Ordkamp. De danske avisers netmedier har vidt forskellige tilgange til debatstoffet. Nogle steder stilles der krav om, at debattører skal afgive navn og adresse. Andre steder er ordet - og tonen - noget mere fri.
Foto: Philip Ytournel

Ordkamp. De danske avisers netmedier har vidt forskellige tilgange til debatstoffet. Nogle steder stilles der krav om, at debattører skal afgive navn og adresse. Andre steder er ordet - og tonen - noget mere fri.

Debat

Dræber netmedierne den demokratiske debat?

Skal debat på nettet være for alle de anonyme eller de få navngivne?

Debat

»Det er helt afgørende for en sober demokratisk debat, at vi ved, hvem vi diskuterer med. Sådan har det været i avisen i mere end 100 år, og sådan bliver det nu på politiken.dk. Nu er det slut med skribenter, der ikke vil stå til ansvar for deres holdninger«.

Sådan skrev Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, da validering af personlige oplysninger blev taget i brug for at dæmme op for anonyme debattører på Politikens interaktive kommentarfelter på nettet.

Her kommer fem grunde til, at vi skal tænke lidt over det citat.

1) Hvad er en ’sober’ debat egentlig? Er det fx optakt til en sober debat, når man publicerer en nyhedsartikel med en opmærksomhedsskabende overskrift, skarpt provokerende vinkler, og lader det være op til læserne selv at diskutere videre uden indblanding fra journalisten, der råber op til debat eller uden hjælp fra en digital debatredaktør, der kan sikre en demokratisk samtale?

Hvis det sobre skulle være rationelt og velformuleret, så er der en hårfin grænse mellem det rationelle og det irrationelle i enhver debat, og hvad er egentlig forskellen på, at en anonym debattør primitivt skriver ‘dumme svin’, og at en anden med navns nævnelse skriver et retorisk fordomsfuldt indlæg, som man skal læse et par gange for at regne den perfide tilsvining ud? Mangel på synlighed eller sprogbrug kan ikke være diskvalificerende faktorer i sig selv for at bestemme debattens kvalitet.

I en debat kommer det an på, om der findes et argument eller en saglighed, der rent faktisk kan reageres på, og et argument kan leveres på mange rationelle og irrationelle måder. Når det sobre defineres alene ved et kultiveret sprogbrug og en bestemt korrekthed, bliver det sobre et skøn, der har som funktion at være tæmmende og ekskluderende fremfor bredtfavnende og rummelig.

Hvad er egentlig forskellen på, at en anonym debattør primitivt skriver ‘dumme svin’, og at en anden med navns nævnelse skriver et retorisk fordomsfuldt indlæg?

Samtidig findes der forskellige typer af debatkultur, hvor den rationelt kontrollerede og følelsesudtømte debat kun er ét debatideal, mens eksempelvis det britiske underhus med tilråb og sproglige udfald er af en anden type, hvor der i grovhederne stadig er et argument og en kommentar, der kan reageres på. Sidstnævnte karakteriserer måske bedre samtalerne i de sociale medier, hvor fornuft og følelse blandes sammen og skaber en særlig levende debat.

DEBAT

Hvis vi kigger på det danske mediebillede, ser vi, at debatsider hos nyhedsmedier bliver håndteret forskelligt. Det er karakteristisk, at debatsiderne afspejler et overordnet nyhedsbrand, hvorfor det ikke er overraskende, at ordet er frit og provokerende på Ekstra Bladets ’Nationen’, hvilket understøtter sensationspressens kendetegn, den følelsesmæssige spontanitet.

Hos Information har man nogle klare retningslinjer, men ellers er debatten givet fri i et univers, hvor der fra avisens side allerede er en udtalt venstresnoet indignation. Utilfredsheden er en præmis i disse nyhedsmedier, så irrationalitet og grimme ord er en mindre overraskende foreteelse.

I samme sobre stil som Politiken forsøger Berlingske at råbe til kamp ved at appellere til en borgerlig anstændighed i debatten.

Chefredaktør Lisbeth Knudsen vil sikre en ordentlig tone, og det står endvidere klart, at hun ikke nærer den store respekt for netdebattører og bloggere, hvorfor hun har foreslået, at nyhedsmedierne skal have et særligt ’trustmark’, så de ’utroværdige’ kan filtreres fra. For nogle nyhedsmedier synes der således generelt ikke at være stor tillid til medborgeres formåen i det digitale debatmiljø.

Diskursen om en såkaldt sober debat kommer derfor også til at skabe unødvendige fjendebilleder, og det bliver et forsøg på at kontrollere debatten. Det er derfor helt legitimt at spørge, om der i forsøget på at skabe et moralsk kompas for debatten også skabes en moralsk spændetrøje, hvor få tør sige noget dumt eller uforudsigeligt?

LÆS ARTIKEL

2) Kunne der være andre grunde til, at debattørerne vil være anonyme udover at ville skrive ’dumme svin’? Kunne ønsket om anonymitet hænge sammen med, at nogle debattører er usikre på, hvor deres digitalt lagrede kommentarer ellers vil dukke op, når de oplever, hvordan nyhedsmedier i stigende grad klipper personers statusopdateringer og kommentarer ind som kilder i nyhedsartikler? Kunne frygten for at bliver overvåget af journalister og ende som utilsigtet kilde udenfor kontekst være årsag til, at man er anonym?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

3) Er det klogt at anskue netmediet ud fra en avisnostalgisk forståelse, hvor nogle få udvalgte altid har vidst, hvem de diskuterede med på avisens debatsider? En sådan nostalgi har ikke de nye mediers potentiale for øje, og det risikerer at hæmme, at nyhedsmedierne for alvor kan udvikle debatredaktørens rolle, så den bliver tidssvarende.

Hverken mediebillede eller debatkultur er som for hundrede år siden, og der er måske mere brug for, at redaktørerne blander sig i debatten, sikrer forståelse og hjælper til med at nuancere en nyhedsartikel med endnu flere facts, så debattørerne ikke efterlades i frustration og vildfarne fordomme. En debatredaktør på nettet skal måske derfor sammenlignes mere med en talkshow-vært fremfor en frimærkesamlende bestyrer af en brevkasse.

Hverken mediebillede eller debatkultur er som for hundrede år siden, og der er måske mere brug for, at redaktørerne blander sig i debatten

4) Og skal interaktive kommentarfelter virkelig forstås i avistermer? De er ikke små læserbreve, der er resultatet af eftertænksomhed eller en redaktionel proces, men netop spontane reaktioner og ofte banale ytringer, der skrevet i hast bliver en ventil eller en måde selv at provokere andre debattører til at reagere. Der foregår holdningsudvekslinger, hvor debattørerne i processen bliver klogere, og desværre også dummere indimellem.

Derfor bliver flere også kede af, at tidligere kommentarer stadig er tilgængelige og alletidsnærværende på nettet. Debattørerne har ofte ikke selv mulighed for at slette indlæg. I lysten til at deltage bliver det således for nogle debattører svært at stå inde for en halvgennemtænkt kommentar, der mest af alt er en usikker afprøvning af argumenter.

Det sociale element i den interaktive debat etablerer sig derfor både som en legeplads såvel som en læreplads for at kunne blive en bedre debattør. Kan valget af anonymitet derfor hænge sammen med en uafklarethed omkring egne holdninger, og bliver deltagelsen et forsøg på at afprøve og forbedre egne debatevner?

5) Kunne man i et digitalt debatmiljø forestille sig, at debatredaktørens rolle fremover kunne være at slette en debat efter nogle dage, skrive en sammenfatning med de væsentligste argumenter og konflikter, og måske fremmane en Habermasiansk konsensus eller forslag til løsning?

Så kunne debattørerne også blive bekræftet i, at de rent faktisk diskuterer med journalister og nyhedsmediernes bloggere, som har sat diskussionen i gang. Ville det ikke være sobert og ansvarsfuldt?

Alle de ovennævnte spørgsmål bør være i spil, når nyhedsmedier bruger ressourcer på at styre debatten på nettet. Rationalet til udvikling af en aktiv debatredaktørrolle synes dog ikke altid at være med et ideal om at stimulere til demokratisk samtale.

Fremfor at bruge ressourcer på at engagere sig i debatten eller udvikle et filter, så debattører eventuelt selv kunne vælge til og fra af anonyme debattører, bliver det et teknologisk fix i form af CPR-check, eller at man logger ind via Facebook, der bliver den ressourcelette løsning. Teknologier, der fremmer synlighed, kan sikre en god debat, er umiddelbart devisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men kunne der være andre interesser i spil i forhold til at ville problematisere anonyme debattører og fremme synlighed og registrering? Modsat for hundrede år siden skal nyhedsmedier i dag optimere et nyhedsbrand i et digitalt mediemiljø, og debatten skulle også helst være en god forretning. Derfor efterspørger marketingsafdelingen personoplysninger og leder efter muligheder for at målrette annoncer og gøre alting klikbart.

At registrere debattører eller presse dem til at bruge Facebook log-in har yderligere den gevinst, at alle debattører bliver synlige ambassadører for debatten, når deres indlæg bliver spredt i debattørernes egne sociale netværk. Registrering, overvågning og ’spreadability’ er nøgleord for en digital forretningsmodel - også i nyhedsbranchen.

I det spil bliver en anonym debattør en død debattør.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce