Dogmer. »Er Afghanistan en ubekvem krig, og er det derfor, vi ikke vil tage stilling til den, i anden form end meningsmålingernes anonyme, uforpligtende håndsoprækning?«, spørger Carsten Jensen og opstiller ni dogmer, der styrer vores opfattelse af krigen. (Arkivfoto).
Foto: JAN GRARUP

Dogmer. »Er Afghanistan en ubekvem krig, og er det derfor, vi ikke vil tage stilling til den, i anden form end meningsmålingernes anonyme, uforpligtende håndsoprækning?«, spørger Carsten Jensen og opstiller ni dogmer, der styrer vores opfattelse af krigen. (Arkivfoto).

Debat

Carsten Jensen: Hvorfor er vi tavse om krigen i Afghanistan?

Forfatteren Carsten Jensen opstiller ni dogmer, der styrer vores opfattelse af krigen i Afghanistan.

Debat

I otte år har vi været i krig i Afghanistan, og de sidste par år har den været blodig.

Den har kostet 31 danske soldater livet og alvorligt invalideret langt over 100. Meningsmålinger registrerer igen og igen, at Danmark blandt samtlige Nato-medlemmer er det land, hvor krigen nyder den største opbakning.

Alligevel taler vi næsten ikke om den. Der er ingen, der ligefrem ville kalde krigen populær. Nogen begejstret opbakning er det heller ikke muligt at få øje på. Krigen er i stedet omgivet af tavshed.

Den står sjældent til debat, og når den endelig gør, stopper debatten, før den knap nok er kommet i gang, som om krigen alligevel er for uhåndterlig for ord, en uafvendelig skæbne, vi lige så godt kan affinde os med.

Vi har i Danmark et såkaldt samtaledemokrati, som vi plejer at rose os af. Hvorfor er vi tavse? Kunne det skyldes, at en række fordomme og dogmer forhindrer os i at tale om krigen, og at disse dogmer i fællesskab håndhæves af ukritiske medier, uansvarlige politikere og en befolkning, der foretrækker ikke at vide noget, fordi krigen anfægter vores selvforståelse på en ubekvem måde?

Er Afghanistan en ubekvem krig, og er det derfor, vi ikke vil tage stilling til den, i anden form end meningsmålingernes anonyme, uforpligtende håndsoprækning?

Er det sådan, at de fleste af de ting, der siges og skrives om krigen, ikke har til formål at oplyse os om krigen, men i stedet at forhindre dens brutale virkelighed i at kollidere med vores selvforståelse som danskere?

Og hvis det forholder sig sådan, hvilke dogmer er det så, der styrer vores opfattelse af krigen?

Første dogme Det vigtigste dogme vedrørende vores opfattelse af krigen i Afghanistan bunder i vores historie. I 150 år har vi ikke været i krig, og vi har kompenseret for vores følelse af militær underlegenhed med en tilsvarende følelse af moralsk overlegenhed. Vi er egentlig ikke svage. Vi er bare gode, og derfor går vi ikke så meget op i krigerisk poseren og kanon-størrelse.

Det er ikke i våbenlagrene, at en nations storhed er opmagasineret, det er i hjerterne, og det er som repræsentanter for denne illusoriske selvopfattelse, at vore drenge befinder sig i Afghanistan. Bag uniformerne er de pacifister og skyder kun i nødstilfælde. De er der først og fremmest for at hjælpe. De er åbne, venlige, imødekommende, forstående, følsomme, rummelige, tolerante, kort sagt en inkarnation af alle danske dyder, der her er koncentreret under en og samme stålhjelm.

Vore drenge er desuden alle sammen tilhængere af kvindefrigørelse og elsker børn. Denne opfattelse må under ingen omstændigheder anfægtes, da den krænker såvel soldaternes selvfølelse som den nationale selvforståelse.

Andet dogme
Det andet dogme er nært knyttet til det første. Soldaterne ved altid bedst. Journalisterne er oftest kun udsendte i en uge, højst fjorten dage ad gangen. Soldaterne er der i seks måneder og har i forvejen forberedt sig grundigt i månedsvis.

Hvis en journalist derfor føler skepsis over for en soldats udsagn eller ligefrem konstaterer en uoverensstemmelse mellem det, han får fortalt, og det, hans øjne fortæller ham, er det soldaten, der har ret. Soldaten befinder sig konstant i farezonen og står med sit liv inde for sine ord. At soldaten altid ved bedst er den uundgåelige konklusion.

Dette dogme kan igen afledes af det såkaldte embedded-syndrom, altså det forhold, at journalisten er hærens gæst, en situation som rent psykologisk ikke adskiller sig meget fra Stockholmsyndromet, det paradoks, at gidsler ender med at føle sympati for eller ligefrem identificerer sig med deres gidseltagere.

Det er ikke i våbenlagrene, at en nations storhed er opmagasineret, det er i hjerterne, og det er som repræsentanter for denne illusoriske selvopfattelse, at vore drenge befinder sig i Afghanistan

Uden soldaten og den beskyttelse, han repræsenterer, er journalisten nådesløst udleveret til et fjendtligt miljø, hvor hans chancer for at overleve er ganske små. Det er med andre kun soldaten, der står mellem journalisten og døden, og dette afhængighedsforhold skaber en situation, hvor soldatens ord og vurderinger ikke lader sig anfægte.

Desuden sætter soldaten dagligt sit liv på spil, og dette fremkalder i sig selv en næsten underdanig respekt, som yderligere forstærkes af den hån, der hele tiden ligger på lur i soldatens øjne over for en civilist, der blot er turist på slagmarken.

Tredje dogme
Det tredje dogme er igen tæt knyttet til den danske selvforståelse: Når det kommer til Natostyrkernes krigsførelse i Afghanistan, er de danske tropper den store undtagelse, i den forstand, at ingen kritik af krigsførelsen kan have dem som adressat.

Det sker af og til, at britiske og amerikanske officerer tegner et temmelig mørkt billede af situationen i Afghanistan og retter en tilsvarende hård kritik mod de udenlandske styrkers indsats. Ingen dansk officer eller soldat, ingen forsvars- eller udenrigsminister føler sig anfægtet af denne kritik, og ingen dansk journalist konfronterer dem med den.

I det danske ansvarsområde er Taliban altid trængt, på knæ, på flugt, tæt på den endelige kapitulation, mens de danske drenge bakkes op af en entusiastisk lokalbefolkning. Enhver antydning af, at det forholder sig anderledes, er tabu.

At Danmark relativt set lider de største tab af samtlige Nato-tropper i Afghanistan, tolkes udelukkende som et bevis på en lille nations offervilje, når det kommer til kampen for demokratiet. En tolkning, der sætter spørgsmålstegn ved de danske troppers kompetence eller bare antyder, at tabene også vidner om fjendens styrke, er ganske simpelt udelukket.

Når fjenden går i offensiven eller foretager spektakulært modige angreb, som det nylige overfald på en dansk lejr, hvor 11 danske soldater, der befandt sig bag lejrens beskyttende mure, blev såret i et overraskelsesangreb, var det kun et tegn på, at Taliban var presset. Taliban er altid presset, mener Hærens Operative Kommando og dermed selvfølgelig også de danske medier. Selv deres mest spektakulære angreb foretager Taliban på knæ.

I efteråret 2009 rettede den nyudnævnte øverstbefalende for Nato-styrkerne i Afghanistan, den amerikanske general Stanley McCrystal, en sønderlemmende kritik mod den hidtidige krigsindsats. Han påpegede, hvordan Nato-styrkerne brød med alle de regler, der gælder, når en professionel hær skal nedkæmpe en folkelig opstand.

Nato-styrkerne havde ingen egentlig kontakt med befolkningen, som derfor heller ikke følte, at de fremmede soldater var på deres side eller kæmpede for noget mål, de kunne identificere sig med. Soldaterne måtte leve med befolkningen, dele dens vilkår, ud af de pansrede mandskabsvogne og frem for alt ophøre med de hyppige angreb fra luften.

Enhver, der har tilbragt tid hos de danske soldater i Helmandprovinsen eller bare læst Kim Hundevads bog ’I morgen angriber vi igen’ (der ganske vist er tænkt som en hyldest til de danske soldater) ved, at McCrystals kritik rammer den danske indsats med uhyre præcision.

Her er en yderst ringe kontakt til lokalbefolkningen, og soldaternes konfrontationer med Taliban har aldrig til hensigt at nedkæmpe de fjendtlige styrker, men først og fremmest at lokalisere dem, så der over radioen kan tilkaldes luft- og artilleri-støtte, en form for konfrontation, der uvægerligt altid ender i tab af civile liv.

Men McCrystals kritik gav aldrig anledning til hverken selvransagelse eller kritiske spørgsmål i den danske debat. Alle, fra forsvarsministeren til pressen, meldte selvtilfredse hus forbi. Havde en dansk officer fremsat en lignende kritisk vurdering som McCrystal, ville hans karriere brat være strandet, og en journalist ville være blevet undsagt af samtlige ansvarlige ministre som et landsskadeligt element, der satte nationens sikkerhed på spil.

Men her var det en amerikansk general, og det krævede usædvanlige manøvrer at lade, som om det ikke var os, han talte om. Det lykkedes kun med mediernes velvillige assistance.

Fjerde dogme
Det fjerde dogme, der præger vores opfattelse, er, at Afghanistan hverken har nogen fortid eller kultur. Dette er selvfølgelig en polemisk formulering, men den bunder i den simple konstatering, at det, man vælger at forblive uvidende om, lige så godt ikke kunne eksistere.

På Forsvarsakademiet får de soldater, der står foran en udstationering, et to timers foredrag om afghansk kultur, og det er lagt i de sidste timer en fredag eftermiddag, så mange føler, de har noget bedre at tage sig til end at lytte til formaninger om ikke at vise deres afghanske værter deres bare fodsåler. I de 14 dage, jeg tilbragte i Camp Price og Camp Armadillo i januar 2009, stødte jeg ikke på en eneste menig soldat eller officer, der nogen sinde havde læst en bog om Afghanistan.

Den viden, at vi forsøger at opbygge en moderne centralstat i et land, der aldrig i hele sin historie har kendt til nogen effektiv statsmagt, og at det, hver gang en Kabul-baseret intellektuel elite i løbet af det 20. århundrede har forsøgt at introducere en centralmagt i Afghanistan, er resulteret i borgerkrigslignende tilstande, eksisterer altså ikke hos nogen af krigens danske aktører.

Russiske generaler og historikere står i kø for at videregive deres bitre erfaringer med i en ti år lang, ufatteligt blodig krig at introducere den moderne verden til afghanerne. De påpeger, at vi er i færd med på tragisk vis at gentage deres fejltagelser. Heller ikke dem vil vi lytte til, endsige debattere med.

Russiske generaler og historikere står i kø for at videregive deres bitre erfaringer med i en ti år lang, ufatteligt blodig krig at introducere den moderne verden til afghanerne. De påpeger, at vi er i færd med på tragisk vis at gentage deres fejltagelser

Femte dogme
Der er ingen døde i Afghanistan. Dette er det femte dogme.

Armadillo er de danske styrkers yderste forpost i Helmand. Lejren ligger på en bakketop med udsigt ned over Greenzone, den opdyrkede og tætbevoksede jordstrimmel, der langs Helmand Flodens bredder strækker sig gennem et område, der overvejende består af ørken.

Greenzone er den egentlige slagmark i Helmand, og de unge soldater, der udstationeres i Armadillo, har en eneste mission: at slås, eller som det hedder i militærets underdrevne jargon, ’at holde Taliban beskæftiget’.

Og det gør de så: drejer de mod nord efter at være gået ud af Armadillos port, kommer sammenstødet med et urværks forudsigelighed, og det gør det et par gange om ugen.

Der skydes rutinemæssigt i noget, der ligner et fast ritual, og lykkes det de danske soldater at lokalisere fjenden, tilkaldes artilleri- eller luftstøtte over radioen, og Taliban får pulveret. Næste uge er de der igen i en krig, der ligner et ritual. Fronterne flytter sig aldrig. Der erobres ikke en kvadratcentimeter ny jord.

Hvor mange, de danske styrker slår ihjel, ved vi ikke, dels fordi Taliban altid fjerner deres døde, og det derfor er vanskeligt at opgøre antallet, dels fordi hæren aldrig kunne drømme om at fortælle os det.

Løst anslået dræber hvert hold af soldater, der er udstationeret i seks måneder ad gangen, vel imellem 50 og 100 talibanere og lokale bønder. Dertil kommer et mindre antal kvinder og børn.

Regner man lidt på størrelsen af afghanske familier og de lokale klanforhold, betyder det formodentlig, at Taliban hvert år kan regne med et sted mellem 500 og 1000 nye, stærkt motiverede rekrutter, der tager geværet i hånden, fordi de har et familiemedlems død at hævne.

Og sådan kan det blive ved, hold efter hold, år efter år i en udsigtsløs evighedskrig. Det er det, der af forsvarsministeren og dansk presse i fuld enighed beskrives som, at ’det går fremad i Afghanistan’.

Sjette dogme
Taliban er bare mordere. Sådan lyder det sjette dogme.

Der er kun én forklaring på Talibans krig mod os: talibanerne er besat af morderiske impulser. De dræber, fordi de er dræbere. Eller i en lidt mere politisk version: de er besat af fanatisme. Sådan er islamiske fundamentalister: ligeglade med såvel deres eget liv som andres.

I alle tilfælde ligger deres eventuelle motiver hinsides vores indlevelsesevne, og ethvert forsøg på at tillægge dem forståelige grunde til deres handlinger, er en benægtelse af det indlysende: De er ikke mennesker som os, og det er derfor legitimt, måske ligefrem en moralsk pligt at slå dem ihjel.

Danske soldater udstationerede i Helmandprovinsen har måske et lidt mere nuanceret syn på tingene. De taler regelmæssigt om et fænomen, de kalder ’ten-dollars-taliban’. Hermed antyder de, at en del af de talibanere, de kæmper imod, i virkeligheden er fattige lokale bønder, som af lutter nød lader sig hverve til Taliban mod betaling uden at dele hverken talibanernes politiske mål eller deres fanatiske livssyn.

Denne påstand er lige kontroversiel, hver gang den fremsættes, især i politiske kredse, for den antyder, at talibanerne, i hvert fald nogle af dem, også er en slags mennesker og derfor til at tale og måske endda forhandle med.

Den amerikanske regerings udsending Richard Holbrooke hævder, at kun omkring 30 procent af de krigere, der kæmper for Taliban, udgør de egentlige, fanatisk beslutsomme kernetropper. Resten rekrutteres ud fra en bred vifte af motiver.

Der er krigere, som simpelthen bare er modstandere af udenlandske besættelsestropper på afghansk jord. Der er andre, som er drevet af ønsket om personlig hævn. En søn, far eller bror er blevet dræbt af Nato-tropperne, eller en kvinde i familien er blevet krænket under en husundersøgelse foretaget af hårdhændede udenlandske soldater. Andre igen har oplevet overgreb fra den lokale krigsherre og kæmper ikke i Allahs, men i retfærdighedens navn.

I instruktøren Janus Metz’ hudløst ærlige dokumentarfilm ’Armadillo’ fra den danske Afghanistan-krigs fronter i Helmandprovinsen ser man fem sønderskudte afghanere ligge døde i en grøft. De er lige blevet ’tygget igennem’, som det hedder på dansk soldaterjargon af maskinpistolsalver på 30-40 skud til hver.

Holder man sig til Richard Holbrookes tal, er der kun en af de dræbte, højst to, som er talibanere af overbevisning. De 3-4 øvrige er lokale bønder, som af den ene eller anden personlige grund har ladet sig indrullere i opstanden.

De er med andre tæt indvævet i lokale klanstrukturer, og det, vi oplever som en sejr over fjenden, vil af den lokalbefolkning, vi påstår, vi hjælper, blive opfattet som endnu en grund til at gribe til våben. For en dansker er scenen enten en anledning til triumf eller endnu en grund til at afsky krig. For en afghaner ville scenen simpelthen bare fungere som rekrutteringsvideo.

Jeg berettede om scenen til en bekendt, der ikke havde set filmen, og da jeg beskrev de dødes forvredne kroppe, blev min stemme tyk af bevægelse. Han så forundret på mig. »Jamen, tænk på, hvad Taliban gør ved andre«.

I hans øjne var talibanernes usle død på bunden af en grøft, hvor de svømmede rundt i blod, hjernemasse og afføring, retfærdiggjort af den blinde fanatisme, som han uden videre forbandt dem med. Han var end ikke i stand til at forstå den bevægelse, jeg blev overvældet af ved synet af de mishandlede lig. For ham var de ikke mennesker. De var likviderede uhyrer. Fem fjender mindre i en verden allerede overfyldt af forkerte synspunkter.

Jeg kom til at tænke på nogle ord, jeg hørte fra en dansk kaptajn, som flere gange havde været udstationeret i Helmand. »Jeg siger altid til mine mænd, at de, hver gang de har slået en talibaner ihjel, skal tænke på, at selv om han er deres fjende, så er han også nogens søn, bror eller far«.

Er det ikke en form for tankegang, der kan være farlig, fordi den måske får soldaterne til at tøve i situationer, hvor det gælder om at reagere hurtigt?, spurgte jeg.

»Jo, det kan godt være«, svarede han. »Men jeg siger det alligevel. For hvis de ikke gør sig den slags tanker, ender de med at blive afstumpede«.

Det er ikke kun slagmarken med dens krav om en hurtig aftrækkerfinger, når livet står på spil, der fremmer afstumpetheden. Lang tids omgang med George W. Bushs og Anders Fogh Rasmussens fanatiske ’dem eller os’-retorik gør det også. Ikke blot blokerer det verdensbillede, hvor der kun er to antagonistiske synspunkter, vores eller deres, for enhver demokratisk debat. Det forhindrer også indlevelse i mennesker på andre kontinenter med radikalt andre levevilkår end vores.

Faktisk findes der ifølge denne tankegang slet ikke mennesker. Der findes kun repræsentanter for ideologier, og ideologierne er altid sorte eller hvide. Det er i alt for lang tid lykkedes os at bilde os selv ind, at der kun er to slags afghanere, tilhængere af det demokratiske Vesten eller blodtilsølede terrorister.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi er sluppet af med Bush, men ikke med Fogh, og selv om Natos generalsekretær heldigvis for verdensfreden ikke har nogen indflydelse på de militære beslutninger, Nato træffer i Afghanistan, oplever jeg alligevel, at en tilsvarende tankegang som hans ligger bag meget af dækningen af krigen.

Vi er sluppet af med Bush, men ikke med Fogh, og selv om Natos generalsekretær heldigvis for verdensfreden ikke har nogen indflydelse på de militære beslutninger, Nato træffer i Afghanistan, oplever jeg alligevel, at en tilsvarende tankegang som hans ligger bag meget af dækningen af krigen.

Er det kun, fordi det i Afghanistans krigshærgede provinser er livsfarligt at befinde sig alle andre steder end i bugen på en pansret mandskabsvogn, at vi aldrig hører om krigen set fra lokalbefolkningens side? Er det ikke også, fordi dens levevilkår og tankegang simpelthen ikke interesserer os, og vi ved at stemple Taliban som ondskabens agenter tror, at vi allerede ved alt, hvad vi behøver at vide?

Syvende dogme
Det syvende dogme lyder sådan her: Vi er her for at skabe demokrati, men Afghanistans største problem er korruptionen. Det kunne godt ligne et kritisk udsagn. Men det er det ikke. Udsagnet forplumrer i virkeligheden enhver forståelse af, hvad der er galt i Afghanistan. Frem for alt forhindrer det os i at se den negative rolle, vi selv spiller.

Korruption forudsætter et system, der kan korrumperes. Det er den menneskelige svaghed, kødets skrøbelighed, der er problemet. Lovene er gode nok. Det er administrationen af dem, det er galt med.

Sådan lyder tankegangen: Hvis bare afghanske embedsmænd ville lade være med at tage imod bestikkelser og Karzai holde sine fingre væk fra stemmeoptællingen, når der er valg, så ville den være hjemme, og et demokrati efter dansk forbillede være født midt i Centralasien.

Korruption er kun et problem, hvor der rent faktisk eksisterer love, alle er forpligtet til at overholde. I Afghanistan eksisterer der imidlertid ingen central statsmagt, som ved hjælp af politi og hær kan garantere, at landets love respekteres. I stedet eksisterer der omkring 2.700 militser, der med over 180.000 mand under våben adlyder omtrent lige så mange forskellige krigsherrer.

Der eksisterer med andre ikke en lov. Der eksisterer 2.700 forskellige love, og den samlede sum af alle disse egenmægtige krigsherrers krav på hver for sig at legemliggøre loven er et Afghanistan fanget i kaos.

I denne situation, hvor vilkårligheden hersker, er det absurd at tale om korruption. Der er simpelthen ikke nogen centralmagt, endsige noget system af alment gældende love, der kan korrumperes.

Så længe krigsherrerne har deres egne private hære, er det konstitutionelt umuligt for Karzai at opbygge et fungerende statsapparat. Og krigsherrerne forbliver under våben. De er vores nærmeste allierede, og vi har ikke til hensigt at afvæbne dem. Vi har med andre ord indbygget demokratiets fiasko i vores strategi.

Da amerikanerne invaderede Afghanistan, allierede de sig med Talibans fjender, den såkaldte Nordalliance, en flok halvkriminelle, feudale herremænd, hvis ryggesløse magtmisbrug var en væsentlig del af forklaringen på, at de fanatiske talibanere havde vundet opbakning i befolkningen.

Vi har svært ved at forstå, at der kan findes noget værre end et religiøst diktatur som det, Taliban udøvede. Men det kan der. Endnu værre end et teokrati med strenge love og endnu strengere straffe er en verden, hvor der slet ingen love er.

Den spanske filosof Fernando Savater har i en bog om de ti buds aktualitet, ’De Ti Bud i det 21. Århundrede’, skrevet om det, han kalder »menneskets behov for en frygtelig gud«. »Hvad ville der ske, hvis vi ikke gjorde vores pligt? Hvad ville der ske, hvis alle mennesker besluttede at slå hinanden ihjel? Eller hvis vi besluttede os for at give afkald på sandheden, eller for at stjæle fra andre, eller for at voldtage enhver kvinde, der måtte krydse vores vej. Sådan en verden ville være forfærdelig«, skriver Savater.

Men det var sådan en verden, afghanerne levede i, før Taliban kom til magten, og det er sådan en verden, de nu lever i igen. Takket være os. Forestil dig, at alle danske provinser blev regeret af Hells Angels. Forestil dig, at hver by havde en Jønke, der herskede enevældigt og vilkårligt i overensstemmelse med sine egne indskydelser og påfund. Så har du dagens Afghanistan.

Den almægtige amerikanske general David Petraeus fløj for nylig til Kandahar for at komme i ydmyg audiens hos Ahmed Wali Karzai, præsident Hamid Karzais bror, militsmand og en af Afghanistans største narkohandlere. Uden Ahmed Wali Karzais accept må den amerikanske hær opgive at få kontrol over Kandahar i sommerens store offensiv. Når endnu flere amerikanske soldater om et par måneder bliver fløjet hjem i kister, er det en krigsherre og narkoforbryder, de har ofret livet for.

Hvem dør danske soldater for?

Også i Helmandprovinsen er de danske styrkers nærmeste allierede de lokale krigsherrer. Krigsherren Mullah Daoud beskytter for 20.000 dollar om måneden den danske Camp Price-lejr mod fjendtlige angreb.

Hans bror Haji Kaduz kontrollerede en række checkpoints langs Highway 1, men blev jaget væk af Taliban med støtte fra lokalbefolkningen, som han afpressede. Nu har Kaduz’ bevæbnede bander i stedet overtaget en del af politikorpset og kan fortsætte deres udplyndringer iført politiuniformer.

Vicepolitichef Abdul Raziq blev for nylig afsløret som egnens største narkobaron. Danske officerer kendte godt til hans aktiviteter. De turde ikke røre ham. De tør heller ikke røre de andre. Vi har den største ildkraft på stedet, men vi er svage og frygtsomme, for vi opererer i en kultur, vi ikke kender, og hvor vi er afhængige af de forkerte.

Når en afghansk bonde ser en dansk soldat gå forbi, tænker han ikke, sådan som Søren Espersen vil have os til at tro, at her går »en repræsentant for den mest moralske hær i verdenshistorien«. Han tænker i stedet: »Der går en af Jønkes venner«.

Opbygger vi så virkelig et demokrati i Afghanistan? Her vil jeg overlade ordet til den tyske efterretningsofficer Marc Lindemann, som to gange har været udstationeret i Afghanistan. I sin bog ’Unter Beschuss’ (Under beskydning) beretter han om sit møde med en lokal krigsherre op til valget i 2005.

»På mit spørgsmål, hvilken af regionens kandidater, han mente, havde den bedste chance hos befolkningen, svarede han med et blidt smil: »Det ved jeg ikke. Jeg har endnu ikke besluttet, hvem de skal stemme på««.

Ottende dogme
Hvis ikke vi skyder dem dér, kommer de her, lyder det ottende dogme. Påstanden dukker op, når alle andre argumenter for krigen er kommet til kort, og vi ikke længere kan tro på godnathistorierne om kvindefrigørelse og demokrati.

Det er den pragmatiske vinkel, som Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, med en for denne fuldtidsdemagog usædvanlig neddæmpethed kalder det. Det handler om at beskytte os selv.

Det, Espersen virkelig vil sige, er, at der med krigen i Afghanistan er en legal mulighed for at skyde på muslimer og holde bestanden af kamelkneppere, dadelplukkere og klitorisomskærere samt incestuøse fædre, brødre og onkler nede på et passende niveau. Vi er der simpelthen for at slå ihjel. Og hurra for den tapre danske hær, når det lykkes.

Se endnu en gang på de fem dræbte talibanere i en grøft i Helmand, udslidte, magre bønder, der med stor sikkerhed også er analfabetiske. De vil ikke engang kunne finde Europa på et verdenskort, hvis de blev bedt om det. At de en dag skulle stå på Nørreport Station med en rygsæk fyldt med eksplosiver er lige så sandsynligt, som at der ud af deres døde kroppe skulle vokse vinger, der ville bære dem direkte op i Paradis.

Jamen, hvad med bilbomben på Times Square i New York? Faisal Shahzad, som bombemanden hedder, blev ikke uddannet i en træningslejr i Afghanistan. Det var i en træningslejr i Pakistan, han lærte sin fummelfingrede omgang med eksplosiver. Men det var ikke der, han fandt sin motivation. Han var et veltilpasset medlem af den amerikanske middelklasse, der pludselig faldt i tanker foran fjernsynet, da han så, hvordan hans trosfæller blev behandlet i en fjern krig.

Den bombemand, der måske en dag står på Nørreport Station, er ikke en analfabetisk afghansk bonde, der i mørket på en underjordisk perron afslutter sin lange rejse tværs over to kontinenter.



Den bombemand, der måske en dag står på Nørreport Station, er ikke en analfabetisk afghansk bonde, der i mørket på en underjordisk perron afslutter sin lange rejse tværs over to kontinenter.

Han vil i stedet være født i Danmark og vokset op i en københavnsk forstad, Glostrup, Husum eller Nørrebro. Han er en ung mand, der pludselig er faldet i tanker foran et nyhedsindslag i fjernsynet. Skal vi så også bombe Glostrup, Husum og Nørrebro, så Søren Espersen og det flertal af Danmarks befolkning, der hævder, de bakker op bag krigen i Afghanistan, kan sove roligt om natten?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Niende dogme

Her er det menneskeligt set sværeste spørgsmål af alle, som vi derfor slet ikke vover at stille: hvis vi trækker os ud af Afghanistan, betyder det så ikke, at de soldater, der allerede har mistet livet, er døde forgæves? Det er Afghanistan-krigens niende dogme, det absolutte tabu. Spørgsmålet stilles somme tider af de dræbtes pårørende. Andre gange stilles det på deres vegne, uden at de selv er blevet spurgt til råds. Jeg vil ikke påpege, at mennesker, der frivilligt vælger soldatergerningen, må være klar over, at døden er en erhvervsrisiko.

Jeg vil også undlade at spørge, nøjagtig hvilke af de mange skiftende mål i Afghanistan, som vi har forfulgt, soldaterne er døde for: kvindernes frigørelse, demokratiet eller blot de noget mere svævende begreber stabilitet eller sikkerhed.

Jeg vil heller ikke fremhæve, at døden aldrig kan være meningsløs, blot man dør for noget, man tror på, for det forekommer mig ikke blot at være et undvigende svar, men også en billig trøst.

Men jeg vil dog sige, at spørgsmålet om, hvorvidt soldaternes død er meningsløs eller ej, medfører en række tabuer for hele diskussionen om krigen, som er uacceptable i et demokrati.

Hvis vi anser enhver tale om en tilbagetrækning for en hån over for de døde og deres store offer, betyder det, at alle krige må føres igennem til den endelige sejr eller det fuldstændige nederlag. Konfronteret med det absolutte, som døden er, virker alle kompromiser både tarvelige og utilgivelige.

Sådan kan vi ikke tænke. De pårørende selv risikerer med deres argumentation at påføre andre det samme tab, de selv har lidt, når nye soldater må dø i en krig med tvivlsomme mål, der ikke må sættes spørgsmålstegn ved, fordi de dødes minde ikke må krænkes. De døde kan ikke bruges som argument i krigen. Så enkelt og så hårdt er det.

Det er ikke de efterladtes sorg eller tab, der bør bestemme de beslutninger, vi ender med at tage. Men de skæbnesvangre valg, en krig medfører, kan heller ikke tages med lukkede øjne, på et grundlag af mangelfuld eller manipuleret viden.

Det er her, dansk presses store, stadig uopfyldte forpligtelse ligger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce