Røg. Der mangler lovgivning, så boligforeninger og enkeltpersoner har nogle værktøjer og rammer for, hvordan de kommer passiv rygning til livs, skriver Rina Baram.
Foto: THOMAS BORBERG

Røg. Der mangler lovgivning, så boligforeninger og enkeltpersoner har nogle værktøjer og rammer for, hvordan de kommer passiv rygning til livs, skriver Rina Baram.

Debat

»Mine to små piger er storrygere«

Takket være underboens smøger når mine piger at inhalere 21.600 cigaretter, inden de flytter hjemmefra.

Debat

Mine to piger på seks og ni år er begyndt at ryge fem smøger om dagen, og jeg kan som forældre ikke gøre noget ved det.

Det lyder ellers som nogle problemer, man får som forældre, når ens børn når teenagealderen, men i vores tilfælde skyldes det, at vores underbo er storryger og ryger omkring 50 cigaretter i døgnet både nat og dag.

Når det gælder passiv rygning i gamle etageejendomme, så mener regeringen ikke, det er et samfundsproblem



En undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut viser, at man som nabo til en rygende underbo i en etageejendom, ryger hver 10. smøg, som siver op gennem sprækker og gulvbrædder.

21.600 smøger
Min mand og jeg har i den seneste tid isoleret alle rør omkring radiatorerne, men cigaretrøgen finder bare andre veje op gennem utallige små sprækker i paneler og mellem gulvplanker.

Hver aften, når vi skal lægge vores børn og læser højt, fyldes børneværelserne med en intens lugt af røg – og frygten for, at vores børn vil komme til at lide af hjertekarsygdomme og lungekræft i deres unge voksenliv, er ganske sandsynlig, da de vil bo i vores lejlighed de næste 12 år.

Det vil sige, at til den tid har de røget fem smøger x 360 dage x 12 år, det er lig med 21.600 smøger, før de får muligheden for at flytte hjemmefra.

I dag taler man så meget om børns tarv, og at man skal gribe ind, når børns sundhed er i fare, og at der skal lovgives omkring det.

Stavnsbundet i egen lejlighed
Men når det gælder passiv rygning i gamle etageejendomme, så mener regeringen ikke, det er et samfundsproblem og lægger derfor ansvaret på den enkelte på trods af, at det måske kommer til at koste samfundet mange penge for indlæggelser, operationer og medicinsk behandling af mine to børn, når de bliver voksne.

Jeg synes, det er rystende, at regeringen har så lidt forståelse for, hvor stor en økonomisk udgift det kommer til at koste samfundet at nægte mine og mange andres børn, der vokser op i etageejendomme, en tryg og røgfri opvækst.

Sådan som situationen er nu, vil min andelsforening ikke dunke vores underbo oven i hovedet med krav om, at han skal isolere sin lejlighed.

Dette ansvar ligger udelukkende hos os, der udsættes for røgen. Men problemet er, at vi har gjort, hvad vi kunne for at isolere, men hver gang vi isolerer, finder røgen en anden vej op.

Vi er stavnsbundet til vores lejlighed og kan ikke flytte, fordi den i denne tilstand er usalgbar. Jeg appellerer til regeringen om, at de vil sætte sig ned og lovgive på området, så det er underboen, der har ansvar for røggenerne og ikke de udsatte.

Det er vel ligesom, at hvis naboens træ gror ind over hækken, så skal det beskæres.

Sådan må det vel også være, når ens cigaretrøg kommer ’over hækken’, så skal den beskæres.

Mangler lovgivning
Jeg kræver ikke, at man skal lave om på min nabos adfærd, men at han holder sin røg inden for sine egne fire vægge, ligesom at hækken eller træer ikke må gro ind på naboens ejendom. Det er jo hans røg og ikke min.

Nu er klokken 23.00, udenfor er det minus fem grader, alle vores vinduer står åbne for at lufte underboens cigaretrøg ud.

Imens ligger vores skønne og dejlige døtre og indånder den ene cigaret efter den anden, dag efter dag – indtil regeringen giver os forældre mulighed for at have rettigheder og mulighed for at beskytte vores børn imod skadelig cigaretrøg fra naboen.

Der mangler lovgivning, så boligforeninger og enkeltpersoner har nogle værktøjer og rammer for, hvordan de kommer passiv rygning til livs og dermed sikrer alle vore børn en tryg og sund opvækst.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce