Replik. Jeg kan berolige Rifbjerg. Jeg kan gå selv og har ikke brug for at støtte mig til PH, skriver Rose i sit svar på kritikken.
Foto: JOACHIM ADRIAN (arkiv)

Replik. Jeg kan berolige Rifbjerg. Jeg kan gå selv og har ikke brug for at støtte mig til PH, skriver Rose i sit svar på kritikken.

Debat

»Pinligt lavt niveau, Rifbjerg«

Flemming Rose svarer på kritikken fra Klaus Rifbjerg og Rune Engelbreth.

Debat

Klaus Rifbjerg (7.10.) har svært ved at få hold på en virkelighed, der ikke længere kan sættes på en enkel formel; en virkelighed, hvor det ikke mere er indlysende, hvem der er de gode og de onde.

RIFBJERG

Midt i forvirringen og tabet af orienteringssans kommer slemme folk og gør krav på det sidste, det allerhelligste, Rifbjerg har at klamre sig til: Poul Henningsen.

Jeg kan berolige Rifbjerg. Jeg kan gå selv og har ikke brug for at støtte mig til PH.

Da jeg skrev ’Tavshedens tyranni’, satte jeg mig ind i de debatter om ytringsfrihed, PH var involveret i fra 1930’erne til 1950’erne, og det slog mig, hvor moderne han lyder. PH taler til det 21. århundrede.

Det fremgår af Rifbjergs udfald mod mig, at han ikke har læst min bog, for i så fald ville han vide, at hans gengivelse af PH’s indsats i 1930’erne stemmer nogenlunde med min fremstilling, men Rifbjerg fortier den del af PH, der ikke harmonerer med hans eget ståsted i den aktuelle debat.

Det har været symptomatisk for mange af Muhammedtegningernes kritikere, at de ikke har sat sig ind i sagen og løber med en halv vind.

På den måde har de gjort det let at pille deres argumenter fra hinanden, og de har hevet debatten ned på et pinligt lavt niveau. Rifbjerg er ingen undtagelse.

Det imponerende ved PH var, at han før Anden Verdenskrig udfordrede nazisterne og hånede danske redaktører, der bøjede sig for regeringens, erhvervslivets og tyskernes pres, mens han efter krigen med samme iver forsvarede nazisternes ret til at ytre sig, så længe de ikke greb til vold.

Det har været symptomatisk for mange af Muhammedtegningernes kritikere, at de ikke har sat sig ind i sagen og løber med en halv vind.

»Ytringer og meninger bør under ingen form være strafbare«, skrev PH i en debat i 1950’erne med kommunisten Hans Scherfig, som forsvarede kriminaliseringen af racistiske ytringer.

»Visse sømmelighedsgrænser er trukket i alle landes lovgivning. Jeg betvivler deres værdi. Det er alt for tilfældigt, hvad en lov eller siddende regering tillader os at foragte, og hvad den forbyder os at tale nedsættende om. Det gælder tyskere, jøder, negre, amerikanere, englændere, nazister, kommunister, kapitalister, fredsvenner, og hvad man ellers kan hitte på at se ned på. Selv racebetragtninger, som den samlede videnskab afviser som vrøvl, må kunne fremsættes. Det er en menneskeret at tage fejl«, tilføjede PH.

Derfor var han modstander af alle krænkelseslove, hvad enten de var rettet mod blasfemiske, racistiske eller majestætsfornærmende ytringer.

Er Klaus Rifbjerg enig med PH på det punkt?

Til forsvar for sin ophavsret til PH har Rifbjerg et argument.

Han erkender, at PH nok ville have forsvaret retten til at trykke Muhammedtegninger, men han tvivler på, at PH ville have bifaldet det med henvisning til konsekvenserne.

Det er hans argument for, at han og PH i dag ville befinde sig på samme side af debatten.

Ifølge Rifbjerg skal PH altså have været af den opfattelse, at man af hensyn til konsekvenserne bør afholde sig fra at sige ting, der kan nedkalde alverdens ulykker over nationen.

Rifbjerg påstår, at PH ville finde det rigtigt at bøje sig for trusler og intimidering, hvis blot konsekvenserne er tilstrækkeligt alvorlige.

Det er mildt sagt selvmodsigende, for det er det stik modsatte af, hvad Rifbjerg selv skriver om PH i 1930’erne, da nazisterne intimiderede og truede det meste af Europa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dengang rådede ’fornuftige’ mennesker PH til at efterleve princippet om, at ytringsfrihed ikke er en ytringspligt, og at han burde tænke på konsekvenserne af sine provokerende ytringer.

PH mente ligesom Grundtvig, at det var på ’misbrugene’, man skulle kende ytringsfriheden, så jeg tillader mig at tvivle på, om PH ville være så begejstret for Rifbjergs forsvar for det kloge i at holde kæft, når man bliver truet.

Jeg ved ikke, hvad Lars Hedegaard har spist eller drukket, eller om det er jetlag efter en lang flyvetur, men det er usandt fra ende til anden.

»Hvis der ikke foregår udskejelser og misbrug af trykkefriheden, har vi ingen«, skrev PH.

Rune Engelbreth (9.10.) fører overraskende sin ideologiske fjende nummer et, Lars Hedegaard, som sandhedsvidne for påstanden om, at jeg på forhånd skulle være blevet advaret om, at publiceringen af Muhammedtegningerne ville få helvedet til at bryde løs, at det ville blive værre end Salman Rushdies ’De sataniske vers’.

ENGELBRETHFlemming Rose kontra Lars Hedegaard

Jeg ved ikke, hvad Lars Hedegaard har spist eller drukket, eller om det er jetlag efter en lang flyvetur, men det er usandt fra ende til anden.

Jeg rådførte mig ikke med Hedegaard og har aldrig hørt hans påståede forudsigelser om, hvordan muslimer ville reagere på tegningerne.

Det minder mig om religionsforskeren Tim Jensens påstand i Politiken i 2006 om, at han havde advaret Jyllands-Posten om, at tegningerne kunne føre til bål og brand.

Konfronteret med fakta måtte Tim Jensen erkende, at det ikke passede, at han aldrig havde advaret JP om noget som helst, men at han efter publiceringen af tegningerne havde talt med en praktikant på avisen om noget helt andet.

Alt det kunne Engelbreth have fået at vide, hvis han havde spurgt mig, før han viderebragte Hedegaards feberfantasi og spildte læsernes tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I øvrigt lyder det, som om Engelbreth skriver forbryderne ud af historien.

Han mener tilsyneladende, at al vold og ballade ville have været mit ansvar, hvis jeg havde forudset, hvad der skete fire måneder efter offentliggørelsen af tegningerne.

Underlig logik.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce