Tegning: Roald Als.

Tegning: Roald Als.

Debat

Den franske skole skaber angste individer

Annegrethe Rasmussens lovsang over det franske skolesystem klinger hult, mener Aske Munck.

Debat

Det var rystende at læse Annegrethe Rasmussens defensorat i Politiken 5.3. for det franske skolesystem, hvis autoritære facon og fokus på udenadslære er berygtet.

Og det er soleklart, at indlægget er affattet af en person, der ikke har mødt de individer, som skolesystemet spytter ud i den anden ende på universitetet.

LÆS INDLÆG

For jeg må med det samme tilstå, at min erfaring som studerende i 1990’erne på overbygningen på en af Frankrigs fornemmeste læreanstalter – det politologiske Institut d’Études Politiques i Aix-en-Provence – i hvert fald har overbevist mig om, at min datter aldrig nogensinde skal i fransk skole.

For jeg var mildt sagt i chok. Både over, hvor uselvstændige og autoritetstro de studerende er, og over, hvor nærmest autokratiske underviserne opfører sig.

De studerende møder op til timerne, kopierer ordret alt, hvad læreren siger (med fyldepen, det er mest respektfuldt, som en medstuderende bedyrede mig), og eksamensforberedelsen består hovedsagelig i at genlæse alle noterne og lire dem af foran læreren, der nikker veltilfreds, hvis det er nogenlunde fejlfrit.

Selv at give sig i kast med at læse faglitteratur, ud over det underviseren eventuelt anbefaler? Aldrig i livet. Hvad ville der ikke ske, hvis læreren ikke var enig i valget?

Det fik jeg selv at sande, da jeg udbad mig en – efter danske forhold – uskadelig litteraturliste til et af de politologiske valgfag. Læreren skulede til mig hvidglødende af raseri og udbrød næsten råbende:

»Min undervisning er måske ikke tilstrækkelig for Dem, Monsieur Munck?«.

Hvortil jeg fremstammede det eneste gyldige forsvar i franske øren: at universitetsforvaltningen i København havde brug for den af administrative årsager.

Læreren smilede overbærende, og jeg håbede, at det betød, at jeg ikke skulle se frem til at bløde til min afsluttende eksamen.

Enhver, der har forsøgt at løse en opgave med en franskmand, vil vide, at gruppearbejde i deres øjne er en sælsom skandinavisk skik



Værre gik det, da jeg skrev en rapport om FN’s rolle i bekæmpelsen af den globale fattigdom. Jeg sammenholdt tabeller og politikernes højtidelige erklæringer og konkluderede nøgternt, at stort set ingen lande levede op til FN’s målsætning, og at det var et problem for FN, når medlemslandene ikke indfriede deres løfter.

Men ak, man skal ikke tale ondt om FN i Frankrig. FN er helligt, fordi den permanente plads i Sikkerhedsrådet er det sidste levn af fordums galliske grandeur og stolthed. Og jeg dumpede med et brag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nuvel, min professeur gav mig lov til at skrive en anden opgave. Jeg lavede et referat af en klassisk engelsk politologisk bog på grunduddannelsen i statskundskab i København, proppede det ind i skabelonen, og vupti bestod jeg med bravur.

Mine oplevelser på universitetet ligger i logisk forlængelse af det franske grundskolesystem. Og at det skulle være bedre end det danske system, er mig fuldstændig ubegribeligt. Munde ud i bedre og gladere samfundsborgere gør det i hvert fald ikke.

Franskmændene mosler rundt i en konstant angst for fremtiden, fordi de er skolet til, at de har én plads i samfundet, og hvis den glipper, ligger usikkerhed og sågar fattigdom og hjemløshed lige for.

Respekten for deres medborgere kan ligge på et ganske lille sted. Det afspejler sig ikke mindst i samfundsdebatter, hvor det konsekvent er normen, at man taler i munden på hinanden, indtil den svageste endelig giver op eller mister stemmen.

De mange strejker og demonstrationer, der ofte lammer Frankrig, har da sjældent heller noget med solidaritet at gøre, men handler primært om at forsvare egne hævdvundne privilegier.

At den franske skole – som Annegrethe Rasmussen skriver – skulle hive »elever fra ikkeboglige hjem op på et ordentligt fagligt niveau«, er en myte, der let bliver punkteret af en tur til nedslidte og socialt belastede franske forstæder.

Her udgør skolen og dens fokus på udenadslære og konstant karakterevaluering af eleverne det første nederlag for republikkens udstødte. Et nederlag, der efter en række sociologers vurdering har lagt kimen til optøjer, som dem vi bl.a. så i 2005.

Annegrethe Rasmussen nævner, hvordan en lærer i hendes barns skole kasserer en tegning fra en elev, der har været så letsindig (kreativ?) at afbilde en let deform elefant i lilla nuancer. Sådan ser en elefant ikke ud, skal læreren have sagt, hvorefter han resolut river den fejlslagne tegning itu.

Franskmændene mosler rundt i en konstant angst for fremtiden

Annegrethe Rasmussen skriver godt nok, at hun var oprørt over episoden, men den har tilsyneladende ikke givet hende anledning til at grunde over, hvordan en så åndsforsnævret reaktion fra en lærer kan præge barnet senere i livet (eksemplet lyder nærmest som nazisternes korstog mod Entartete Kunst).

Rasmussen skriver, at »udenadslære kræver (...) enorm hjælp, tilstedeværelse og opdragelse fra de voksne«, samt at »børnene er motiverede«.

Men hun stiller slet ikke spørgsmål til det franske systems temmelig ensidige fokus på udenadslære. For megen udenadslære fostrer skråsikkerhed, i hvert fald når først den er banket på plads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan man forvisse sig om ved de talrige stavefejl i navne og referencer, der konsekvent er i fransk faglitteratur. At være et selvstændigt og tænkende individ er ikke det samme som altid at tro, man har ret, og at gøre alt for at få sin vilje.

Og enhver, der har forsøgt at løse en opgave med en franskmand, vil vide, at gruppearbejde i deres øjne er en sælsom skandinavisk skik.

Annegrethe Rasmussen lovsynger karakterer helt ned i børnehaven, men mange skolelærere vil nok – hårdt presset – indrømme, at karakterer er en om ikke pauver så i al fald temmelig ensidig substitut for en ordentlig vurdering af elevens kundskaber. En vurdering, der bare ikke er mulig med de klassestørrelser, folkeskolen både i Danmark og Frankrig har i dag.

Det pudsige er, at den franske skole, Rasmussen forsvarer, er under angreb fra en ny og progressiv strømning af yngre forældre og lærere, der mener, det er forkert at give eleverne præstationsangst med karakterer allerede fra det første møde med skolen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce