PROSTITUTION. Det er dybt uacceptabelt, at vi tillader udnyttelsen af fattige desperate kvinder som en integreret del af vores eget samfund.
Foto: PELLE RINK (arkiv)

PROSTITUTION. Det er dybt uacceptabelt, at vi tillader udnyttelsen af fattige desperate kvinder som en integreret del af vores eget samfund.

Debat

Vågn nu op: Købesex bør forbydes ligesom i Sverige

Prostitution er et gement og destruktivt maskineri, fastslår bordel-besøgsven.

Debat

I det sidste halvandet år er vi en gruppe kvinder, der har været faste besøgsvenner på en stribe bordeller i København, fortrinsvis med thailandske og østeuropæiske kvinder.

Vi banker på, fortæller, at vi er en besøgstjeneste fra en lokal kirke, og at vi kommer for at sprede lidt lys i deres hverdag. Vi har ikke nogen agenda. Der er ikke noget, vi vil købe eller sælge.

Vi vil bare gerne være medmennesker og tilbyde vores ligeværdige venskab, menneske til menneske.

Til at begynde med var det en stor overraskelse for os, at de kvinder, der sidder bag bordeldørene 24 timer i døgnet 7 dage om ugen og venter på kunder, tog så hjerteligt imod os. De bød på te, og vi faldt hurtigt i snak.

De er tvunget til et liv i prostitution, fordi det er det eneste marked, de i deres udsatte situation kan byde ind på.

Men deres imødekommenhed kan måske forklares med, at mange af dem har boet 10-20 år i Danmark uden at have haft chancen for at lære en eneste dansker at kende, før vi kom forbi.

Hvad mange til gengæld har prøvet er at blive spyttet efter på gaden eller råbt ad.

Sideløbende med denne besøgstjeneste har vi været frivillige på Reden Internationals krisecenter, hvor bl.a. en del af de nigerianske prostituerede opholder sig, mens deres asylsag behandles.

Også her er det nemt at blive venner med kvinderne.

En af mine nærmeste venner blev kidnappet af en bande, der en nat kom og dræbte hendes familie som en del af opgøret mellem muslimer og kristne i Nigeria. Efter et langt og mareridtsagtig forløb med mange mellemmænd endte hun som handlet kvinde i Danmark.

Desværre må vi snart sige farvel, da hun har fået afslag på sin asylansøgning.



Gennem vores frivillige arbejde blandt disse kvinder har en grotesk verden åbnet sig for os. Om kvinderne kommer fra Thailand, Moldova eller Nigeria, er situationen den samme: De er tvunget til et liv i prostitution, fordi det er det eneste marked, de i deres udsatte situation kan byde ind på.

Der er ikke tale om et valg – der er tale om mangel på muligheder.

De er i desperat behov for penge og er derfor mange gange om dagen tvunget til at lave en simpel byttehandel med den højt privilegerede danske kunde: Jeg har desperat brug for penge, og jeg har ingen rettigheder. Jeg er bunden af samfundet og har intet netværk. Det eneste, jeg har at byde ind med, er at tilfredsstille dig seksuelt. Du har penge, du har lov, og du har lyst.

Når man bliver venner med disse kvinder og hører deres personlige historier, er der ingen tvivl: Der er tale om gemen udnyttelse af de svagest stillede.

Hvor mange tavse kvindeskæbner uden taleret og muligheder skal der til, før vi ser konsekvenserne af vores legalisering af prostitution i øjnene?



Vi danskere har frit lejde til at udnytte fattige, underprivilegerede mennesker til at få tilfredsstillet vores egne behov, fordi vi kan og giver os selv lov. Det er pinligt, uanstændigt og direkte tarveligt! Vi kan ikke ignorere, at vores krav på købesex har mange ulykkelige ofre.

Jeg ved, at der er kræfter i Danmark, der argumenterer for en yderligere liberalisering af lovgivningen, der vil give prostituerede friere arbejdsmæssige rettigheder – men behøver det at være på bekostning af en rettighed, som jeg finder meget vigtigere at kæmpe for: nemlig rettigheden til ikke at være nødtvunget til prostitution?

Kan det passe, at filosofien om, at sex er en menneskeret, skal trumfe vores grundlæggende værdi om, at det ikke er o.k., at den stærke udnytter den svage?



Vi er nødt til at tage ansvar. Det handler ikke om at stigmatisere hverken kvinder i prostitution eller deres kunder, sådan som bl.a. Sexarbejdernes Interesseorganisation opfatter det.

Det handler om at gøre op med en integreret og desværre fuldt accepteret ordning i vores samfund, der tillader himmelråbende uretfærdige forhold for en underprivilegeret gruppe verdensborgere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kan ikke pege fingre ad apartheidstyret i Sydafrika eller andre systemer, der bygger på udnyttelse af dårligt stillede, når vi samtidig lader udnyttelsen af fattige desperate kvinder stå som en fast del af vores eget samfund.



Er der en løsning? Kan vi gøre noget, som betyder, at disse kvinder får et mere værdigt liv, og at vi genvinder vores anstændighed? Ja, jeg har et forslag: Stop køb af sex! Sex kan ikke være en handelsvare! Det dur ikke.

Købesex burde være ulovligt ligesom i Sverige, for vi kan ikke satse på, at udbuddet stopper, så længe forskellen på rig og fattig i verden er så markant. Hvis disse kvinder ikke skal havne i prostitution i vores gader, skal der ikke være nogen efterspørgsel.

Hvor mange tavse kvindeskæbner uden taleret og muligheder skal der til, før vi ser konsekvenserne af vores legalisering af prostitution i øjnene?

Og til alle, der køber sex: Vågn op og indse, hvilket destruktivt maskineri du er med til at finansiere. En verden med vold, trusler, ensomhed, frihedsberøvelse, magtmisbrug.

Brug i stedet dine penge på f.eks. uddannelse af disse kvinder, så de ikke er tvunget til at føre et liv, vi andre ikke engang kan holde til at se på film.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce