Hippie. Thylejren er blevet et symbol på hippiebevægelsen.
Foto: BONNERUP CLAUS

Hippie. Thylejren er blevet et symbol på hippiebevægelsen.

Debat

De unge: Hippiebevægelsen betyder intet for os

Hippiebevægelsen er et historisk fænomen, der ikke vedrører dagens unge.

Debat

Emil Nyløkke Thorup, 26 år.


I forhold til hippiebevægelsens indflydelse på samfundet i dag, ser jeg ikke '68-generationen som vores frelsere fra det traditionsbundne hierarki og autoritetstro – jeg kan sagtens se en inspiration, men jeg nægter at tro på, at nutidens unge ikke selv ville have haft modet til at bryde traditioner og eftersøge en mere lystbetonet måde at leve på.

Vi kunne selv have startet den bevægelse. Det er naturligvis godt, at nogen andre tidligere har taget denne kamp, men jeg tror desværre, at unge er ret ligeglade med hippiebevægelsen i dag. Det havde nok været sværere at lave et sexprogram som mit, hvis det ikke havde været for hippiebevægelsen – men så havde jeg bare sendt det på en obskur undergrundskanal i stedet for på det skønne og offentligt finansierede Danmarks Radio.

Alligevel har jeg stadig et romantiseret forhold til hippiebevægelsen, da mine forældre begge var super-hippier og ekstremt venstreorienterede. Jeg er indoktrineret med alt det bedste fra deres ungdom og ideologier. Jeg ser mig selv som et barn af hippierne, selv om jeg – muligvis for at være kontrær – har valgt at leve et, på ydersiden, meget kapitalistisk og overfladisk liv med dyr champagne, dyre rejser og fast ejendom på Frederiksberg Allé – i direkte modstrid med mine forældres ungdom.

Salah Al-Matari, 26 år.

I det daglige betyder 68-generationen ikke det det store for mig – for næsten at sige ingenting.

Debatten om hippiebevægelsen og følgerne af den foregår jo praktisk talt også kun mellem 68´erne selv og deres afkom. Som historiker er jeg stødt på emnet flere gange, og det er mit klare indtryk, at 68'erne dengang og i dag har en tendens til at overromantisere perioden og folkene bag.

Det er en klar overvurdering, som ikke har hjemmel i virkeligheden. Hvor mange hippier med langt hår og fredstegn så man lige i det nordlige Jylland i 60'erne?

Det er da også tydeligt, at hippiebevægelsen var forbeholdt for en lukket kreds af privilegerede gruppe, der havde råd til at protestere og ikke gå på arbejde.

Dansk frisind som fænomen er et godt eksempel på noget, hippierne har ført med sig. Men helt ærligt ville enhver generation kunne have gjort det samme med bind for øjnene i takt med moderniteten og udviklingen i vesten fra 60´erne og frem.

Hvor mange forandringer fremprovokerede 68'erne selv i kraft af deres handlinger, og hvor meget var givet af vestens samfundsudvikling og påvirkning fra andre landes store omvæltninger i den pågældende tid?

FOTO

Alexander Stephanou

Da jeg for et par dage siden blev spurgt, hvilket forhold jeg egentlig havde til 68-generationen, lød mit svar nærmest helt automatiseret: Altså rødstrømperne? Hippierne? De der kvinder med hår under armene? Enten er min viden om 68-generationen yderst begrænset, ufuldstændig og trænger til en ordentlig revision, eller også er 68-generationen bare ikke noget, som min generation i bred almindelighed har noget særligt dybt forhold til.

Jeg hælder mest til den sidste konklusion, for egentlig tror jeg, at langt de fleste i deres faglige udvikling er faldet over 68-generationen. Hippiebevægelsen, som Peter Øvig Knudsen nu har skrevet en hel bog om, er mest af alt noget, som optager 68´erne selv. Hvor ofte blander unge sig lige i diskussionen om Thylejren i 1970´ernes betydning for dansk samtidstænkning?

For os er den diskussion historie - intet mere. Unge definerer heller ikke længere sig selv ud fra idealet om en samlet ungdom, som det ellers var tilfældet for mange unge i 1960'erne. I stedet er unge i dag i deres identitetsarbejde mere interesserede i uddannelsesbaggrund, politiske overbevisninger - og ofte også social status.

68-generationens bedrifter - kvindernes frigørelse og insisteren på i alle henseender at blive betragtet som ligeværdige med mænd - er hurtigt og effektivt blevet integreret i den opfattelse af samfundet, familien og mennesket, der generelt er kendetegnende for dagens demokratiske Danmark. 68-generationen har med andre ord ikke mere at byde på indholdsmæssigt. Den har aftjent sin værnepligt.

LÆS ARTIKEL

Lukas Graham, 23 år.


Hippiebevægelsen er paradoksal. Som min far altid sagde, så »kan du kun være rigtig hippie, hvis du har råd til det«.

Hvis du har råd til ikke at arbejde, så kan du være hippie. Min far havde ikke råd til at være hippie, han flyttede derhen hvor arbejdet var. Derfor kom han til Christiania.

68'erne var mest af alt et overklassefænomen. Ligesom flere moderne autonome i dag er fra Hellerup og mest af alt i oprør mod deres forældre. Jeg er født i hvad mange ville kalde et hippiesamfund, hvor der er genbrugstøj og striktrøjer - og er du klar over, hvor glad jeg var, da jeg kunne købe mine første par jeans, som ingen andre havde gået i før mig?

Man skal tage hippiebevægelsen med et gran salt, for mange endte jo med at praktisere det, som de prædikede imod. Mange blev dem, de forsøgte at gøre op med. Som den unge SF'er der vokser op, tjener sin første million og ender med at stemme Venstre, fordi millionen ikke skal svømme væk i skatter og afgifter. Hvorfor glemmer man, at millionen er tjent under venstreorienterede forudsætninger med gratis uddannelse, sundhedssystem og sikkerhedsunderstøttelse? Fordi folk har egoistiske behov, men bruger kollektiv retorik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Louise Hennings Jespersen, 22 år.


Som sådan har hippiebevægelsen ingen betydning for mig. Og i hvert fald ingen isoleret værdi.

Jeg læser til daglig på RUC, som mange har en forestillinger om, er et hippieuniversitet, hvor alle studerende stemmer på Enhedslisten, går i revset tøj og har langt hår. Det kunne ikke være længere væk fra virkeligheden.

Ja, RUC blev oprettet som en pendant til Berlins Freie Universität og i et opgør med den rigide og autoritetstunge universitetstænkning, som herskede i Danmark. Men mange unge har i dag ikke et forhold til 68-generationen. Det er i hvert fald ikke en tid, der fylder forfærdeligt meget i mine venner og veninders bevidsthed og selvforståelse.

Første gang jeg stødte på 68'erne og hippiebevægelsen var i folkeskolen, hvor vi lærte om fænomenet i historie. Lærerne fremlagde altid hippiebevægelsen som en periode, der havde store konsekvenser for det samfund, vi har i dag.

Hippierne skulle angiveligt have ændret samfundet med deres frisind og åbenhed, men det er ikke noget, som jeg mærker eller genkender fra min hverdag. Hvorfor skal hippietiden fremhæves som en isoleret særlig vigtig periode for mig som ung i dag? For mange i min generation er det blot en historisk begivenhed som alle andre.

Lene Vinding Stephansen, 25 år.


Vi lever i et materialistisk samfund, hvor unge har sig selv som førsteprioritet.

Vores udseende, vores uddannelse, vores arbejde, vores statussymboler og vores kulturelle socialisering. Disse ting er det væsentligste i vores hverdag og virkelighed, for vi vil bestemme selv i forhold til vores liv, vores værdier, vores sociale netværk og så videre.

Vi vil - og kan - stort set selv bestemme alt. Med hippiegenerationen in mente bør man derfor påpege, at hippierne har banet vejen for mange af de ting, vi unge i dag har mulighed for. Problemet er bare, at vi i hverdagen ikke er bevidste om det.

Vi unge vil fastholde den frihed og solidaritet, vi i vores underbevidsthed ved, udspringer fra hippieværdierne. Mange ser muligvis på hippiebevægelsen med skeptiske øjne og forbinder den med hash, stoffer og fri sex, men det er min overbevisning, at hippiebevægelsen havde mere til hensigt, nemlig at samle mennesker og gøre op med fordomme, hvorved man gav plads til alle og vægtede solidaritet og lighed. Men i dag har bevægelsen ingen betydning blandt ungdommen.

Martin Hellfritzsch, 22 år.


Hippiebevægelsen var ikke (for denne ånd er død), som det alt for ofte fremføres, en kommunistisk/socialistisk flok pladderhumanister, men derimod en befolkningsgruppe, som ville gøre op med et samfund, der i stadigt stigende grad kontrollerede, dikterede og infiltrerede borgernes personlige rettigheder.

Hippiebevægelsen var et liberalt opgør med en kontrollerede statsmagt; på nogle punkter et kulturopgør og på andre et kvindeopgør, hvilket bringer mig til min næste myte; at kvinderne er frie på grund af 68-generationens store kamp for ligestilling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det, nutidens romantikere og fantaster ofte misser, er koblingen mellem årsag og virkning, og det gør sig i høj grad gældende inden for denne problemstilling; mon ikke datidens teknologiske fremskridt var skyld i, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet? Eller behovet for finansiering af en stigende velfærdsstat? Det mener jeg, og det gør en lang række forskere ligeså.

Var hippierne i bund og grund ikke en flok livsnydere som ønskede større frihedsgrader, frem for en flok guitarspillende, hashrygende og fællessangssyngende unge mennesker?

Mon ikke man burde sidestille hippier og yuppier som liberale frihedskæmpere for individets rettigheder, og mane den romantiske myte om den solidariske kommunistiske folkegruppe i jorden?

Yuppierne er børn af hippierne, og hvad har min generation af yuppierne til fælles ud over et ønske om frihed og flere iPhones? Måske 20 kr. til en julekalender, så man kan støtte de fattige børn i Afrika? Dér kan man se hippiebevægelsens aftryk.

ingenting

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce