<fotograf>Tegning: Per Marquard Otzen</fotograf>

<fotograf>Tegning: Per Marquard Otzen</fotograf>

Debat

Adhd og autisme findes skam!

Også selv om den kreative klasse ikke bryder sig om det.

Debat

Den kreative klasse har fået en ny sag at kæmpe for. En sag, som manifesterer sig mere og mere i dagspressen og de sociale medier, og som synes være funderet i ideologi snarere end viden.

Sagen kan opsummeres på følgende vis: Diagnoser er mest af alt en social konstruktion opfundet af den griske medicinalindustri og udført af en korrumperet og biologisk-deterministisk lægestand.

Som mor til et barn med nyligt konstateret adhd og atypisk autisme vil jeg hævde, at der ikke er tale om en konstruktion endsige et komplot.

Men min søn bliver ikke mindre syg af ikke at have en diagnose.

For min 6-årige søn er de fleste af hverdagens gøremål uoverskuelige, stressende begivenheder. Det gælder alt fra selv at tage tøj på om morgenen og komme ud ad døren til at lære at gå på toilettet og komme i seng om aftenen.

Voldsomme raserianfald er ikke ualmindelige, og de medfører sommetider, at han løber væk.

Adhd er en opmærksomhedsforstyrrelse. Autisme er en udviklingsforstyrrelse. Psykiatrifonden kalder adhd en opmærksomhedssygdom, hvilket er noget mere forståeligt end Attention Deficit Hyperactive Disorder, som adhd er en forkortelse for.

Man skelner almindeligvis mellem tre forskellige slags adhd: 1) adhd med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse, 2) adhd med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet og 3) adhd som en kombination af opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet. Min søn lider af den sidste kategori.

Da man ikke kan teste, om folk har adhd eller autisme ved hjælp af en blodprøve eller en skanning, er selve udredningen naturligvis omfattende.

Eller rettere: Det bør den være. Det er bl.a. her, nogle af de gængse misforståelse opstår, og den kreative klasse går galt i byen.

Mange voksne bliver fejldiagnosticeret, og megen overmedicinering pågår, fordi udredning og behandling forestås af den praktiserende læge.

Langt størstedelen af al psykofarmaka udskrives af den praktiserende læge, der typisk har ganske kort tid (10-20 minutter) til at foretage diagnosticeringen og derudover ofte slet ikke har den fornødne viden.

Min erfaring er, at børn tilbydes en anderledes grundig udredning. I Københavns Kommunes børnepsykiatri foretager man en vurdering på baggrund af observationer, test, spørgeskemaer og samtaler med forældrene.

Denne distinktion er den kreative klasse tilsyneladende uvidende om, og derfor skal jeg som forælder finde mig i deres vrede over tidens 'overdiagnosticering'.

Men min søn bliver ikke mindre syg af ikke at have en diagnose. Og med diagnoser følger muligheden for at få målrettet hjælp.

Mange meningsmagere taler med gispende forargelse om medicin som den nemme løsning. Statens Serum Institut har registreret mere end en tidobling i antallet af personer, der indløste recepter på adhd-medicin i årene 2002-2011.

I lighed med kritikerne finder jeg det stærkt bekymrende, at salget af adhd-medicin er steget så eksplosivt, da vi slet ikke ved nok om de langsigtede virkninger af at give børn medicin.

Også fordi der er meget, som tyder på, at målrettede pædagogiske tiltag i barnets nærmiljø kan gøre en forskel. Men at gøre alting til et spørgsmål om enten-eller er lige så problematisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis min søn eksempelvis ikke får medicin, der kan dæmpe nogle af symptomerne, kan han risikere at komme så langt bagefter i forhold til læring og udvikling, at han måske er lige så ilde stedt som med de eventuelle skadevirkninger, medicinen forvolder.

Og er det så bedre at lade være?

Jeg er enig med kritikerne i, at måden, vores samfund er struktureret på i dag, kan være medvirkende til at forstærke eller udløse nogle børns adhd. Det var formentlig nemmere at være adhd-disponeret i en tid, hvor ro, renlighed og regelmæssighed var normen.

Men når en eller anden højtuddannet meningsmager i et af Radio24syvs debatprogrammer hævder, at stigningen i antallet af adhd-børn skyldes forældre, der ikke kan sætte grænser for deres børn, da bliver jeg for alvor træt.

Adhd er heller ikke blot et spørgsmål om at have 'lidt krudt bagi', som det sommetider udtrykkes. Barnets impulsivitet, hyperaktivitet og kortvarige opmærksomhed betyder, at det har vanskeligt ved at samle sig om strukturerede aktiviteter i længere tid ad gangen.

Børn med adhd og autisme har vanskeligt ved at indgå i lege med andre børn, og de finder det grundlæggende svært at aflæse sociale situationer.

Det giver mange sammenstød med omverdenen, og børnene har ofte et meget lavt selvværd.

Jeg vil gerne frabede mig den kreative klasses frelste holdninger og i stedet bede om en debat, der tager udgangspunkt i, hvordan vi som samfund kan blive bedre til at rumme sårbare børn og voksne.

Måske skal vi tænke hele undervisningssystemet anderledes i forhold til måden, vi organiserer undervisningen på, og de fysiske rammer, den foregår i. Måske skal også familielivet og arbejdslivet revideres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Eksempelvis er storrumskontorer og åbne kontorlandskaber stressende for folk med adhd. Kommunerne skal blive bedre til at give hjælp hurtigere, og de forskellige instanser og myndigheder skal blive bedre til at arbejde sammen og koordinere indsatsen – ifølge Maja Lundemark Andersen (Aalborg Universitet), der har forsket i adhd-familiers møde med systemet.

Som professor og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen pointerer, er barnet ikke kun lig sin diagnose.

Det handler om »livsformen i vores moderne samfund og familieliv, der ofte kan være netop så rastløs, at mange børn kommer til at mangle den indre ro og kontinuitet« (fra Social Fokus, Socialstyrelsens særnummer om adhd, juni 2013).

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce