Foto: FINN FRANDSEN
Debat

Må jeg ikke bare være feminist på min egen måde?

»At være feminist er lidt som at være muslim«, forestiller Ditte Giese sig.

Debat

Så skete det igen. Dejligt middagsselskab, vin i glassene, højt humør.

»Hvad arbejder du så med«, lyder det høfligt fra bordherren.

»Jeg skriver om køn og kultur i en avis«, lyder svaret.

»Køn? Altså sex?«, lyder modspørgsmålet.

»Tja, nogle gange også sex, men mere om kønsroller, ligestilling og feminisme«, svarer jeg tilbage.

»Betyder det, at du er ... feminist«, spørger bordherren med en mærkelig tiltagende tic ved øjenbrynet, »for jeg hader feminister«, skynder han sig at sige.

Nå, men det er jeg så, og småirriteret skal jeg så igen forklare, hvad jeg lægger i ordet ’feminist’, som i mine ører er noget ganske positivt og indlysende, men som i rigtig mange mænds ører lyder mere a la Beelzebub, der udøver 1. Øjeblikkelig kastration. 2. Diktatur og frihedsberøvelse. 3. Franske manchetter, buksevand, olferter, trælår og skibberbryster til alt og alle.

At være feminist er lidt som at være muslim, forestiller jeg mig. Konstant skal man svare på, hvad man er FOR og IMOD. For feminisme slutter på ’isme’, hvorfor man forventes at købe hele pakken eller ingenting.

Derfor oplever jeg som feminist hele tiden de her mærkelige situationer, hvor man skal svare for sig på den meget sort-hvide måde.

Er du IMOD porno? FOR forbud? IMOD sex? FOR kvoter? IMOD mænd, sådan generelt? Bange FOR sex? IMOD Jørgen Leth, også sådan generelt. FOR tabermænd? IMOD burka? FOR øremærkning af dit eller dat. Og så videre.

Puha, sådan et Facebook-bekendtskab eller en firmafest kan godt blive lidt anstrengende med alle de afkrydsnings-konversationer.

Det er et umuligt zigzagløb uden endegyldige eller fyldestgørende svar, hvor man forventes altid at være kampklar og i forsvarsposition. Og nogle gange vil man jo gerne bare danse lidt, ikke?

Men feminismen er hverken et parti, en religion eller en fasttømret ideologi.



Det er også alle de stereotyper om feminister: Vi er grimme, snerpede, magtliderlige, sexforskrækkede, humorforladte, lesbiske (eller i skabet), vrede og ikke mindst mandehadende.

Så hvilken kasse vil du sættes i?

Er du kystbanefeminist eller betonfeminist? Forbudsfeminist eller stiletfeminist? Elitefeminist eller bare nypuritansk feminist? Big Mother-feminist, KUA-feminist eller moralistfeminist?

Jo, tak, jeg vil faktisk helst ikke være nogen af delene. Må jeg ikke bare have lov at være feminist på min egen måde? Gå op i ligestilling mellem kønnene og en afstandtagen til sexisme, især i kulturel forstand?

Der er også den udbredte holdning, at hvis man er feminist, er man vred, nærmest rasende, fra man vågner om morgenen, til man går i seng med en Beauvoir-bog og en Treo 15 timer senere.

Men feminismen er hverken et parti, en religion eller en fasttømret ideologi. Det er drømmen om det halve kongerige. Okay, jeg forstår godt, at der var nogle mødre og andre højtråbende kvinder, der måske fyldte lidt rigeligt i 70’erne, men kan vi ikke godt droppe skyttegravskrigen nu?

Så kan man måske få lov at slippe for at skulle komme med store forsvarstaler og ideologiske udredninger og i stedet tage en svingom.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce