Tegning: Mikkel Sommer

Tegning: Mikkel Sommer

Debat

At være ude af stand til at tage mig af mit barn er noget af det værste, jeg har oplevet

Jeg har aldrig følt mig så usikker, overvældet og følelsesmæssigt blottet som i de første døgn, efter at jeg blev mor.

Debat

Klokken er 02.17 på barselsgangen, afdeling 4022 på Rigshospitalet.

Der er stille, eller nu så stille, som der kan være på en 4-sengs stue af nybagte mødre med kejsersnitssmerter og på skift vågne babyer, for ikke at tale om de bippende alarmer, man stort set hele tiden kan høre ude fra gangen.

Der er mildest talt ikke tale om et fredfyldt scenarie af mødre og babyer i malerisk symbiose.

Jeg fødte min datter ved et planlagt kejsersnit for 16 timer siden, og jeg har ondt. Mere ondt, end jeg nogen sinde har prøvet før, for jeg er en novice i sundhedssystemet og har aldrig været indlagt og da slet ikke været igennem en operation, som et kejsersnit nu engang er.

Foruden chokket over at blive mor for første gang skal jeg pludselig også opleve mig selv som en (pacificeret) patient uden mulighed for at klare mig selv, med venflon i hånden og morfin i kroppen.

Min datter ligger i vuggen ved siden af min seng. Når hun vågner, er jeg nødt til at ringe på en jordemoder, som må komme og løfte hende over til mig. Jeg kan ikke selv vende mig på grund af mit operationssår, jeg kan faktisk dårligt stige ud af sengen.

Så jordemoderen kommer ilende så hurtigt som muligt, men jeg kan kun håbe på, at der kun går 5 minutter – der kan sagtens risikere at gå ti. I den tid må jeg række min arm over i vuggen og ae min nyfødte på kinden og prøve at forhindre den værste gråd, som vil vække mine værelseskammerater og puste til usikkerheden i mit nybagte moderhjerte.

På et tidspunkt kommer jordemoderen og hjælper mig, løfter mit barn over til mig eller tilbyder at køre hende ud og blive skiftet. Tænk, jeg kan ikke engang selv skifte mit lille barn, som jeg allerhelst vil knuge ind til mig hvert eneste minut.

Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig, hvor min mand er i dette scenarie. Jo, på Rigshospitalets barselsafdeling må man være moderne mand og far fra klokken 7 til 23. Faderen kan ikke være medindlagt, medmindre man har fået tvillinger.

På barselshotellet kan faderen være med, men der kommer kun de ukomplicerede fødsler. De komplicerede og kejsersnittene, vi ’får lov’ at blive på Riget – hvor manden sendes ud ad døren kl. 23, efter i øvrigt at have tilbragt dagen på en pindestol og med mulighed for at købe alle måltider i 7-eleven.

13 timer efter vores datter kom til verden, måtte han forlade min side, ned i en taxa og hjem i sin egen seng. Jeg er ellers overbevist om, at han med glæde havde både løftet barnet over til mig og givet en ren ble hver eneste gang, det blev nødvendigt.

Jeg har aldrig følt mig så usikker, overvældet og følelsesmæssigt blottet som i de første døgn, efter at jeg blev mor.

Om natten bliver følelser altid stærkere, og at ligge i min hospitalsseng alene, med smerter, ude af stand til at tage mig af mit eget barn – uden min mand til at hjælpe mig – er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet, samtidig med at de dage er noget af det største, jeg nogensinde har oplevet.

Men nætterne, de skulle bare overstås. Og stakkels mand, som måtte forlade en grædende kone om aftenen og ankomme til en ditto om morgenen.

Jeg har brugt meget energi på at bearbejde min oplevelse på Rigshospitalets barselsgang.

At man i 2014 ikke kan give en nybagt far muligheden for at være sammen med sit nyfødte barn døgnet rundt, er mig en gåde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At man netop ved komplikationer og kejsersnit sender manden hjem om natten, har jeg forsøgt at forstå uden held.

At man bruger højt uddannet og travlt personale på at hjælpe mig med at løfte mit barn over til mig, når min mand hellere end gerne ville, hvis han måtte.

At man lader nybagte, sårbare mødre være alene (på en 4-sengs stue!) så kort tid efter fødslen, mens hormoner og følelser raser rundt, og man virkelig har brug for at dele det med ham, som har bidraget til barnets tilblivelse.

At man sætter nybagte forældre i den stressede situation, det er at være på en 4-sengs stue, hvor mødre og børn konstant vækker hinanden om natten, hvor man febrilsk forsøger at få sit barn til at tage ved brystet – det er altså svært at finde ro til at lære at amme, når man stress-sveder over, at barnet ikke må skrige, så det vækker de andre!

Personalet på barselsgangen på Rigshospitalet har det ikke nemt eller sjovt. De har alt, alt, alt for travlt, og de skal høre på klagesangen fra fædrene, der bliver sendt hjem, og mødrene, der græder over det samme.

Personalet – jordemødrene – gør alt, hvad de kan inden for de givne rammer, men de rammer er alt for elendige.

Som indlagt frustreres man over ved hvert eneste vagtskifte at skulle forklare, hvorfor man er indlagt, fordi tiden til overlevering tilsyneladende også er for kort.

Jeg mødte det sødeste og venligste personale på barselsgangen, men deres forhold er under al kritik, og de gjorde da heller ikke noget for at skjule, at de havde alt for travlt.

Der har i de seneste dage været opmærksomhed omkring jordemødrenes arbejdsvilkår på fødegangen på Rigshospitalet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lad mig blot gøre opmærksom på, at de miserable forhold også gælder på barselsgangen. Forholdene dér er alt andet end optimale for at give nybagte familier en god, rolig og fælles start.

Forholdene er ganske utidssvarende, særligt omkring faderens manglende mulighed for medindlæggelse.

Det har været en hård oplevelse for min lille familie, og jeg ville ønske, andre ikke skulle igennem det samme.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce