorangreb i USA, Storbritannien og Spanien legitimeret islamfjendtlige holdninger i Europa og indskrænket muslimers råderum. Erfaringerne viser, at et bredt udsnit af de europæiske medier ikke har holdt sig tilbage med generaliseringer om islam og muslimer og således har oppisket en hadefuld stemning.

Det er dette giftige klima af antisemitisme og islamofobi, som nødvendiggør dialog og samarbejde i Europa. Det er da også lykkedes at bryde isen med en række fælles lokale og nationale tiltag, ligesom der er etableret samarbejde mellem visse jødiske og muslimske studenterorganisationer i EU. To konferencer mellem rabbinere og imamer i 2005 og 2006 samlede fremtrædende forskere og religiøse ledere fra begge religioner, som sad ved samme bord og udvekslede meninger på en respektfuld måde. Også mellem politikere er der etableret uformelle kontakter.

Desværre er den direkte kontakt mennesker imellem, som er en afgørende forudsætning for fredelig sameksistens, meget begrænset. For at udfylde dette hul og skabe forandring har Det Jødiske Informationscenter i Bruxelles (CEJI), som arbejder for et rummeligt Europa, og Det Europæiske Netværk mod Racisme i Bruxelles (ENAR), som rådgiver EU-kommissionen i kampen mod racisme, taget et modigt skridt og samlet jødiske og muslimske organisationer og ressourcestærke personer.

De mødtes for at drøfte, hvilke behov der var i de to samfund, set i lyset af den senere tids udvikling, hvordan de to samfund kan støtte hinanden i en presset situation, og hvordan de kan udrydde gensidige fordomme og erstatte dem med respekt og accept, samtidig med at de hver især bevarer engagementet i deres respektive samfund. Der var en udbredt opfattelse af, at spørgsmål vedrørende uddannelse, samfundsøkonomiske problemer, politik, sundhed, jura og naturligvis godt naboskab bør tages op hurtigt.

Eftersom dialog er altafgørende, var et af forslagene, at der skal etableres et jødisk-muslimsk dialogforum i Europa.

Det blev foreslået, at denne dialog skal føres mellem både praktiserende og ikkepraktiserende repræsentanter for de to religioner, som ønsker at nærme sig hinanden. Da det ikke drejer sig om at sammenligne teologiske værdier, var det afgørende, at vi i begyndelsen lod hjerterne og ikke intellektet tale. Diskussioner om, hvem der har ’monopol på Gud’ har det med at grave grøfter.

For at kunne føre en frugtbar dialog og skabe et progressivt samarbejde mellem jødiske og muslimske samfund i Europa drøftede og enedes deltagerne om to vigtige principper:

• At adskille den israelsk-palæstinensiske konflikt i Mellemøsten fra europæiske spørgsmål om antisemitisme og islamofobi.

• Et ønske om, at intellektuelle og forskere fra forskellige jødiske og muslimske samfund i Europa indtager en neutral holdning, når europæiske samfund diskuterer islam, terrorisme eller mellemøstlige kulturer og Israel.

Vi var dog bevidste om, at en muslimsk-jødisk dialog i samfundene også er fuld af ’faldgruber’, og der er derfor stærk opbakning til ideen om at etablere et bredt netværk for meningsudveksling og god opførsel.

For at udforme de praktiske rammer om netværksideen blev der i 2005 nedsat en styregruppe bestående af fremtrædende jødiske og muslimske personligheder med solid erfaring i dialog. Man lagde ud med at undersøge, hvad der skete ’i marken’, og til det formål blev der knyttet kontakter i lokalsamfundene. Det skete ved at finde frem til og benytte netværk af aktivister i de respektive områder.

I 2006 udkom de første fem europæiske kortlægningsundersøgelser fra henholdsvis Storbritannien, Holland, Belgien, Frankrig og Danmark. Vi blev positivt overrasket over at erfare, at der skete en masse ude i lokalsamfundene, og at mange jøder og muslimer tilsyneladende var opsatte på at mødes for at drøfte forhold, der vedrører dem.

Desuden blev der udgivet rapporter om det gode arbejde på lokalt plan. Rapporterne skal skabe incitamenter og fungere som en kilde til inspiration for andre samfundsgrupper. Ligeledes kan rapporterne bane vej for udarbejdelsen af nye projekter baseret på erfaringer i andre lande. Det var trist at konstatere, at disse værdifulde initiativer, som ofte blev varetaget af frivillige, stort set ikke blev omtalt i medierne, og at kun få kommuner og regeringer ydede økonomisk støtte.

Men set med vores øjne kan der ikke bakkes nok op om det værdifulde arbejde, der bliver udrettet i lokalsamfundene. Vi er overbeviste om, at disse værdifulde bidrag til en god sag en dag vil bære frugt.

I april 2007 blev den første europæiske græsrodskonference om jødisk-muslimsk dialog afholdt. 70 deltagere fra fem lande mødtes i Bruxelles i tre dage for at udveksle ideer, føre dialog og samarbejde om fælles initiativer. De gode erfaringer fra arbejdet blev givet videre med henblik på at inspirere og motivere til initiativer andre steder og for at sikre, at de samme fejl ikke blev gentaget.

Konferencen gav repræsentanter for aktivistgrupper lejlighed til at udveksle erfaringer, gode som dårlige, og give dem fornyet energi ved at vise, at folk andre steder oplever de samme problemer og succeser. Danmark var repræsenteret med ti delegerede, fem med jødisk og fem med muslimsk baggrund.

På baggrund af deltagernes feedback har vi en stærk fornemmelse af, at konferencen ikke blot var en engangsforestilling.

Vi er også glade for, at konferencen resulterede i en fælles deklaration, der viser deltagernes store vilje til at fortsætte dialogen, opbygge et samarbejde og leve op til vores ansvar som borgere.

For os er det ikke utopi. Man behøver ikke tage længere væk end til Cordoba i Spanien for at se, hvad den storslåede maurisk-arabiske civilisation udrettede i sine velmagtsdage. Fælles arv, gensidig beundring og fælles værdier hjalp jøder til at integrere sig positivt i den muslimske kultur, meget hurtigere og mere vidtgående end det var muligt i det hedenske Grækenland eller det kristne Europa. I tiden, hvor der herskede åbenhed og oplysning i de muslimske regimer, bidrog jøderne i ikke ubetydelig grad til at styrke og udvikle den muslimske kultur.

Den gensidige berigelse skete inden for religiøse og sekulære videnskaber, blandt andet teologi, filosofi, etik, medicin, matematik og endog poesi. Som oversættere af arabiske værker til hebraisk blev jøder de første til at viderebringe den islamiske civilisation til Vesten.

Den fremtrædende jødiske filosof Moses Maimonides (1135-1204) skrev de fleste af sine værker på arabisk.

I fortsættelse af den historiske begivenhed er der blevet skabt en samarbejdsplatform for at samle folk om en langsigtet vision. Der er tale om et uformelt forum for græsrodsbevægelser, og alle organisationer, der er engageret i muslimsk-jødisk dialog og samarbejdsprojekter, er velkommen til at deltage. Vi har inviteret alle til at underskrive og forpligte sig for at vise deres støtte til platformen, endog folk, der hverken er jøder eller muslimer.

Platformen bliver ledet af en styregruppe bestående af jøder og muslimer, der repræsenterer de forskellige lande. Det Jødiske Informationscenter i Bruxelles var så venlig at påtage sig sekretariatsansvaret.

Vi har allerede indgået partnerskab med Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland og Danmark og har fundet frem til partnere i Østrig, Tyskland, Sverige, Spanien, Portugal og Tjekkiet. Det er en langsommelig proces, men den er nødvendig. Som man siger: Rom blev ikke bygget på en dag.

I projektets indledende fase talte vi om ’dialog’. Nu taler vi om ’samarbejde’. Der er intet galt i at føre dialog, men erfaringen har lært os, at dialogen kunne fortsætte i det uendelige, uden at der kom resultater på bordet. Samarbejde derimod handler om at skabe noget nyt, noget konkret.

Vi ønsker at arbejde sammen i solidaritet mod et fælles mål. Eftersom gensidig støtte er en forudsætning for ægte samarbejde, var det nødvendigt at gå videre end dialogen og arbejde sammen for at skabe et mere rummeligt Europa, fremme forståelsen, styrke den gensidige respekt og stå sammen i krisetider. Dette indebærer ikke blot at bekæmpe antisemitisme og islamofobi i verden i almindelighed, men også fordomme inden for vores egne respektive samfund.

Og her melder sig et vigtigt spørgsmål!

Er det muligt for jøder og muslimer at tage udfordringen op i en tid præget af politiske spændinger, skiftende emigrationsmønstre, øget nationalisme og konstant indblanding udefra?

Ja, set med historiske briller er samarbejde mellem jødiske og muslimske samfund atter muligt, og i lyset af den seneste tids begivenheder er det både tiltrængt og nødvendigt. Vi nærer ingen tvivl om, at en fælles skæbne er tilstrækkeligt til at forme det fremtidige forhold mellem jødiske og muslimske samfund i Europa.

Lad os hjælpe hinanden med at skabe et rummeligt Europa – et Europa, hvor det hverken er hudfarve, etnicitet eller religion, der er udslagsgivende ved vurderingen af vore handlinger. Det afgørende må være, om vi bidrager til at udvikle samfundet til vores fælles bedste. Europa er trods alt det kontinent, hvor vi har hjemme.

Men vi er også klar over, at der er grupper, personer og sågar intellektuelle i både de jødiske og muslimske samfund, som hverken har ønske om eller vilje til at samarbejde.

De har ganske givet deres egen politiske, religiøse eller kulturelle dagsorden, som forhindrer dem i at se nødvendigheden i øjnene. Men der er tilstrækkelig mange anstændige mennesker, som ønsker fred og samarbejde, og vi baserer vores håb på dette tavse flertal. Deres positive energi er vores drivkraft.

En af grundlæggerne af denne europæiske platform er Danmark. Vores undersøgelse viste, at der fra tid til anden er blevet taget små, men nyttige initiativer. Vi er fuldstændig overbeviste om, at hvis vellykkede partnerskaber bliver dannet for at tage konstruktive skridt mod positive og retfærdige interkulturelle relationer, så vil vi se en ny generation, der er bedre til at lytte end til blot at råbe.

Nu, hvor et forum for at løse stridigheder og fælles problemer er en realitet, vil der blive taget innovative skridt til at skabe fred, forståelse og sameksistens, både på europæisk og nationalt plan.

Det vil være særdeles opmuntrende, hvis en privatperson, en organisation eller institution i Danmark vil tilslutte sig dette initiativ og tilbyde organisatorisk såvel som økonomisk hjælp. Og da det er af relevans for samfundet som helhed, appellerer vi til det officielle Danmark og medierne om at bakke op om de jødiske og muslimske samfund og hjælpe med at bygge bro.

Oversættelse: Helle Albeck og Lorens Juul Madsen

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce