Tragedien. »Jeg håber, at vi, som man på Kants tid gjorde det, bruger katastrofen som anstødssten til en tiltrængt revision af vores virkelighedsopfattelse«, skriver debattør. Tegning: Roald Als.

Tragedien. »Jeg håber, at vi, som man på Kants tid gjorde det, bruger katastrofen som anstødssten til en tiltrængt revision af vores virkelighedsopfattelse«, skriver debattør. Tegning: Roald Als.

Debat

Tragedien må føre til selvransagelse

Hele Europa bærer ansvaret for det polariserede debatklima, skriver forfatter.

Debat

Det er uvirkeligt, siger man om katastrofer, men det er at stikke sig selv blår i øjnene.

Det er jo løgn, det er ikke sådan, det føles; det er netop meget virkeligt, det er dét, man mærker, et ansvar, der skyller ind over én.

Alle ruder blæst ind i Oslo – jeg er i Monteraux, Sydfrankrig, da min venindes kæreste ringer fra Danmark, fortæller os om sin lejlighed i Oslo. Alle gaderne er spærret af, ruderne er sprængt ind, gud ske lov børnene ikke var der.

I Lissabon, en morgen i efteråret 1755, hørte man en buldrende lyd, som en torden, klokken var tyve minutter i ti, en fjern lyd, men nærmere; og så rystelserne, kraftigere, et jordskælv, der satte byens kirkeklokker i bevægelse – byens indbyggere.

Sådan sad man i St. Antoniokirken og i den gamle katedral, på rad og række, ordnet efter et princip som ligner sandets, når man i stille vejr kan se striber under klart vand. Ud af kirken, af katedralen, af husene strømmede folk, ud i byen, hvor det første skælv hurtigt blev afløst af de to næste, endnu mere voldsomme.

Mellem 15.000 og 70.000 mennesker omkom under dét jordskælv, der står tilbage som et af verdenshistoriens blodigste. Bygninger styrtede, mennesker faldt, rystelserne løb ud i verden.

Tragedien fik enorme konsekvenser for oplysningstidens Europa og førte i mere end én forstand til sammenstyrtningen af det hellige sted, kirker og katedraler, det førte til formuleringen af en ny verdensforståelse, en uforfængelig begravelse af de tanker og det sprog, der ikke længere kunne bruges til at forstå verden eller til at skabe den.

Således udkrystalliseredes i kølvandet på Lissabonskælvet, med Voltaires og Kants banebrydende arbejde, oplysningstidens videnskabelige fordringer. Med Kants observationer og teorier var det ikke kun, som Walter Benjamin senere formulerede det, den videnskabelige geografi og seismologi, der så dagens lys – man kan i en vis forstand sige, at det var her, den moderne bevidsthed blev født.

Det giver ikke mening at tale om afstand og tid – det er abstrakte størrelser. Som mennesker lever vi ikke uafhængigt af hinanden. Vi har aldrig gjort det. Det synes måske banalt, men ikke desto mindre tiltrængt at påpege det.

Skælvet i Lissabon var en naturkatastrofe, det var umuligt at placere et ansvar. Flodbølger blev skabt og red ud over verden, vendte senere tilbage i form af en ny måde at forstå verden på, nye erkendelser.

Katastrofen i Norge kan man muligvis forstå i samme billede, men her er der blot ikke tale om en naturkatastrofe, skylden kan måske placeres. Tragedien i Norge er udtryk for en allerede indtruffet og fortsat hærgende kulturel katastrofe.

Billedet er vendt på hovedet: epicenteret spredt med vinden, hele Europa bærer ansvaret for det polariserede debatklima, der må være en del af forudsætningen for, at en Breivik kan findes.

Han er ikke født af intet, men af et samfund præget af en fordomsfuld og polariseret debat, som ikke tager udgangspunkt i virkeligheden, men i en sentimental fantasi om en enkel verden. En dovenskab og en manglende vilje til eller mulighed for at se og italesætte virkeligheden med udgangspunkt i erkendelsen af, at alting ikke lader sig reducere til et spørgsmål om godt eller ondt.

Fra forskellig side har man som borger i Europa været vidne til og i enhver forstand hørt, tålt eller ligefrem ønsket at se verden fastholdt i disse propagandistiske generaliseringer.

Vi har haft travlt med at udgrænse minoriteter. Vi har haft travlt med at udgrænse dét, der er os fremmed. Det kulturfremmede.

Min pointe er, at mennesket ikke kan være os fremmed. Det, der derimod kan være fremmed, er ideerne, selve det ideologiske og dét sprog, der skabes for at befæste disse konstruktioner. Et sprog, der fjerner sig fra virkeligheden, fra det konkrete, dét som er i verden.

Mennesket i sig selv genkender vi altid, det kan aldrig være fremmed for os. Udgrænsningen og fremmedgørelsen umuliggør dialog og udveksling. Og dét er ikke bare urimeligt trist og tragisk, det synes også urimeligt uklogt.

Som filosoffen Giorgio Agamben peger på, synes samfund i høj grad at definere sig i forhold til de udstødte, de internerede. Man kan i det lys se en linje fra udryddelseslejrene under Anden Verdenskrig, til interneringslejre for asylansøgere, og til den amerikanske Guantánamobase.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Katastrofen i Norge er i nogen grad blevet udgrænset som ’uvirkelig’. Breivik er blevet udgrænset som ’ond’.



De internerede befinder sig i et ingenmandsland og står uden beskyttelse over for den suveræne stat, der både bestemmer lovene og suspenderer dem. Men i mindre målestok kan man måske sige, at der de sidste mange år har foregået en identitetskamp internt i de europæiske samfund og samtidig i et globalt perspektiv.

Ønsket om at ville udgrænse får hurtigt karakter af generalisering og kategorisering, det bliver en inddeling af verden i simple kategorier, et sprog med kun to ord at vælge mellem; eller for den sags skyld et verdensbillede, der kun rummer to sprog at være menneske i, to sprog, der aldrig – sådan fremstilles det – kan udveksle betydning, sættes til at bevæge sig sammen.

Gennemskues, det kan det andet sprog, det fremmede, derimod efter sigende godt; og man kan fra og i det ene bestemme og dømme det andet sprog, den anden virkelighedsopfattelse: den fremmede.

Breivik findes i kraft af, med og i et sprog, der tillader den slags kynisme, som hans ord og gerninger bliver på én gang symbolet på og realiseringen af.

Den polariserede og evindeligt udgrænsende debat har ført til en gentagelse af Lissabons sammenstyrtning af det hellige sted.

Det er vores alle sammens ansvar, at intet – end ikke menneskeliv – synes helligt længere. Bølgerne udgår fra alle de europæiske lande og rammer Norge. En bølge kastes tilbage, og vi rammes af et ansvar for, at katastrofen i Norge, som katastrofen i Lissabon, fører til en omsiggribende selvransagelse, en grundig revision af den tænkning, den debat og det sprog, vi skaber verden i og med.

Katastrofen i Norge er i nogen grad blevet udgrænset som ’uvirkelig’. Breivik er blevet udgrænset som ’ond’. Selve udgrænsningen er et uhyggeligt effektivt redskab til at fralægge sig dét ansvar, der kan synes overvældende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg håber, at vi, som man på Kants tid gjorde det, bruger katastrofen som anstødssten til en tiltrængt revision af vores virkelighedsopfattelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce