Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat

Spar mig for alle de sproglige heksehyl

Det er på tide, at vi dropper den overdrevne positivitet, der forurener vores sprog.

Debat

I midten af juni stødte jeg i arbejdsmæssig sammenhæng ind i en veluddannet kvinde, som benyttede sig af ordet ’super’ sindssygt mange gange.

I starten var det lidt komisk – dels fordi det er lidt passé at gå og sige ’super’ hele tiden, dels fordi hun trak den første stavelse alt for langt ud – men hurtigt begyndte det at virke dumt, og til sidst gik det mig så meget på nerverne, at jeg var lige ved at påtale det, men heldigvis kom det ikke dertil, fordi en selvkritisk stemme mindede mig om, at jeg ikke er et hak bedre selv.

Jeg går ikke rundt og siger ’super’, men jeg har en pervers tendens til at sige ’perfekt’ – med en klam overbetoning af den sidste stavelse – og om man siger ’super’ eller ’perfekt’ kan vist være lige fedt.

( )

De to ord har samme funktion i vores hverdagskommunikation. De skal udtrykke en entusiasme, der i 99,9 procent af tilfældene er fingeret og falsk. Det, vi mener, når vi bruger ordene ’super’ og ’perfekt’, er som regel ’fint nok’. Det er jo ikke ’perfekt’, at en bagerjomfru giver mig 1 krone tilbage, og det er ikke ’perfekt’, at bussen kommer til tiden. Det er ’fint nok’, hvis det overhovedet fortjener at blive kommenteret.

Som jeg ser det, har rigtig mange en tendens til at forurene deres talestrøm med overdreven positivitet, og jeg har en mistanke om, at forureningen skyldes, at vi lever i en smiley-face-kultur, hvor den overgearede personlighedstype er langt mere populær end den reserverede personlighedstype.

Det er, som om vi kollektivt har besluttet, at det gælder om at hype virkeligheden. Vi bruger flittigt udtrykkene ’super’ og ’perfekt’, enten i syntaktisk isolation eller i vendingerne ’det er super’ eller ’det er perfekt’, men vi har også andre ord og vendinger til vores disposition. For eksempel hører man tit udtrykkene ’nice’ og ’awesome’.

LÆS OGSÅ KRONIK

Den udbredte brug af ordene ’super’, ’perfekt’, ’nice’ og ’awesome’ i vores hverdagskommunikation indikerer, at Danmark er blevet amerikaniseret.

Vi har lært kunsten at iklæde vores kedelige hverdag begejstringens klæder, og hvis det ikke var for den danske selvironi, ville mange af os sikkert gå rundt og tro, at alting var perfekt.

Et andet udtryk, vi ofte bruger, er ’præcis’. Med ordet signalerer man, at man er helt enig med taleren, og ofte vil man supplere med noget, som understøtter talerens pointe. Beslægtet med dette udtryk har vi vendingen ’helt sikkert’. Nogle mennesker siger ’helt sikkert’ så tit, at man skulle tro, at de fik penge for det, men der er formodentlig blot tale om et sprogligt tic. Både ’præcis’ og ’helt sikkert’ er symptomatiske for drejningen mod det emfatiske, som talesproget har taget.

Man kunne jo nøjes med at mumle ’mm’ for at tilkendegive, at man er enig, men nej, man skal absolut sige ’præcis’, ’præcis’, ’præcis’.

Den sproglige overophedning ses også i det fæle misbrug af ordet ’så’. Ordet kan ikke stå på egne ben, men det sniger sig ind i skrækkelig mange sætninger. F.eks. ’det er bare godt’, ’det er bare rigtigt’, og værst af alt, ’det er bare fint’. Nej, det er ikke spor fint. Ikke når du absolut skal bruge en så fucked-up formulering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er godt klar over, at hverdagskommunikation skal hjælpes på vej af en god portion høflighed, og jeg er godt klar over, at sociologen Erving Goffman har påpeget, at hverdagskommunikation er et kompliceret spil, hvor man risikerer at tabe ansigt eller såre sin samtalepartner, hvis man begår en fejl, og jeg ved godt, at mange vil mene, at de udtryk, jeg har behandlet i denne tekst, er med til at få kommunikationsmaskineriet til at køre mere gnidningsfrit, men jeg mener alligevel, at vi er kommet ud på et sidespor.

LÆS OGSÅ KOMMENTAR

I min verden er høflighed ikke det samme som balstyrisk begejstring. Jeg kan godt tilgive ungdommen, at den slynger om sig med latterlige udtryk som ’sygt’, ’fråderen’ og ’awesome’, men når man når en vis alder og man oven i købet kan prale af at have taget en lang videregående uddannelse på statens regning, synes jeg godt, at man må spare lidt på de sproglige heksehyl.

Jeg tror, man ville komme til at fremstå som en lidt mere sofistikeret person, hvis man beherskede sig lidt, og hvem er ikke interesseret i det, hvis vi ser bort fra Nicklas Bendtner og Lars Løkke Rasmussen?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce