Forsørgelse. Den danske velfærdsmodel hander ikke om passivitet, men om ret og pligt, understreger beskæftigelsesministeren.
Foto: CHRISTENSEN MATHIAS

Forsørgelse. Den danske velfærdsmodel hander ikke om passivitet, men om ret og pligt, understreger beskæftigelsesministeren.

Debat

Vi undgår ikke at skrue bissen på

Reformernes tid skal til at begynde, skriver beskæftigelsesministeren.

Debat

2012 er udnævnt som det store reformår i dansk politik. Ikke uden grund.

Skattesystemet skal reformeres, regeringen skal sammen med arbejdsmarkedets parter gennemføre en ambitiøs trepartsaftale, og på beskæftigelsesområdet skal jeg selv stå i spidsen for reformer af både førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge.

Jeg må være ærlig og sige her ved reformernes begyndelse, at det bliver svært. Rigtig svært. De fleste er enige om, at der er noget grundlæggende forkert, når der er flere voksne danskere, der ikke går på arbejde, end der er danskere, der går på arbejde.

I fællesskab kan vi ikke være andet end fortvivlede over, at 80.000 unge hverken har været i uddannelse eller arbejde inden for det seneste halve år. Ligesom vi formentlig alle er enige om, at det er uden perspektiv, når en 19-årig psykisk sårbar ung kvinde førtidspensioneres for resten af livet.

LEDER

Vi må også sande, at det på trods af talrige kampagner og skåltaler ikke er lykkedes at skabe et rummeligt arbejdsmarked. Frem til finanskrisen steg beskæftigelsen meget mere, end ledigheden faldt.

Men der blev ikke væsentlig færre på offentlig forsørgelse. Vi skal stille krav. Især til de unge. Men først bliver vi nødt til at se i øjnene, at det også bliver helt afgørende at få skabt et arbejdsmarked, hvor der er plads til dem, der ikke kan være på arbejdsmarkedet på fuld tid.

Så langt så godt. Problemformuleringen er der relativt bred enighed om. Men så begynder det at gøre ondt. Hvis vi systematisk skal flytte unge fra kontanthjælp til uddannelse, så undgår vi ikke at skrue bissen på over for de unge, der godt kan, men som enten ikke gider, eller som har så svag hjemmebaggrund, at uddannelse ikke falder dem naturligt.

Her bør ret og pligt gælde.

Vi skal stille præcise krav om, at de unge skal gå i gang med at uddanne sig. Om nødvendigt med økonomiske incitamenter. Overskriften er entydig: Den, der har evnerne, har også forpligtelsen.

Forudsætningen for, at vi for alvor kan få vendt skuden og få flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse, er, at vi over en bred kam tør udfordre indgroede vaner og systemfejl.



Lader vi de unge gå i passivitet måned efter måned, eller endnu værre: år efter år, så er vi medansvarlige for ulige muligheder i livet. Et langvarigt liv på kontanthjælp eller tidlig pensionering kan være invaliderende i sig selv. Valgmulighederne er få, økonomien begrænset, identitet og selvtillid trues, og friheden til selv at definere sin egen livsbane fortaber sig for mange i dårlige levevilkår.



Og derfor bliver vi nødt til at diskutere, hvad solidaritet med den her gruppe af unge egentlig er.

Jeg starter diskussionen her, fordi jeg tror, den offentlige debat snart vil tage en ny drejning.

Der vil komme konkrete eksempler på unge, der udfordres på de valg, de har truffet i deres liv. Hvad med ham den unge ufaglærte, der har sat sig for dyrt og nu er på kontanthjælp?

Han mener ikke, han har råd til at gå på uddannelse. Det vil jeg insistere på, at han skal. Han må om nødvendigt finde sig noget billigere at bo i.

For lad os være ærlige og have det politiske mod og sige det, som det er: Hvilke perspektiver er der egentlig for den unge mand i at sidde i sin dyre bolig – uden en uddannelse og uden et job. Han risikerer at sidde der om 10 år også.

Forsørget af andre, en afsluttet ungdom og uden mange valgmuligheder. På den lange bane er det meget mere solidarisk at insistere på, at han får taget en uddannelse. Så han får papir på sine evner og finder en vej ind på arbejdsmarkedet. At blive voksenlærling er svaret for nogle af vores ledige ufaglærte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Det vigtigste frihedsbrev, vi kan give mennesker, er uddannelse. Det er den væsentligste forudsætning for, at vi som individer selv kan bringe os i en position, hvor vi kan træffe selvstændige og værdige valg, og hvor konjunkturer ikke afgør, om huslejen kan betales, og om der kan spares op til en tryg alderdom.

Men naturligvis kan ret og pligt til uddannelse ikke stå alene.

LÆS ARTIKEL

Mange af vores unge på kontanthjælp defineres i dag som ikke arbejdsmarkedsparate. De er omgivet af sociale problemer, psykisk sårbarhed og måske misbrug. Mange af dem kan ikke umiddelbart gå i gang med en uddannelse, og her må indsatsen være meget mere individuelt tilrettelagt. Mentorforløb, screening for læse-stave-vanskeligheder, særligt tilrettelagte praktikforløb og den nye fleksuddannelse er nogle af svarene.

Som samfund må vi være omsorgsfulde og tålmodige. Men vi skal også tage ansvar. Hvis ikke vi insisterer på deres værd og nødvendigheden af deres arbejdskraft og potentiale, så synes jeg faktisk, vi svigter. Vi har brug for dem.

Vi har også brug for de alt for mange, der i dag førtidspensioneres. Som socialdemokrat vil jeg altid kæmpe for et stærkt socialt sikkerhedsnet. Men ikke et net, der spænder ben. Og det tror jeg desværre, vores social- og beskæftigelsespolitik i et for stort omfang gør i dag.

Vi skal passe godt på psykisk sårbare medborgere. Men det gør vi ikke ved at sende dem hjem på sofaen til deres egen skæbne. Tror vi virkelig på, at mennesker helbredes eller evner at leve med en svær psykisk lidelse ved at være derhjemme? De facto betyder en førtidspension, at man pensioneres for resten af sit liv. Uden en aktiv indsats fra andre og uden at få mulighed for at yde efter evne. Det er ikke solidaritet.

Opgaven bliver at finde en balance. Et stærkt socialt sikkerhedsnet er præmissen, men sikkerhedsnettet skal for flere virke som den trampolin, man kan springe videre i livet med. En del borgere har selvfølgelig fortsat behov for en førtidspension, men er der bare lidt arbejdsperspektiv, så må målet være et fleksjob i stedet. Eller endnu bedre en rehabiliterende indsats, så flere med tiden kan få foden indenfor i både uddannelsessystemet og på det ordinære arbejdsmarked.

Som socialdemokrater har vi måske været for optaget af at give mennesker noget af leve . Og dermed glemt, at der er noget, der er endnu vigtigere, nemlig at vi har noget at leve .



Og som sagt bliver det svært. Alle kan blive enige om, at 750.000 voksne danskere i den erhvervsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet, er for mange. Men er vi også villige til at udfordre vores egen forståelse af solidaritet?

Forudsætningen for, at vi for alvor kan få vendt skuden og få flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse, er, at vi over en bred kam tør udfordre indgroede vaner og systemfejl. Ret og pligt til at yde en indsats skal gælde hele vejen rundt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det gælder ikke bare de unge, men også arbejdsmarkedets parter og virksomhederne, som bliver nødt til at tage endnu mere medansvar og medvirke til at sikre rummelighed og socialt ansvar. Og endelig skal ikke mindst kvaliteten af vores uddannelsessystem være langt bedre.

Som en klog kollega sagde for nogen tid siden. Som socialdemokrater har vi måske været for optaget af at give mennesker noget af leve af. Og dermed glemt, at der er noget, der er endnu vigtigere, nemlig at vi har noget at leve for.

Regeringens ambition er entydig: at få flere i arbejde og invitere flere indenfor i arbejdsfællesskabet. Vi ved, det er svært. Vi ved, det har været prøvet før, og vi gør os ingen illusioner om, at det bliver let eller vil lykkes med snuptagsløsninger – slet ikke mens krisen raser i hele Europa.

Men jeg insisterer på, at alle skal have en værdig mulighed for at realisere deres eget potentiale og gøre nytte i fællesskabet og på arbejdsmarkedet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce